PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/autoriserede-kloakmestre-kan-v%C3%A6re-med-til-at-sikre-grundvandet-6918

Autoriserede kloakmestre kan være med til at sikre grundvandet

Pressemeddelelse april 6, 2009 Energi & Miljø

Brancheforeningen Danske Kloakmestre har fået ny formand. På sin årlige generalforsamling på Byggecentrum i Middelfart den 6. marts 2009 blev 43-årige Verner H. Kristiansen valgt til ny formand. Han afløser Leif Hansen, der har siddet i bestyrelsen i 17 år, heraf de seneste 12 som formand.

Verner H. Kristiansen
Formand, Danske Kloakmestre

“Som formand vil jeg arbejde for, at Danske Kloakmestre bliver kendt blandt alle kloakmestre i Danmark. Men jeg vil også arbejde for, at Hr. og fru Jensen ved, at hvis man bruger et af vores medlemmer, så er man både med til at sikre miljøet og får udført et godt stykke kloakarbejde” fastslår Verner H. Kristiansen

I forbindelse med generationsskiftet har Danske Kloakmestre fået et slogan: Dit miljø - vores ansvar. Sloganet skal være med til at synliggøre, at foreningens medlemmer ikke kun laver kloak for kloakkens skyld, men også for at sikre det rene grundvand. 

“Som de fleste ved, har vi over hele landet en masse gamle og totalt nedslidte kloakker. Det gælder både det kommunale ledningsnet og de private. For  begges vedkommende er det et spørgsmål om økonomi at få de gamle kloakledninger udskiftet.   Mange steder er de øvre grundvandsressourcer  ødelagte på grund af forurening fra eksempelvis kloakker. Hvis vi skal redde vores grundvand, må vi i gang med at renovere kloakkerne” understreger Verner H. Kristiansen og fortsætter:

“Danske Kloakmestre hilser dermed Renoveringspuljen velkommen, men efterlyser mere fokus på de gamle og udtjente kloakledninger over alt i landet. Det hjælper jo ikke, at vi får tilskud til nye tage og isolering, hvis vi bliver ved med at lukke spildevand ud i jorden via de gamle ledninger, således at vi får ødelagt grundvandet”.

Medlemmerne af Danske Kloakmestre  ser løbende kloakanlæg af værste karakter; kloakker som blev lavet i 50’erne og 60’erne af betonrør, som ikke havde samme kvalitet, som vi ser i dag. Mange af rørene var utætte, da de blev lagt ned, og rigtig mange ledninger har ikke haft den nødvendige udluftning, hvorved svovlbrinte har tæret rørene, så de er lige så utætte som en si. Andre steder har man i gamle dage hældt alverdens kemikalier ud i kloakken uden at vide, hvad det ville gøre ved rørene. Faktum er, at vi ser mange tilfælde, hvor spildevandet siver direkte ned i jorden og videre ned til grundvandet, inden det når frem til modtageren (fx septiktanken eller renseanlægget).

En opfordring fra Danske Kloakmestre til politikerne er derfor:Brug også renoveringspuljen (energipuljen) til renovering af kloakker. Alternativet kan jo blive, at vi alle skal hente vand til tandbørstningen i pvc-flasker ved købmanden!

Dit miljø – vores ansvar!

Verner H. Kristiansen
Formand, Danske Kloakmestre

-----------

Om den nye formand i Danske Kloakmestre:

Verner H. Kristiansen er 43 år og aut. kloakmester, aut. rottebekæmper og syns- og skønsmand. Han driver til dagligt murer- og kloakfirmaet Verner H. Kristiansen ApS som hovedsagligt udfører kloakarbejde fordelt på spildevand i det åbne land, ny etablering og renovering. Derudover er Verner H. Kristiansen ansvarlig vognmand for slamsugerfirmaet Karl og Verners kloakservice ApS. Begge firmaer har adresse i Snæbum ved Hobro og markedsføres under navnet Kloakdoktoren.dk

Verner H. Kristiansen har været initiativtager til Danske Kloakmestrers projekt ”Innovation under overfladen”, som i samarbejde med Mariagerfjord kommune skal undersøge afløbsforholdene ved 324 ejendomme på landet. Derudover har han været initiativtager til et nyt medlemsfagblad Faktuelt og til at få etableret en Kloak TV kontrolordning for kloakmesteren med skubbekamera-  et initiativ som pt. forsøges etableret sammen med Landsforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenør og Kloaksektionen under Dansk Byggeri. 

Verner H. Kristiansen blev valgt til bestyrelsen i Danske Kloakmestre for to år siden,hvor han overtog næstformandsposten fra Jørgen Lyngholm, som dengang havde siddet på posten i 15 år. 

Kontakter


Emner


Energi & Miljø