PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/christiansborg-omr%C3%A5desikring-vinder-dansk-landskabspris-26103

Christiansborg områdesikring vinder Dansk Landskabspris

Pressemeddelelse november 7, 2019 Christiansborg GHB Landskabsarkitekter Dansk Landskabspris Landskabsarkitekter

Christiansborg Områdesikring er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Prisen blev overdraget af fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) ved et festarrangement i København, hvor Kickstart Tornhøj i Aalborg ligeledes fik hædrende omtale.

Christiansborg af GHB Landskabsarkitekter

Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Projektet vandt foran tre finalister, der var valgt ud af et felt på 25 indstillede projekter. Vinderprojektet er udviklet i samarbejde med Sweco, ÅF Consult og professor Steen Høyer med Folketinget og Slots- og Kulturstyrelsen som bygherrer. Kickstart Tornhøj i Aalborg af Marianne Levinsen Landskab i samarbejde med Vandkunsten, Arkil og Jesper Kongshaug med Aalborg Kommune og Realdania som bygherrer modtager hædrende omtale. 

Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park og Naturforvalterne, er juryens talsmand og fremhæver ”De fire finalister, Linjer i Landskabet, Solrødgård Klima- og Miljøpark, Kickstart Tornhøj og Christiansborg Områdesikring, vidner om, hvor stærkt danske landskabsarkitekter står i disse år. Dette bekræftes yderligere af den store internationale interesse, dansk landsarkitektur aktuelt oplever. Alle fire finalister er særdeles stærke kandidater til Dansk Landskabspris, men ikke desto mindre er Christiansborg Områdesikring en værdig vinder af prisen, ligesom Kickstart Tornhøj fortjener den hædrende omtale.”

Vinderprojekt gør fremtidens udfordringer til morgendagens potentialer
Juryen motiverer vinderprojektet, der vender fremtidens udfordringer til morgendagens potentialer på følgende vis: ”Christiansborg Områdesikring er et projekt, som udspringer af et af vor tids største frygtscenarier: terroranslag på folkestyrets vigtigste og mest symbolladede areal, selve demokratiets højborg: Folketinget på Christiansborg Slot. Den kollektive angst kunne have fundet fysisk form i et projekt, hvor alle truslerne blev accentueret. Men i stedet har man valgt det modsatte og har skabt et rum, som har høje og skulpturelle værdier. For ganske nylig lagde pladsen brosten til tusindvis af skoleelevers klimamobilisering, og deres tilstedeværelse manifesterede, at de fortsat har håb og drømme for fremtiden. Så til trods for, at vi er borgere i en verden, hvor angst og frygt for terror – begrundet – eksisterer – så er det også en verden, hvor håb og drømme spirer. Derudover er store dele af pladsens belægning genanvendte brosten fra pladsens tidligere belægning, og ved at genbruge sten skabes en forbindelse til pladsens historie, som er både bæredygtig og vidner om en historiebevidsthed. Det er på flere plan respektfuldt.”

Hædrende omtale projekt understøtter kvartersløft
Kickstart Tornhøj i Aalborg modtager hædrende omtale, og juryen motiverer anerkendelsen ud fra projektets helheds­orienterede fokus på social bæredygtighed: ”Med projektet er der skabt tryghed og tilgængelighed for alle i forstadsbebyggelsen Tornhøj. Projektet viser på en overbevisende måde, hvorledes vi gennem en fælles indsats med landskabsarkitekturen som bannerfører skaber reel samfundsmæssig værdi. Juryen har valgt at give Kickstart Tornhøj hædrende omtale på grund af projektets eksempelværdi i forhold til at styrke den sociale sammenhængskraft, og for at vise hvordan landskabs­arkitekturen på et strategisk og fysisk plan kan løfte rammerne for byliv og derved bidrage til løsningen af et af samfundets helt store udfordringer omkring ensomhed og udsatte boligområder.”

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. Med Dansk Landskabspris 2019 følger en check på 40.000 kroner, som fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) overdrog til temaet bag vinderprojektet, mens Kickstart Tornhøj udover hædrende omtale blev honoreret med 10.000 kroner til et fest- og debatarrangement, der løb af stablen i Valencia bygningen i København.

