Blue Flame luner - også i varmeregnskabet
Pressemeddelelse november 12, 2003 Hus og HavePå en kølig eftermiddag i havestuen giver gasvarmeovnen netop den fornødne opvarmning til en stille og afslappende stund i hyggekrogen. En af årets spændende nyheder fra WATEX Danmark er modellen "Blue Flame", der udover en høj ydeevne har en særdeles fiks optisk finesse; Man kan sidde og se flammernes lune skær bag stålgitteret, det samme fascinerende syn som pejsen og brændeovnen giver. Gasvarmeovnen har dog den fordel, at den er mobil, så man kan flytte den lige præcis derhen, hvor man har behovet. Ydelsen på Blue Flame er højere end en katalytisk gasvarmeovn, men forbruget er lavere. Samtidig sørger en reflektor på ovnens bagside for, at man får større fordeling af varmen.
"Vi har udviklet en række nye gasvarmeovne, hvoraf Blue Flame blot er en af nyhederne. Fælles for gasvarmeovnene er et tidssvarende design, en fantastisk fleksibilitet og mange nye smarte og funktionelle detaljer. Med en gasvarmeovn udnytter man varmen, der hvor man har brug for den, uanset om det er i forteltet, fritidshuset, havestuen eller hjemme i boligen", siger direktør Sven Nielsen.Gasvarmeovnens design er, som det er tilfældet med alle Watex Danmarks modeller, rund og elegant, så den effektive varmekilde helt naturligt passer ind blandt rummets øvrige møbler. Ovnens mål er BxDxH: 41,5 x 35 x 72 cm, og den leveres i sort. Gasmængden kan reguleres i tre trin og antændes med et let tryk på den indbyggede piezo-tænder.
Kvalitet og konkurrencedygtige priser har på få år skaffet Watex Danmark en fremtrædende position på det danske marked. Watex Danmarks gasvarmeovne kan købes i blandt andet byggemarkeder og hos campingforhandlere.
Watex Danmark får gasvarmeovnene fremstillet i Europa. Fælles for ovnene er, at de leveres med tre års fabrikationsgaranti. Der er brugt danske gasslanger, tyske regulatorer og sikkerhedsnorm ifølge de europæiske krav. Der medfølger i øvrigt en brugsvejledning på dansk - med instruktive tegninger.
Watex Danmarks gasvarmeovne er brugervenlige med høj mobilitet, automatisk tænding og iltkontrol. Man kan vælge mellem syv forskellige modeller, der i vejledende udsalgspris ligger mellem kr. 799,- og 1.599,-
En gasvarmeovn vejer godt 14 kg plus standardgasflaske, har let-drejelige hjul og er nem at betjene.
Billedtekst: Gasvarmeovnene fra Watex Danmark er smukke i design og lette at bruge. Den nyudviklede Blue Flame har den fikse optiske finesse, at man kan sidde og nyde synet af flammerne, mens rummet bliver holdt varmt. (Foto: Thorkild Høj)
Kontakter
Emner
Hus og Have