PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/boller-op-boller-ned-boller-i-min-mave-4813

Boller op, boller ned, boller i min mave...

Pressemeddelelse januar 24, 2008 Familie

Fastelavn er i dag en fest for børnene, som klæder sig ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller - og fastelavnsbollen er faktisk en meget gammel skik. Læs her fastelavnsbollens historie og bag dine egne fastelavnsboller. Det er nemt, så børnene kan sagtens være med.

Kagerulle

De fleste kender historien om den stakkels levende kat, der i gamle dag var inde i tønden, deraf kommer navnet at slå katten af tønden. Men at fastelavnsbollen er en lige så gammel skik, er der måske færre der ved. Man mener, at fastelavnsbollen stammer fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem "heisswecken" dvs. varmt, rundt bagværk. I 1700- og 1800-årene var fastelavnsboller ikke nødvendigvis noget man bagte selv. Både i by og på land kunne hvedebollerne købes af omvandrende kagekoner, som en særlig lækker spise. Fastelavnsboller var udtryk for fest og glæde, da de blev spist i ugen inden den hårde 40 dage lange faste begyndte. I dag er fastelavnsbollerne typisk fyldt med syltetøj og creme eller flødeskum og drysset med florsukker. Sådan var det ikke i gamle dage. Først omkring år 1700 begyndte man nogle steder at anbringe en smørklat i bollens midte.

Bag dine egne fastelavnsboller

Når børnene har været ude at synge fastelavnssange i nabolaget, vil hjemmebagte fastelavnsboller helt sikkert falde i god jord. Har du ikke det store udvalg i bageudstyr er her Imercos råd til de mest basale redskaber. Det vigtigste for at få lækre hjemmebagte fastelavnsboller, er en god kagerulle, så dejstykkerne bliver tilpas tynde - det gør fastelavnsbollerne mere delikate. En god bagepensel er også en god ide, og køber man en bagepensel af silikone, giver det mulighed for en hygiejnisk rengøring, så penslen holder i lang tid. Hos Imerco kan du købe kageruller, bagepensel og skåle, og de vejleder dig gerne om andet bageudstyr.

Fastelavnsboller (ca. 20 stk.)

Dej:
1 dl mælk
50 g gær
125 g blødt smør
1 æg
4 spsk sukker
375 g hvedemel (ca. 6 1/2 dl)

Fyld:
100 g blødt smør
2 spsk sukker
150 g ren, rå marcipan
1 æble, fx belle de boskoop (ca. 150 g)

Pynt:
smeltet smør
sukker

Dej: Lun mælken i en gryde, til den er lillefingervarm. Hæld den i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med for eksempel et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i cirka 1 time.

Fyld: Rør smør og sukker sammen. Skær marcipanen i 20 skiver. Skræl æblet og fjern blomst, stilk og kernehus. Skær æblet i små tern.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Rul dejen ud til en firkantet plade (ca. 40 x 50 cm). Skær dejpladen igennem, 4 gange på den lange led og 3 gange på den korte, så der bliver 20 firkanter (ca. 10 x 10 cm). Fordel smørblanding, æbletern og marcipanskiver på firkanterne. Saml dejen om fyldet til små "pakker". Klem sammenføjningerne godt sammen så fyldet ikke kan løbe ud. Form "pakkerne" til boller og stil dem med sammenføjningerne nedad på plader med bagepapir. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 45 min. Bag bollerne midt i ovnen ca. 10 min. ved 225° og lad dem køle af. Pensl de bagte fastelavnsboller med smør og dyp dem i sukker.

Tip: I fyldet kan æblet erstattes af 50 g blød nougat i tern eller 125 g hindbærmarmelade (ca. 1 tsk marmelade pr. bolle).


Vil du vide mere om Fastelavn og fastelavnsboller så kig her:
http://www.historie-online.dk

http://www.arla.dk/

http://www.imerco.dk/

Emner


Familie