PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/behov-for-kvalitetsl%C3%B8ft-til-det-medicinske-omr%C3%A5de-4539

Behov for kvalitetsløft til det medicinske område

Pressemeddelelse november 6, 2007 Helse

Det haster med en samlet indsats for at sikre de medicinske patienter en ordentlig behandling – politikerne må handle nu!

Problemerne på de medicinske afdelinger er velkendte: Patienter indlagt på gangene, lange ventetider på plejehjemspladser og mangel på kvalificeret personale etc. Men selvom de ringe forhold har været kendt i årevis, har der ikke været politisk vilje til at løse dem.


"Det er beskæmmende, at de medicinske patienter altid er blevet overset i prioriteringsdebatten. Vi taler om oftest ældre mennesker, der ikke formår at kræve deres ret. Vi mangler en helhedsplan for, hvordan de samlede sundhedsressourcer fordeles, så også de medicinske patienter får tilgodeset deres behov," siger formand Torben Lund.  


Samtidig er der et stort behov for at lette presset på de medicinske afdelinger ved at øge kapaciteten andre steder. Det er nødvendigt med en sammenhængende, langsigtet indsats på flere felter for at give det medicinske område det tiltrængte løft:


  • Flere ressourcer til hospitalerne, så patienterne sikres en hurtig diagnosticering
  • Flere daghospitaler, så patienter med ambulant behandlingsbehov undgår indlæggelse
  • Flere plejehjemspladser og sundhedstilbud i kommunerne, så færdigbehandlede patienter kan komme hjem med det samme
  • Uddannelsesplan, der sikrer den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft
  • Bedre patientundervisning og forebyggelse, så flere patienter kan undgå indlæggelse

Danske Patienter er tilfreds med, at vilkårene for de medicinske patienter er blevet et tema i valgkampen og opfordrer til, at politikerne påtager sig deres ansvar - også efter valget. Det haster med en national helhedsplan for det medicinske område, fulgt af de nødvendige penge.



For yderligere oplysninger

Formand Torben Lund, 22 26 35 66

Direktør Morten Freil, 60 61 43 49



Danske Patienter er paraplyorganisation for ni af de største patientforeninger med til sammen ca. 700.000 medlemmer. Danske Patienter har følgende medlemmer: Astma-Allergi Forbundet, Danmarks Lungeforening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Nyreforeningen, Scleroseforeningen og Sjældne Diagnoser.

Emner


Helse