PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/danmarks-%C3%A6ldste-netv%C3%A6rk-for-psykisk-s%C3%A5rbare-mister-vigtig-driftsst%C3%B8tte-20293

Danmarks ældste netværk for psykisk sårbare mister vigtig driftsstøtte.

Pressemeddelelse juni 25, 2015 Socialt netværk Hjemmeside Psykisk syge Psykisk sårbare Sindslidende Psykiatri Psykiatribrugere Psykiske lidelser Frivillighed Sindnet Frivillig socialt arbejde

Det vil være et katastrofalt stort tab for de psykisk sårbare, hvis de ikke længe kan møde ligestillede og finde en at tale med, når systemet holder lukket.

Sindnet logo

Danmarks ældste netværk for psykisk sårbare mister vigtig driftsstøtte 

Lokal socialøkonomisk virksomhed træder til med nytænkende støtte

”Det må være muligt at udvikle socialt netværk for psykisk sårbare, hvor man kan være sig selv uden at blive mødt af de fordomme og den stigmatisering, jeg oplever fra samfundets side”. -Med den drøm i baghovedet startede jeg i 1997 et socialt netværk og chat for personer, der er berørt af psykisk sygdom.

Som årene er gået, har både jeg selv og Sindnet.dk udviklet os meget. Jeg har fået mere overskud i takt med, at sygdommen mere og mere med tiden har sluppet sit greb - og det har afspejlet sig i mit projekt, som har udviklet sig fra at være en lille hyggelig chat-side, til et vigtigt redskab for personer, som kan have svært ved holde tilværelsen ud. For mange sindslidende har hjemmesiden betydet, at de har fået brudt med ensomheden ved at få opbygget et netværk, bestående af venner blandt ligestillede – både online og i den virkelige verden.

I dag indeholder hjemmesiden alt fra frivillig rådgivning til interne debatter og chat. Sindnet.dk er vokset sig stor - og den er i dag Danmarks ældste online mødested for psykisk sårbare med næsten 5000 medlemmer landet over. Faktisk den eneste af sin slags, der ikke henvender sig specifikt til personer med én enkelt udvalgt diagnose og som er 100 % brugerdrevet.

Frem til 2006 betalte jeg af egen lomme samtlige udgifter for opbygningen og den løbende drift af hjemmesiden, men i takt med at Sindnet.dk er blevet mere og mere populær, er der opstået behov for at opgradere serveren til hosting, software licenser og ikke mindst layout og funktionalitet på hjemmesiden. Alt dette koster mere end en førtidspensionists økonomi kan bære, hvorfor der i 2006 blev stiftet en støtteforening, der skulle varetage driften.

Siden 2006 har Sindnet.dk været så heldig at blive støttet af blandt andre puljer fra Ministeriet for Sociale Forhold. Uden Ministeriets hjælp ville siden for længst være lukket, da jeg ganske simpelt ikke har råd til via min førtidspension at betale driften i det frivillige og almennyttige projekt.

Men i 2015 sker der så det, vi alle har frygtet allermest - Ministeriet for Sociale Forhold har stoppet støtten til Sindnet.dk. Begrundelsen er ganske simpel. Der er for mange, der søger PUF-pulje midlerne, og Ministeriet kan ikke hjælpe alle. Og desværre har man valgt at skære Sindnet.dk fra.

Det vil være et katastrofalt stort tab for de psykisk sårbare, hvis de ikke længe kan møde ligestillede og finde en at tale med, når systemet holder lukket. Vi håber derfor pårørende, psykisk sårbare og alle med interesse for området landet over bakker op og støtter projektet hvor de kan, så vi kan løfte i flok.

 

Første virksomhed støtter op Fra den 30 juni til den 4. juli har vi været så heldige at etablere et samarbejde med Café Kaffegal, en socialøkonomisk virksomhed i Aarhus der beskæftiger psykisk sårbare, der med sit store sociale engagement går i spidsen med et nyt virksomhedskoncept kaldet Dare2Care Days. Her vil Café Kaffegal donere 25% af omsætningen til Sindnet.dk i de 5 dage, kampagnen løber fra 30 juni 2015 – 4. juli 2015. Vi håber, at projektet bliver en stor succes og at flere virksomheder følger trop og tager et socialt ansvar gennem denne type kampagner.

Aarhus Kommunes Handicappris I 2012 fik Aarhus kommune også øjnene op for og opdagede mit lille hjertebarn. Af kommunen blev jeg hædret for initiativerne og nytænkningen bag projektet. Borgmester Jacob Bundsgaard udtalte: “Claus Antony Bang Andersen har gjort en fantastisk indsats for en anonym gruppe og vist, hvordan nettet kan bruges som en god start på kommunikation mellem sindslidende. Det er i mine øjne et levende bevis på, at alle borgere i Aarhus kan gøre en forskel – og at Aarhus er en by for alle“.

