PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/blu-og-omada-k%C3%A5ret-som-iv%C3%A6rks%C3%A6tter-forbilleder-af-%C3%B8konomi-og-erhvervsminister-bendt-bendtsen-726

Blu og Omada kåret som iværksætter-forbilleder af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen

Pressemeddelelse august 26, 2004 Økonomi

økonomi- og erhvervsministeren kårede torsdag eftermiddag Blu Entertainment ApS og Omada A/S som de to bedste iværksættervirksomheder i region København og Nordsjælland. De er nu med i finalen om at vinde Regeringens Iværksætterpris 2004.



Iværksætterne fortjener vores hyldest de sikrer den fortsatte vækst og velfærd i Danmark. Med de ord kårede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen torsdag de to iværksættere i region København og Nordsjælland, der på fornemmeste vis har demonstreret, at det kan betale sig at starte for sig selv, og at det kan gøres med succes. Alle ti nominerede iværksættere i region København og Nordsjælland fik ros og blomster, men det var kun Morten Boel Sigurdsson bag IT-virksomheden Omada og Henrik Hancke Nielsen og Per Zachariassen bag produktionsselskabet Blu Entertainment, der kunne tage hjem med statuetter og titler som regionsmestre. De er nu blandt de sidste otte kandidater, der er tilbage i kampen om Regeringens Iværksætterpris 2004 på kr. 500.000,- der uddeles den 30. september.

Bredde og kvalitet
Vi har fået langt flere tilmeldinger til prisen, end vi havde turdet håbe på - knap 200 og vel at mærke af en meget høj kvalitet og med en meget stor variation i typen af virksomheder. Som eksempel kan vi se de to vindere, der begge har meget velgennemtænkte og udviklede virksomhedskoncepter, men inden for helt forskellige verdener. Den ene leverer højt specialiserede IT- og konsulentløsninger til erhvervslivet, mens den anden udvikler internationalt salgbare underholdningsprogrammer til TV-broadcastere, siger Jens Krumholt, EVU Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling, der har været koordinator på kåringsarrangementet i samarbejde med de andre erhvervsservicecentre i regionen.

Kåringen fandt sted i forbindelse med et storstilet åbent-hus arrangement på Frederiksberg Rådhus for regionens iværksættere og dem, der drømmer om at starte egen virksomhed. Mere end 50 rådgivere stod klar til at svare på spørgsmål fra de mange fremmødte.

Åbent-hus i region København og Nordsjælland er arrangeret af:
EVU Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling, København
Erhvervsservicecenter for Københavns Amt
ErhvervsService Nordsjælland

Fakta ark

Regionalt dommerpanel
Erhvervsservicecentrene har indledningsvis screenet de indkomne tilmeldinger i regionen, og de bedste er blevet sendt videre til dommerpanelet - bestående af regionale erhvervsledere og iværksættere. Her har dommerpanelets stemmer på kandidaterne afgjort, hvilke ti af de næsten 200 tilmeldte, der er blevet nomineret til titlen som regionsmester i iværksætteri. Panelet har herefter i enighed udpeget de to vindere ud af de ti nominerede.

Åbent-hus for iværksættere et offentligt tilbud
Kåringen af Blu og Omada fandt sted i forbindelse med et stort åbent-hus arrangement for regionens iværksættere, der blev afholdt af erhvervsservicecentrene i region København og Nordsjælland. På dagen gav mere end 50 professionelle rådgivere - herunder advokater, revisorer, virksomhedsledere, bankrådgivere og reklamefolk gratis rådgivning om alt væsentligt i forhold til det at starte og drive en virksomhed. Undersøgelser viser, at sparring og professionel rådgivning i opstartsfasen giver iværksætteren de bedste forudsætninger for at lykkes med sin virksomhed.

Regeringens Iværksætterpris - en halv million
Den 30. september løfter økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, sammen med formanden for hoveddommerpanelet Lars Larsen, sløret for, hvem der løber med titlen som årets iværksætter og den halve million kr. Det sker ved et storstilet prisarrangement på Base Camp i København, hvor en række internationale talere vil belyse forskellige aspekter af det at skabe en attraktiv iværksætterkultur. Foruden førstepræmien er der kr. 50.000,- til nummer to og kr. 25.000,- til nummer tre.

Fakta boks:

Mestre i iværksætteri i region København og Nordsjælland, kåret den 26. august 2004:

Omada A/S, Morten Boel Sigurdsson
Omada A/S har udviklet softwareløsningen Omada Enterprise og sælger desuden konsulentbistand inden for IT-management og SAP. www.omada.dk

Blu Entertainment ApS, Henrik Hancke Nielsen og Per Zachariassen
Blu Entertainment ApS udvikler og sælger underholdningsformater til TV, som eks. TV2s Den store klassefest. Har udviklet BluBox et mobilt automatiseret produktionsstudie, der eksporteres til udenlandske broadcastere.
www.blu.dk

Kontakter


Jens Krumholt

Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling
jsk@e***** Vis...
36 14******************** Vis...

Emner


Økonomi