PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/beskidte-h%C3%A6nder-er-spild-af-mia-7143

Beskidte hænder er spild af mia.

Pressemeddelelse maj 18, 2009 Samfund

Ny analyse peger på en nettogevinst på 16 mia. over fem år ved renere hænder alene i sundhedssektoren. Rådet for Bedre Hygiejne ser et klart forebyggelsespotentiale i hele samfundet og afholder fokus-uge om håndhygiejne i uge 38.

Bedre håndhygiejne i Danmark - så enkelt er målet med Hygiejneugen 2009, som Rådet for Bedre Hygiejne afholder 14.-18. september. Ønsket er øget bevidsthed, bedre forebyggelse - og mere sundhed.

"Håndhygiejne har i årevis været kendt som et afgørende element i personlig og almen sundhed. Desværre er det ikke alle, der ved, hvordan man gør og heller ikke alle, der husker at få det gjort. Og det er ærgerligt, for håndhygiejne er en nem og enkel metode til at forebygge rigtig mange af hverdagens sygdomme." påpeger Susanne Knøchel, formand for Rådet for Bedre Hygiejne og professor i fødevarevidenskab på Københavns Universitet. En ny analyse af Kjeld Møller Pedersen fastslår da også i dagens Politiken, at 1 mia. investeret i bl.a. bedre håndhygiejne alene i sundhedssektoren ville give 17 mia. igen over en 5-årig periode.

Virus rejser også med fly
Også i diskussionen om nye influenzatyper er det værd at øge fokus på håndhygiejne, mener Susanne Knøchel; "Håndhygiejne er i forvejen en del af den nationale pandemi-plan. Men befolkningen bliver jo ikke bedre til håndhygiejne, bare fordi det står i en plan," fastslår Susanne Knøchel, ”det skal indarbejdes som en naturlig del” og opfordrer til, at man på landsplan arbejder langt mere konkret med undervisning og instruktion i korrekt håndhygiejne, gennemfører regelmæssige oplysningskampagner i daginstitutioner, skoler og virksomheder, samt har øget opmærksomhed på, om faciliteterne for håndhygiejne kan forbedres.

"Det er ikke kun i Danmark, at dette er en udfordring - fx har selv præsident Obama  i flere sammenhænge understreget vigtigheden af bedre håndhygiejne - og det er en af de ting, som det enkelte menneske kan gøre noget ved" siger Susanne Knøchel.

En national kampagne
Rådet for Bedre Hygiejne har af samme grund for nylig besluttet, at uge 38 hvert år skal være en tilbagevendende 'opmærksomhedsuge', hvor temaet for 2009 - uhyre aktuelt - er håndhygiejne. "Håndhygiejne er virkelig et af de områder, hvor vi med en begrænset indsats kunne gøre mere. I flere tilfælde har en indsats for bedre håndhygiejne vist sig at kunne reducere sygefraværet betydeligt, så både i sygdom og penge er der meget at spare," fortæller Susanne Knøchel. "Meget af ansvaret ligger naturligvis hos den enkelte borger - men opgaven bør løftes i fællesskab, så vi med fælles opmærksomhed kan komme et skridt videre og rent faktisk få rene hænder i Danmark."

Læs mere på www.bedrehygiejne.dk

-----------

Gode råd om håndhygiejne
Nogle gode råd om hygiejne, som forebygger mange slags smitte - også influenza

Anvend disse råd til daglig - og især hvis der er influenza, forkølelse, host, nys, løbende næser og diarre i dine omgivelser - på din arbejdsplads, i bussen og toget og hjemme i familien.

Vask atid hænder:
•    Før du spiser
•    Før du begynder at lave mad
•    Efter toiletbesøg (stort og småt)
•    Når du har nyst i hænderne eller pudset næse
•    Når du har tørret snotnæse eller skiftet ble på dit barn
•    Når du har håndteret råt kød

Vær også opmærksom på håndhygiejnen I det daglige, fx
•    Når du deler keyboards, dørhåndtag, telefon og andre fælles hånd-kontaktpunkter med kolleger, familie og andre

•    Når du kommer hjem hos dig selv, efter at have været ude i det offentlige rum

•    Nys, host og puds ikke næse ud i luften, men i engangslommetørklæder, som smides i skraldespanden efter brug. I en snæver vending kan man nyse ind i albueleddet eller overarmen, så smitten ikke spredes til alle sider

•    Skån dine kolleger for smitte ved at blive hjemme fra arbejde, når du er syg med noget smitsomt som influenza og diarre

•    Brug håndsprit med hudplejemiddel (fås på apoteket) til desinfektion af hænderne, når du ikke kan komme til at vaske hænder - f.eks. på rejse.

Kontakter


Lars Münter

Sekretariatschef
Rådet for Bedre Hygiejne
munte************ Vis...
+4561****** Vis...

Emner


Samfund