PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/campingpladserne-har-hjertet-med-5100

Campingpladserne har hjertet med

Pressemeddelelse marts 26, 2008 Turisme

DK-CAMP støtter en god sag med CampusDag

Sidste år blev det til hele kr. 180.000 fra DK-CAMP til Hjerteforeningen. I år forsøger Danmarks godt 330 campingpladser at slå rekorden.

Campus, der er DK-CAMPs maskot får travlt d. 19.4., for her er der CampusDag i hele Danmark. Det betyder flere forskellige tiltag på én gang. For det første går en krone af overnatningsprisen for hver overnattende gæst denne dag på alle landets campingpladser til Hjerteforeningen.

På campingpladserne vil der være masser af aktiviteter for både børn og voksne. Det kan være lige fra elefanttovtrækning til stavgang og rundbold. Fælles for langt de fleste aktiviteter er, at en eller anden form for motion er inddraget og at det lille symbolske beløb som aktiviteten måtte koste, går til Hjerteforeningen.

- Vi vil gerne vise omverdenen, gæsterne og resten af branchen, at vi støtter en god sag. Med dette projekt rammer vi bredt – en hel ”familien Danmark” på én gang. Det har vist sig at være lige i DK-CAMPs ånd og det stemmer utrolig godt overens med vore gæsters forventninger
til en campingplads i DK-CAMP, fortæller Preben Christensen, der er landsformand i DK-CAMP.

Det kan anbefales at tjekke med den pågældende campingplads, som man ønsker at bo på, hvilke aktiviteter, der afholdes.

- Det gode i dette projekt er, at samtidigt med at vores gæster hygger sig med hinanden og er aktive, støtter de en god sag sammen med os, afslutter Preben Christensen.

Hele 2008 kan man finde Hjerteforeningens støttebøtter på alle campingpladser.

Se også www.dk-camp.dk

Fakta:

•    DK-CAMP er organisation med mere end 330 privatejede campingpladser.

•    Ca. 120 DK-CAMP pladser har åbent hele året og tilbyder vintercamping.

•    Ca. 175 DK-CAMP pladser har QuickStop ordning for autocampere.

•    Elite CAMP er en undergruppe i DK-CAMP med ca. 26 medlemmer.

•    I gruppen af ”Små Pladser” er der i dag 34 medlemmer.

•    I ”CITY CAMP” er der 16 medlemmer.

•    DK-CAMPs børneklub hedder Campus

•    DK-CAMP støtter Hjerteforeningen.

Emner


Turisme