PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/campister-st%C3%B8tter-hjertesundt-samarbejde-6485

Campister støtter hjertesundt samarbejde

Pressemeddelelse januar 13, 2009 Turisme

Hjerteforeningen fik for 2. år i træk overrakt 150.000 kroner, som er indsamlet på campingpladser under DK-CAMP.

PB113675

Et samarbejde mellem campingorganisationen DK-CAMP og Hjerteforeningen, der blev indledt i 2007, resulterede i, at organisationen igen kunne overrække en check på 150.000 kroner til Hjerteforeningen.

Siden samarbejdets start, der blev indledt med aktiviteter på de to store campingmesser i henholdsvis København og Herning, har en række campingpladser under DK-CAMP deltaget aktivt i arbejdet på at indsamle penge til Hjerteforeningen.

I St. Bededagsferien afholdt campingpladserne således den såkaldte Campusdag med en lang række aktiviteter med fokus på det hjertesunde liv og det arbejde, Hjerteforeningen udfører for at bekæmpe hjertekarsygdomme. Gennem hele sommersæsonen har de enkelte campingpladser lavet utallige arrangementer til fordel for foreningens arbejde.

- Knap 330 af landets 484 campingpladser er medlemmer af vores organisation. Dermed har vi en helt unik kontaktflade til mere end en kvart mio. danske campister, siger formanden for DK-CAMP, Preben Christensen.

- Som organisation kan vi derfor være med til effektivt at støtte Hjerteforeningens arbejde og dermed forskningen i hjerte- karsygdomme, og måske kan vi være med til at hjælpe nogle mennesker til et sundere liv.

Ved DK-CAMPs landsgeneralforsamling i Odder modtog Hjerteforeningens markeds- og erhvervschef, Alf Paus, checken på de 150.000 kroner med udtalt taknemmelighed.

- 150.000 kroner er mange penge for en organisation som vores, der udelukkende eksisterer af private midler.

Alf Paus understregede, at mere end 60 procent af alle indsamlede midler går direkte til forskning, og at samarbejdet med DK-CAMP er vigtigt for en godtgørende organisation som Hjerteforeningen.  

Billedtekst:

Bestyrelsesmedlem og campingpladsejer Niels Gaj Nielsen overrækker på vegne af DK-CAMP checken på 150.000 kroner til Markeds- og Erhvervschef Alf Paus fra Hjerteforeningen. 

Emner


Turisme