FAKTA DANSK LANDSKABSPRIS 2019

VINDER: Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter
Bygherre:
Folketinget og Slots- og Kulturstyrelsen. GHB Landskabsarkitekter rolle og ydelser: Totalrådgivning - projektledelse herunder økonomi- og tidsstyring, ideudvikling, projektering, myndighedsbehandling, EUudbud i hovedentreprise, projektopfølgning og fagtilsyn. Samarbejdspartnere: Sweco, ÅF Consult samt arkitekt og professor Steen Høyer. Periode: 2013-2019 Kontraktsum: 48 millioner kr.

HÆDRENDE OMTALE: Kickstart Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab
Bygherre:
Aalborg Kommune og Realdania. Totalrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten. Marianne Levinsen Landskab rolle og ydelser: Idé og designansvarlig for byrum, landskabsarkitektrådgivning, projektering, tilsyn. Samarbejdspartnere: Udførende / Arkild samt Belysning / Jesper Kongshaug. Udført: 2018. Areal: 12.000 m2. Anlægssum: 33 millioner kr.

FINALIST: Linjer i Landskabet af Rubow Arkitekter
Bygherre:
Bornholms Regionskommune. Rubow Arkitekter rolle og ydelser: Arkitekt & landskabsarkitekt, foranalyse, fondsansøgning, design og program, projektering, fagtilsyn. Samarbejdspartnere: SYTE, NaturBornholm, Ingeniør NJ Cph. Fonde: Nordea-fonden, Den A. P. Møllerske Støttefond, Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand, Brdr. Larsens Legat, Vanførefonden, Friluftsrådet, Fritid og Kultur Lokalrådet. Periode: 2016-2019. Areal påvirket: 290 ha. Anlægssum: 7 mio. kr.

FINALIST: Solrødgård Klima- og Miljøpark af Gottlieb Paludan Architects
Bygherre:
Hillerød forsyning.GPA-rolle og ydelser: Totalrådgivning, bygningsdesign, landskabsdesign, byggeledelse (delprojekt), projektopfølgning og fagtilsyn. Samarbejdspartnere: Sloth Møller rådgivende ingeniører A/S og Krüger a/s. Periode: 2013- 2019. Areal: 510.00 m2Anlægsum: 120 millioner kr.

Jury Dansk Landskabspris 2019

  • Anne Stausholm, landskabsarkitekt mdl, Anne Stausholm Landskabsarkitekter / Danske Arkitektvirksomheder
  • Line Toft, landskabsarkitekt mdl, maa, partner, LABLAND Architects / Danske Landskabsarkitekter
  • Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune / Park og Naturforvalterne
  • Jane Sandberg, direktør Enigma Museum for post, tele & kommunikation / uvildig repræsentant
  • Adrian Matthew Fey, medstifter, kreativ direktør i Culture Works / uvildig repræsentant

KORT OM DANSK LANDSKABSPRIS
Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I 2019 er det 9. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt. Formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig storartet karakter, som tjener som inspiration for udvikling af branchen.

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014), ’Stille Steder i Silkeborg’ (2013), ’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).

Billedtekster:
DL 01Marianne Levinsen fra Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale for Kickstart Tornhøj, og Torben Møbjerg fra GHB Landskabsarkitekter vinder Dansk Landskabspris 2019 for Christiansborg Områdesikring. Fotograf: Astrid Maria Busse Rasmussen.

DLO2:Marise Hansen (Gottlieb Paludan Arkitekter), Marianne Levinsen (Marianne Levinsen Landskab), Torben Møbjerg (GHB Landskabsarkitekter) og Sara Winther Andersen (Rubow Arkitekter) præsenterede de fire finalister til Dansk Landskabspris. Fotograf: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Christiansborg af GHB Landskabsarkitekter:Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Foto: GHB Landskabsarkitekter A/S

Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab: Kickstart Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale til Dansk Landskabspris 2019. Foto: Marianne Levinsen

Kontakter


Steen Himmer

Landskabsarkitekt
Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne
STEHI************* Vis...
60 54****** Vis...

Emner


Christiansborg GHB Landskabsarkitekter Dansk Landskabspris Landskabsarkitekter