PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/athena-it-group-realiserede-i-2014-15-en-oms%C3%A6tningsstigning-p%C3%A5-23-og-s%C3%A6tter-nu-yderligere-fokus-p%C3%A5-v%C3%A6kst-og-optimering-21810

Athena IT-Group realiserede i 2014/15 en omsætningsstigning på 23 % og sætter nu yderligere fokus på vækst og optimering

Pressemeddelelse oktober 20, 2015 Årsrapport Athena IT-Group Omsætningsstigning Vækst og optimering

Athena IT-Group, der er en af Danmarks førende it-outsourcing og hostingleverandører med mere end 20 års erfaring, har offentliggjort årsrapport for 2014/15. Rapporten er tilgængelig på www.athena.dk.

Administrerende direktør Jens Erik Thorndahl udtaler i forbindelse med regnskabet:

"Regnskabsåret 2014/15 blev vækstmæssigt et godt år for Athena IT-Group. Omsætningen viste således en fremgang på 23 %. Omsætningsstigningen har i overvejende grad baggrund i tilgangen af en række større kunder, der har valgt at lægge deres fremtidige drift og indkøb hos Athena IT-Group. Fremgangen viser, at vi er på rette spor i forhold til at nå vores mål. Vi vil fortsætte med at gennemføre vores strategi til gavn for både kunder og aktionærer.”

Athena IT-Group har i regnskabsåret fortsat investeret i både hardware- og softwareplatformen for fremadrettet at kunne imødekomme markedets krav til forskellige cloud-ydelser. Således blev virksomheden i løbet af regnskabsåret Microsoft Cloud OS Network Partner (COSN), som én af de få i Danmark. COSN er et verdensomspændende program for elite cloud serviceleverandører.

Jens Erik Thorndahl fortæller: ”Aftalen giver os mulighed for at binde vores kunders on premise løsninger sammen med vores datacentre og videre med de globale clouds, hvor det giver mening for kunden operationelt og økonomisk.”

Udvikling i økonomiske aktiviteter og forhold

Athena IT-Group omsatte for DKK 64,0 mio. i 2014/15 mod DKK 52,1 mio. året før.
Resultatet før afskrivninger (EBITDA) blev på DKK 12,6 mio. mod DKK 10,8 mio. året før.
Den samlede gæld faldt med DKK 6,0 mio.

Forventninger for 2015/16

Athena IT-Group forventer i regnskabsåret 2015/16 en omsætning på DKK 67-70 mio. og et EBITDA i størrelsesordenen DKK 15-17 mio.. I regnskabsåret vil der blive fokuseret på organisk vækst samt yderligere optimering af driften.

Afnotering

Bestyrelsen i Athena IT-Group A/S har besluttet at søge selskabets aktier slettet fra handel på Nasdaq OMX Copenhagen A/S, First North. 

Årsagen er primært, at vilkårene for en fortsat optagelse af selskabets aktier til handel på First North og hensigtsmæssigheden heraf ikke står mål med de økonomiske og arbejdsmæssige omkostninger.

Det er endvidere virksomhedens opfattelse, at en fortsat notering vil begrænse selskabets mulighed for at skabe vækst og aktionærværdi i et marked præget af konsolidering og opkøb, og at en fortsat notering kan være konkurrencehæmmende for selskabet i forhold til de af selskabets konkurrenter, der ikke er underlagt tilsvarende krav om åbenhed.

Forslaget om sletning af Athena IT-Group’s aktier fra handel på Nasdaq OMX Copenhagen A/S, First North bringes til afstemning ved selskabets ordinære generalforsamling den 23. oktober 2015.


____________________________________

Om Athena IT-Group A/S:
Athena IT-Group A/S blev stiftet i 1995 og er en af Danmarks førende IT-outsourcing og hostingleverandører til private og offentlige virksomheder. Athena IT-Group A/S er et børsnoteret selskab med afdelinger i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Virksomheden har et bredt netværk af partnere inden for alle former for IT-services.

Kontakter


Emner


Årsrapport Athena IT-Group Omsætningsstigning Vækst og optimering