PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/b%C3%B8rnefonden-samarbejder-med-moussa-diallo-3085

BØRNEfonden samarbejder med Moussa Diallo

Pressemeddelelse august 25, 2006 Humanitær

Den dansk-malinesiske musiker, forfatter og eventyrfortæller, Moussa Diallo, brænder for at hjælpe sit afrikanske folk. Han stØtter nu BØRNEfonden gennem koncerter, blandt andet pÅ danske folkeskoler og under Århus Festuge.

Boeflogo cfi medlem sort sort jpg

Når han ikke lige spiller sammen med stjernerne i dansk rockmusik, banker Moussa Diallos hjerte med et varmt, socialt engagement. Derfor hjælper han nu sit ene hjemland, Mali, gennem BØRNEfonden.

Koncerter og eventyr for børn
”Alle elsker eventyr, for vi har brug for dem til at forstå verden, og hvem vi selv er. I Mali spiller eventyr en betydelig rolle i børns opdragelse. Når jeg optræder på skoler herhjemme, går moralen i eventyrerne lige ind hos børnene, og de er aktivt med hele vejen”, siger Moussa Diallo. Ud over skolekoncerterne optræder han også under Århus Festuge.

Sammen med sine medmusikanter optræder Moussa Diallo rundt om i Norden. Her genskaber han den magiske stemning, han selv oplevede som barn, når de ældste i landsbyen fortalte eventyr. Det handler om musik, dans og gode historier, og børnene bliver draget ind i den afrikanske eventyrverden.

Mette Krue, der er lærer på Grundtvigsskolen i Nykøbing Sjælland, har oplevet Moussa Diallos forestilling med sin 2. klasse.

”Vi fik cden og bogen med tekster og noder i forvejen, så vi kunne forberede os og deltage i sang og dans. Børnene var meget begejstrede for forestillingen, for der var både noget for øret og øjet”, fortæller hun og tilføjer, at klassen endda fik lavet afrikansk mad ud fra de opskrifter, der også er med i bogen.

En mission i begge verdener
Når Moussa Diallo optræder med sit eventyrprojekt, går en del af indtægten til BØRNEfonden. Det samme gælder indtægter fra salg af hans eventyrbog og cd, som kan købes i boghandler. Pengene går til BØRNEfondens udviklingsarbejde i Mali.

"BØRNEfonden har forstået at samarbejde med de lokale i Mali, så de er med til at tage beslutninger om udvikling i deres eget samfund. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt arbejdet bliver udført. Det redder mange sjæle, og derfor opsøgte jeg BØRNEfonden med mit eventyrprojekt”, understreger Moussa Diallo. ”BØRNEfonden er mit barn nu!”.

Sådan støtter Moussa Diallo BØRNEfonden:
5% af indtægten fra Moussa Diallos forestillinger går til BØRNEfonden.
20% af indtægten på hver eventyrbog og cd ”Der var engang Fortællinger fra Mali” (Forlaget KIBILI) går til BØRNEfonden.

Eventyrkoncerter:
Fra september turnerer Moussa Diallo på flere danske skoler med start i Århusområdet (del af ”Levende musik i skolen”). Moussa Diallo optræder til Århus Festuge i Bruuns Galleri, søndag den 3. september kl. 12.00 og 14.00, hvor BØRNEfonden også vil være til stede.

Kontaktinformation:
Kontakt til Moussa Diallo: 26 83 28 55 / [email protected].
Kontakt til BØRNEfonden, kommunikationsmedarbejder Birgitte T. Henriksen 35 86 01 78 / [email protected].
Vedhæftet fotos til frit brug ved kreditering af fotograf: Ulrik Schiøtz

Fakta om Moussa Diallo:
Født i 1955 i Paris af dansk mor og malinesisk far, opvokset i Mali.
Bosat i Danmark fra han var 18 år.
Fem børn fra 15-29 år.
Taler fransk, bambara (lokalsprog i Mali), engelsk og dansk.
Bassist, forfatter, sanger og sangskriver.
Har bl.a. spillet/spiller med Sneakers, Marquis de Sade, Savage Rose, Hanne Boel, Caroline Henderson, Lis Sørensen og Palle Mikkelborg. Er også soloartist med flere udgivelser bag sig.
Læs mere på www.moussadiallo.com.

Fakta om BØRNEfonden:
BØRNEfonden hjælper flere end 60.000 sponsorbørn, deres familier og lokalsamfund i nogle af verdens fattigste lande med fokus på sundhed, uddannelse og skabelse af et varigt eksistensgrundlag. Man kan støtte BØRNEfondens arbejde som sponsor for et barn eller via donationer til projekter i landene. Mali blev programland for BØRNEfonden i 2004, og godt 6.000 børn i landet har en dansk sponsor.  
Læs mere på www.bornefonden.dk 

Kontakter


Emner


Humanitær