Også formanden for Handicaprådet, Tatiana Hjorth Sørensen, fremhævede mit arbejde med hjemmesiden. "Claus Antony Bang Andersen fortjener et ekstra skulderklap, fordi han gennem sit forum ”Sindnet.dk” har skabt mulighed for, at sindslidende kan komme i kontakt med hinanden og dermed undgå isolation”

Forebygger ensomhed blandt psykisk sårbare: I 2014 deltog jeg sammen med en anden frivillig på Sindnet.dk i et hackathon for Sundhedsinnovation på Sjælland. Her var vi med til at idéudvikle en App, der på samme måde som sindnet.dk kan afhjælpe og forebygge ensomhed blandt psykisk sårbare. Vi håber, det bliver muligt at integrere dette i Sindnet, så også vores medlemmer får mulighed for at benytte sig af mulighederne i app-projektet.

Stor brugertilfredshed: Handicapprisen førte til, at jeg blev nysgerrig på, hvad hjemmesiden faktisk betyder for de mange, der benytter sig af den. Så i 2013 gennemførte vi en større brugertilfredshedsundersøgelse for at kortlægge behovet for hjemmesiden. Her viste undersøgelsen, at over 90% er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmesiden/projektet. (Resultatet af brugerundersøgelsen kan læses på dette link: http://sindnet.dk/tilfredshed.pdf). Undersøgelsen og Handicapprisen gav nyt blod på tanden, så i 2015 kunne jeg præsentere en ny og forbedret version af det sociale netværk ”Sindnet.dk”. Hjemmesiden har fået et gennemgribende make-over i en komplet relancering med nyt layout, nye funktioner og nye muligheder for medlemmerne.

Sindnet.dk redder liv: Vi har gennem årene fået mange tilbagemeldinger fra brugere, der fortæller os rørende historier om, at hjemmesiden har reddet dem fra selvmord eller et liv i isolation fra omverdenen, og om hvordan de gennem vores sociale netværk har fået livsglæden tilbage ved at møde andre i samme båd, der har kunnet trække dem op, når de har haft det allerværst.

 

Brugerne udtaler:

1.000.000 gange tak for Sindnet.Jeg er meget tilfreds med Sindnet. Jeg har virkelig lært/oplevet, at jeg ikke er alene i verden, den eneste der har det som mig.

Jeg har rykket mig meget fra at være super ”syg” til at have det langt bedre. Jeg vil forsat støtte Sindnet – Også selvom jeg en dag skulle ende med at blive ”rask”, for det er virkelig et godt sted.

1.000.000 mange gange tak for Sindnet.

Der findes STOR støtte og hjælp her.Vi står samlet, selv hvis vi bor i hver sin ende af landet. Det giver stor tryghed at vide, man ikke er alene og kan snakke med nogen, der kan hjælpe og støtte en.

Men jeg bruger det også til at få hverdagens stress og jag væk. Det er en dejlig ting, der gør godt for mange.

Jeg vil forsat være en del af Sindnet, ikke kun for at få hjælp, men også for at kunne hjælpe og støtte andre.

Jeg ville ønske, at flere kunne prøve Sindnet og derefter muligvis få det samme ud af det, som jeg har fået og så mange andre.

Der er også nogen, der kun er på ganske sjældent, men når de så kommer, så får de det, de har brug for, et sted hvor alle ved, at man kan have det svært.

Sindnet er vidunderligt. Jeg ville nok ikke have levet nu, hvis det ikke var for Sindnet og de dejlige brugere, der er her og deres hjælp/støtte.

Ville begå selvmord, Sindnet reddede mig.Jeg havde det for år tilbage rigtig svært og havde ikke lyst til at leve mere. En aften fandt jeg så Sindnet og skrev forsigtigt på brevkassen.

Det var det første sted i min sygdomsperiode, hvor jeg følte jeg blev hørt.

På et tidspunkt gjorde jeg det klart, at jeg ville tage mit liv og når jeg tænker tilbage, var det nok et råb om hjælp og hjælp fik jeg. For Sindnet havde kontaktet politiet som kom ud og fandt mig liggende på delvist bevidstløs på gulvet.

De reddede i bogstaveligt forstand mit liv og det er jeg evigt taknemmelig for.

I dag har jeg det godt, har fået opbygget et nyt netværk og min sygdom er under kontrol. Jeg bruger ikke Sindnet aktivt mere, men fra tid til anden vender jeg tilbage, for at se hvordan det går herinde.

Super god!Siden er allerede super god. Et tak ville være som en dråbe i en ørken, men jeg er glad for, at jeg har denne oase!

