PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/bev%C3%A6gelsesjulekalender-storhitter-p%C3%A5-landets-skoler-26122

Bevægelsesjulekalender storhitter på landets skoler

Pressemeddelelse november 27, 2019

120.000 elever fra 950 skoler landet over får en aktivitetsrig december med en masse ekstra bevægelse i undervisningen. Generelt er det populært at lægge bevægelse i de boglige fag, viser ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Bevægelsesjulekalender på Tallerupskolen, Tommerup Foto Johnny Wichmann, Dansk Skoleidræt

December er traditionelt lig med julehygge, pebernødder og en del stillesiddende aktiviteter på landets skoler. Og så alligevel ikke, for i år er det også måneden, hvor 5.545 klasser fra 950 skoler får sig et ordentlig skud ekstra bevægelse i undervisningen. De er nemlig med i Dansk Skoleidræt og TrygFondens gratis bevægelsesjulekalender. Her åbner eleverne hver skoledag i julemåneden en låge, der gemmer på videoer med såkaldte brain breaks, der er små bevægelsespauser.

- Bevægelse i undervisningen falder ikke nødvendigvis naturligt for alle undervisere. Men bevægelsesjulekalenderen er et eksempel på lettilgængeligt inspirationsmateriale, som lærere og pædagoger kan bruge i deres klasser. De har i den grad taget muligheden til sig, og det er er meget glædeligt, at mere end 120.000 elever på den måde får en mere varieret skoledag i december. Det kan forhåbentlig give blod på tanden, så bevægelse i undervisningen vinder endnu mere indpas i det nye år, siger Dansk Skoleidræts generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt.

Tre ud af fire skoler har bevægelse i boglige fag
Med skolereformen fra 2014 blev 45 minutters daglig bevægelse et nyt centralt element for skolerne. Og selvom Dansk Skoleidræt og TrygFondens nye undersøgelse ”Bevægelse i skoledagen 2019” viser, at mange skoler har brug for fornyet fokus på opgaven, så vidner tallene også om, at der på nogle af de mest centrale tidspunkter i løbet af skoledagen sker en del. 75 procent af skolerne svarer således, at de har bevægelsesaktiviteter i de boglige fag - såsom i dansk, matematik og sprogfag.

En tendens, der glæder TrygFonden, som støtter Dansk Skoleidræts arbejde med at fremme bevægelse i skolen.

- Bevægelse er med til at sikre den motivation i skoledagen, som er så vigtig for mange elevers læring og trivsel. Når eleverne bruger kroppen, styrker det deres evne til at forstå og huske det faglige stof. Så med de mange bevægelsesjulekalendere i omløb i år, kan man roligt sige, at julen også er hjernernes fest, siger projektchef i TrygFonden, Ida Hagemann.

To ud af tre danske skoler blev sidste skoleår efteruddannet i bevægelse gennem en række indsatser fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

---

Om undersøgelsen

Populationsundersøgelsen ”Bevægelse i skoledagen 2019” er foretaget som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse i perioden fra 12. juni til 10. juli 2019. Undersøgelsen er gennemført af evalueringsvirksomheden Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Alle landets folkeskoler, friskoler, private grundskoler og specialskoler for børn blev inviteret til at deltage, og der er modtaget svar fra 420 skoler - svarende til 21,5 pct. af totalpopulationen. Undersøgelsen er hermed repræsentativ for alle landets skoler. Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med evalueringen af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.

---

En aktiv skole med Dansk Skoleidræt og TrygFonden
Dansk Skoleidræt og TrygFonden har en lang tradition for at inspirere landets skoler til at skabe en aktiv skoledag, der skal få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet.

Et eksempel på en indsats er Sæt Skolen i Bevægelse, der giver alle lærere og pædagoger mulighed for gratis at hente inspiration til bevægelsesaktiviteter i den boglige undervisning.

Læs mere om Sæt Skolen i Bevægelse: www.sætskolenibevægelse.dk

---

Dansk Skoleidræt

  • er en landsdækkende non-profit idrætsorganisation stiftet i 1946, som er forankret i både skoleverdenen og idrætsverdenen.
  • har som overordnet mål at fremme læring og trivsel gennem idræt og bevægelse for alle elever i skolen.
  • udbyder bl.a. kurser og kompetenceforløb i bevægelse til skolens undervisere og fremstiller undervisningsmaterialer.
  • læs mere på www.skoleidraet.dk

Dansk Skoleidræt kan levere cases på skoler, der arbejder med bevægelse i de boglige fag - fx i form af omtalte bevægelsesjulekalender.

Kontakter


Niels Henrik Sørensen

Kommunikationskonsulent
Dansk Skoleidræt
nhs@s************* Vis...
29732*** Vis...

Bjørn Friis Neerfeldt

Generalsekretær
Dansk Skoleidræt
bc@sk************ Vis...
29899*** Vis...

Ida Hagemann

Projektchef
TrygFonden
ih@tr*********** Vis...
51721*** Vis...

Emner


Bevægelse Bevægelse i undervisningen Bevægelse i skolen Skole Idræt og bevægelse