PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/byt-bil-med-konen-og-spar-31-000-kroner-6700

Byt bil med konen og spar 31.000 kroner

Pressemeddelelse februar 26, 2009 Motor

Hvis familiens stationcar bruges derhjemme, mens "konebilen" bruges til pendling, kan der spares næsten 31.000 kroner.

Ford mondeo stationcar

Hvis familiens stationcar bruges derhjemme, mens "konebilen" bruges til pendling, kan der spares næsten 31.000 kroner.


Forræderi, vil mange mænd nok sige om afsløringen i denne artikel. Men hvis sandheden skal frem, og det skal den jo, så kan familien med to biler spare næsten 31.000 kroner på at bruge den dyre dieselstationcar som hjemmebil, mens den lille, benzinøkonomiske "konebil" bruges som pendlerbil. Over fire år kan det løbe op i 30.908 kroner, som familien kan bruge helt som den vil.

Regnestykket, som er udført med BilpriserPro, ser således ud: Den ene ægtefælle, typisk manden, kører 30.000 km til og fra arbejde i nærmeste storby i en Ford Mondeo 2.0 TDCI stationcar til 389.501 kroner. Derhjemme kører den anden ægtefælle 10.000 km om året i sin Citroën C1 med fem døre til 107.490 kroner, dels for at komme på arbejde i hjembyen, og dels for at handle og hente børn. Dette koster dem sammenlagt 447.892 kroner over fire år.

Hvis de i stedet bytter, så C1'eren bliver pendlerbil, løber de samlede omkostninger op i 416.984 kroner over fire år. Det giver besparelsen på 30.908 kroner. Det skyldes især et lavere værditab på Mondeo'en. For mens den i det første eksempel kørte 120.000 km over fire år, så mistede den 206.579 kroner i værdi. I det andet eksempel, hvor den kun kører 40.000 km over fire år, er værditabet kun 168.845 kroner. Det opvejer så rigeligt både det ekstra værditab på C1'eren og ekstraudgiften til benzin ved at bruge C1'eren som pendlerbil.

Salgs- og marketingdirektør Morten Holmsten fra online bilauktionen Autocom A/S har netop fået sin drømmebil, en Audi A6. Han synes, man skal slå koldt vand i blodet:
"De 31.000 kroner er da godt givet ud, når det handler om at få manden sikkert frem og tilbage. Risikoen for uheld stiger jo med antallet af kørte km, og jeg vil godt give 645 kr. om måneden for ikke at få ødelagt ryggen. Desuden falder bilen mere i værdi, hvis børnene skal fragtes rundt i den med deres snavsede støvler og fedtfingre", siger den nybagte Audi-ejer med et skævt smil.
"Og kvinderne behøver jo ikke altid vælge små biler. Markedet er lige nu oversvømmet med gode mellemklassebiler. Måske skulle familierne lige tage en snak om det i stedet. Eller også kan konen låne den store bil, når hun skal ud at køre langt", foreslår han.

+++

Henvendelser vedrørende denne pressemeddelelse:
Salgs- og marketingdirektør Morten Holmsten, 40 97 31 00.

Emner


Motor