PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/bolig%C3%B8konom-k%C3%B8b-bolig-nu-ikke-om-%C3%A9t-%C3%A5r-13801

Boligøkonom: Køb bolig nu - ikke om ét år

Pressemeddelelse juni 26, 2012 Økonomi

Det er pt. historisk attraktivt at investere i en ejerbolig. De lave renter og muligheden for en billig bolig betyder, at det er nu, man skal slå til på boligmarkedet. Ifølge boligøkonom kan renterne nemlig begynde at stige inden for en årrække.

Ejer

”Det er historisk attraktivt at investere i en ejerbolig lige nu.”

Så tydelig er meldingen fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea. Det er de ekstremt lave renter og situationen på boligmarkedet, der ligger til grund for udmeldingen.

Siden nytår er den ene lave obligationsrente efter den anden blevet offentliggjort, og lige nu kan man sågar optage et 20-årigt realkreditlån til en rente på to procent, hvilket er historisk lavt. Derudover er der lån til tre procent, 3,5 procent og fire procent. Realkreditinstitutterne står altså i kø med de billige lån, og meget tyder på, at det er nu, man skal slå til som boligkøber.

Ingen grund til at vente
”Udbuddet af boliger er fortsat pænt, og en del af de sælgere, der er i markedet, er møre og villige til at sælge et stykke under udbudsprisen, hvilket kan give store afslag til køberne. Så har man brug for en ejerbolig, skal man købe en nu, og der er ingen grund til at vente ét år,” siger Lise Nytoft Bergmann til Ejerportal.dk.

2600 kroner om måneden
De lave renter gør det attraktivt at kaste sig ud i et boliglån til en ejerbolig, hvis man kun ser på finansieringen. Hvis man for eksempel tager et 20-årigt obligationslån til en rente på to procent, har man månedlige renteudgifter for omkring 2600 kroner pr. lånte million. Ca. 1600 kroner til realkreditlånet og 1000 kroner til banklånet, og ifølge Nordeas boligøkonom skal man i dag have en historisk lav indkomst for at investere i en ejerbolig. Og selv om det er vanskeligt at sige, om vi kommer til at se yderligere rentefald, er tiden fornuftig nu.

En god investering på sigt
”Boligøkonomerne har ikke været gode til at spå om renten de seneste år. Så at sige, at renten ikke kan falde yderligere, skal man afholde sig fra, men vores forventninger er, at vi på nuværende tidspunkt har de laveste renter, og samtidig forventer vi, at boligpriserne vil begynde at stige 2-2,5 procent om året. Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at et realkreditlån til en rente på for eksempel tre eller 3,5 procent vil vise sig at være en god investering på længere sigt. Simpelthen fordi vi formentlig vil se stigende renter inden for en årrække.”

Pt. lader det ikke til, at renterne stiger, hvorfor de lave obligationsrenter kan fortsætte en rum tid endnu. Man skal dog være opmærksom på, at kurserne svinger på de forskellige lånetyper.

Lise Nytoft Bergmann påpeger, at renteforholdene i høj grad er styret af den økonomiske udvikling i Sydeuropa, og kommer vi til at se mere positive vinde i de sydeuropæiske lande, kan renterne og priserne på boligmarkedet stige.

Billige boliger 
En ting er de lave renter. En anden ting er udbudsprisen på de boliger, der er til salg. Man ved endnu ikke, om priserne har ramt bunden, men ser man henover de seneste 3-4 år, er priserne faldet med omkring 30 procent. Nogle steder endnu mere. Det betyder altså, at man både kan anskaffe sig en billig bolig og til en lav rente. Og selv om udbuddet af ledige boliger ikke er lige så stort som for et år siden, er billedet, at der fortsat kan handles om prisen i nogle tilfælde.

Ejerportal.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Andelsportal.dk, Energihjem.dk og 3byggetilbud.dk. Ejerportal.dk dækker ejerboligmarkedet, og yder rådgivning omkring boligmarkedet.

Emner


Økonomi