PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/danmark-f%C3%A5r-nyt-stort-halvmaraton-7781

Danmark får nyt stort halvmaraton

Pressemeddelelse september 7, 2009 Sport

En af Europas største løbsarrangører, Sparta, går nu sammen med Bonniers to træningsmagasiner I FORM og Aktiv Træning om at skabe et nyt stort halvmaraton gennem Københavns gader: Powerade København Halvmaraton med potentiale til at blive Nordens største.

En af Europas største løbsarrangører, Sparta, går nu sammen med  Bonniers to træningsmagasiner I FORM og Aktiv Træning om at skabe et nyt stort halvmaraton gennem Københavns gader: Powerade København Halvmaraton skal fast løbe af stablen sidst i september. Premieredatoen for hovedstadens nye halvmaraton bliver den 26. september  2010. 

“En fjerdedel af I FORMs læsere drømmer om at løbe halvmaraton,  så timingen er helt rigtig. Det er vigtigt for os også at kunne tilbyde de mere garvede løbere blandt vores læsere lidt længere løbedistancer i takt med, at de sætter sig større mål.

Halvmaraton er en fantastisk distance, som fortjener at blive fejret som meget mere end et stop på vejen mod den hele maraton: Det kræver systematisk træning og forberedelse at gennemføre sådan en. Vores løb skal være årets store hyldest til halvmaratonen som en hel og fuldgyldig præstation i sig selv, siger I FORM’s chefredaktør Karen Lyager Horve.

Både I FORM og Aktiv Træning vil systematisk hjælpe løberne med at bygge formen op, så de uden problemer kan klare en halvmaraton i september – med træningsprogrammer, gode råd om udstyr, løbeteknikker, taktik, restitution – al den viden, man får brug for, når man øger distancen fra 0, 5 eller 10 km i foråret til de 21,1 km i september.

“Halvmaraton rummer et kæmpemæssigt potentiale, uanset hvilket niveau du løber på”, udtaler Claqus Cancel, chefredaktør for Aktiv Træning, “Som begynder kan du relativt let og på en sund måde træne dig op til distancen uden at rende ind i de overbelastningsskader, der typisk rammer maratonløbere. Og som mere garvet kan du blive ved med at udfordre og overgå dig selv på distancen.”

Som arrangør af bl.a. verdens største motionsløb – DHL-stafetten i Fælledparken i disse dage med 125.000 deltagere og Copenhagen Marathon, der i år satte ny deltagerrekord med 10.744 deltagere og regner med 15.000 næste år, er Sparta godt rustet til opgaven.

Forventningerne er store: Motionsløb på alle distancer melder om deltagerrekorder i disse år, og især halvmaratoner har vokseværk. Slaget om at være verdens største står i øjeblikket mellem Göteborgsvarvet, der i år havde 53.848 tilmeldte mod 35.276 i 2005 og blot 1800 i 1980, og The Great North Run i Newcastle, der regner med 54.000 løbere senere på måneden. Også hovedstæder som New York, Berlin og Paris har massiv tilstrømning til deres halvmaratons.

"Meget taler for, at en by af Københavns størrelse sagtens kan danne rammen om Danmarks, og på sigt Nordens, største halvmaraton. Hvis vi skaber et unikt løb på Østerbro og giver de potentielle deltagere uanset deres nuværende niveau den rette træningsvejledning frem mod løbet, er forventningen om 15.000 deltagere første år på ingen måde højt sat.", siger informations- og pressechef Dorte Vibjerg fra Sparta:

 "Vi ved, der eksisterer et publikum til distancen. Sparta står i 2010 bag Broløbets 10 års jubilæumsløb på 21,195 km, og i løbet af kun tre måneder er der solgt hele 6.000 ud af de 15.000 startnumre, der er til salg på den danske side af broen.

Vi ser samarbejdet med Aktiv Træning og I FORM som et genialt match, fordi vi kombinerer Spartas praktiske erfaring med de to magasiners tætte kontakt til en halv million træningsglade læsere, hvoraf mange ser som deres næste store mål at prøve kræfter med halvmaratondistancen", siger hun.

Hovedsponsor for Københavns nye halvmaraton bliver Powerade.

Sparta, I FORM, Aktiv træning og Powerade tager forskud på samarbejdet ved Powerade Testløbet på Islands Brygge allerede den 27. september i år. Tilmelding på sparta.dk. Der er masser af træningsråd at finde for fx DHL-løbere, der har fået blod på tanden, på iform.dk og aktivtraening.dk.

Yderligere oplysninger fås hos:

Sparta: Pressechef Dorte Vibjerg, [email protected], tlf. 35 26 69 00

I FORM: Chefredaktør Karen Lyager Horve, [email protected], tlf. 39 17 21 16

Aktiv Træning: Chefredaktør Claus Cancel, [email protected], tlf. 39 17 23 16

Kontakter


Emner


Sport