Der er sagt fra overfor ballademagere.Jeg har haft stor glæde af at blive medlem af denne service. Har oplevet det at jeg reelt fandt hjælp og gode medmennesker, der ikke har travlt med, at vi alle skal være ens, der er plads til os alle sammen, uanset hvordan vi er. Dog er der heldigvis sagt fra overfor ballademagere. Så dette kan godt anbefales, uanset om man har en psykisk sygdom eller ej. Og glæder mig faktisk ret meget hver gang jeg skal logge ind, for hvad venter der af glæder at få, dem finder jeg ret mange af her.

Sindnet.dk er en vigtig del af mit liv.Jeg syntes at sindnet.dk har været en vigtig del af mit liv, fordi jeg ikke behøver at være bange for at udtale mig om de problemstillinger jeg står over for. På almindelige chatsteder er anonymiteten meget vigtig når man er syg, det er ikke alle der forstår.

Almindelige chatsites er overfladiske og kolde, i sær når man melder klart ud, på sindnet.dk er der ligefrem en menu, hvor man kan fortælle hvad man kan klare og hvad der er problemet.

Også lidt det at man har et sammenhold i forhold til behandlerne, der er både negative men så sandeligt også positive synspunkter i forhold til systemet omkring os, i sin tid mente jeg at psykiatrien var uforståelig.

Der blev taget godt imod mig.Jeg begyndte at komme her på siden for nogle år siden, da jeg manglede nogen at snakke med. Og det fandt jeg. Der er altid blevet taget godt imod mig, og jeg har fået et værdifuldt indblik i en verden, nogle har svære ved at forstå. Nu kigger jeg ind en gang i mellem, men meget af min tid foregår uden for nettet.

Jeg føler mig ikke udenfor.Jeg syntes at sindnet.dk er et vigtigt redskab i min hverdag, fordi jeg ikke føler mig udenfor. Allerede fra første dag blev jeg budt pænt velkommen på chatten, mens jeg på andre chatsites har skulle chatte flere måneder før folk hilste på mig.

Jeg føler ikke at jeg skal undskylde over for andre at jeg er sindslidende, jeg ved de accepterer mig som den jeg er. Jeg er glad for at have fundet sindnet.dk, fordi jeg ikke længere føler mig udstødt af det samfund jeg lever i.

Jeg ser sindnet.dk som et moderne værested, men jeg mener at man på chatten mødes på et mere personligt plan, altså at man kommer ind under overfladen på folk. På væresteder ude i byen lærer jeg aldrig folk at kende privat, det er ironisk nok et mere et anonymt tilbud udenfor nettet end jeg føler det er på nettet. Her på Sindnet.dk har jeg mødt mig en sød kæreste og jeg er blevet venner med flere som jeg mødes med privat udenfor Internettet.

Jeg fandt min kæreste på Sindnet.dkMin kæreste og jeg fandt hinanden på Sindnet – nu er vi flyttet sammen. Han har så slettet sin profil senere hen, men det var egentligt ret sjovt at vi skulle finde hinanden her inde, for vi boede stort set lige ved siden af hinanden – og nu bor vi sammen! :D

Dejligt at Sindnet.dk er opfundet.Da jeg oprettede min profil, havde jeg ingen forventning om at møde prinsen. Jeg havde egentligt bestemt mig for ikke at mødes med andre og bare chatte, men pludseligt var han der.

I starten besøgte vi hinanden i weekender men det udviklede sig, senere flyttede vi sammen og nu er vi så blevet gift.

Jeg er glad for jeg tog springet selvom jeg var besluttet på ikke at mødes med nogle online.

Det er dejligt sindnet er opfundet.

Jeg har fået nogle rigtigt søde venner.Jeg synes at sindnet.dk er en rigtig god side, fordi de folk der er på denne chatside, er nogle rigtig søde mennesker. Jeg er selv autist og derfor ikke så god til at holde vennerne ved lige, men her på siden har jeg fået nogle rigtigt søde venner, som ikke behøver at besøge mig og det er meget rart, da jeg som autist er meget optaget af mig selv. 

Et lys i mørketJeg har snart været her i 10 år og er meget aktiv, mine tanker går til alle jer der har været her i disse år. Det giver meget glæde at være her – i et godt og trygt fællesskab. Jeg har fået det rigtig godt mens jeg har været her, jeg føler mig i dag mindre syg og har det generelt godt i dag.

Skulle ovenstående fange jeres interesse, stille jeg/vi gerne op til et uddybende interview.

Kontakter


Emner


Socialt netværk Hjemmeside Psykisk syge Psykisk sårbare Sindslidende Psykiatri Psykiatribrugere Psykiske lidelser Frivillighed Sindnet Frivillig socialt arbejde