At gange med sange
Pressemeddelelse februar 21, 2006 UddannelseUtraditionelt projekt kobler matematik og drama.
Projektet er grundlagt af lektor og skuespiller Klaus Rubin, der i mange år har undervist pædagogstuderende i drama og kulturfag på Peter Sabroe Seminariet i Århus og ofte har oplevet, hvordan læseproblemer har gjort det svært eksempelvis at indstudere replikker. Sammen med musikeren Henning Jensen fik han idéen til at lave cden ”At gange med sange”, som udkom i 2004. Ved hjælp af rim og remser lærer man blandt andet at gange ved at synge med på sangene. Cden blev en stor succes, og er blevet solgt til skoler i hele landet. Det er den, som nu er indstillet til Årets Undervisningspris.
Med udgangspunkt i cd´en har de tre institutioner Silkeborg Seminarium (lærerstuderende), Peter Sabroe Seminariet (pædagogstuderende) og Ellekærsskolen (en folkeskole med mange elever af anden etnisk oprindelse) gennemført et pilotprojekt i foråret 2005. Formålet var at lære matematik på en ny måde. Arbejdet med bl.a. geometriens cirkler, trekanter og firkanter blev kombineret med teater, drama, rolle- og pc-spil.
Matematisk viden i rollespil
Een af grupperne blev delt op i to Ninja-hære, som skulle udarbejde deres egne kostumer. Således skulle eleverne finde rumfanget på ærmerne, som var lavet af rør. Til slut mødtes de to hære og konkurrerede om, hvis dragt der havde det største rumfang. Reelt skulle de bruge deres viden om rumfang til at overvinde hinanden, siger Klaus Rubin.
- Hele projektet blev afsluttet med et teaterstykke om matematik. Efter forestillingen spurgte flere af eleverne/publikum, om de også kunne lære matematik på denne måde, fortsætter han..
- Det er en ny måde at koble lærergerningen sammen med pædagogernes arbejde. Netop dette samarbejde, hvor man kombinerer skolens matematikundervisning med, at børnene i SFO (Skole Fritids Ordning) bygger sæbekasse-biler, hvor formen eksempelvis er som cirkler og cylindere, kan være meget givtigt både for lærere, pædagoger og elever, slutter Klaus Rubin.
I den kommende tid vil CVU-ALPHA, som både Silkeborg Seminarium og Peter Sabroe Seminariet er en del af, vurdere, om der skal skabes nye projekter af denne art. CVU-ALPHA er en sammenslutning af fire uddannelsesinstitutioner, der er gået sammen, og som også omfatter Den Sociale Højskole i Århus og Jydsk Pædagog-Seminarium i Århus, Randers og Grenå med en samlet kapacitet på 4.500 studerende og 320 medarbejdere
CVU-ALPHA tilbyder et spektrum af viden til alle med berøringsflader relateret til lærer-, social-rådgiver- og pædagoguddannelsen.
Yderligere oplysninger fås hos CVU-ALPHA på telefon 8682 0088
Se også www.cvu-alpha.dk E-mail: [email protected]
Billedtekst: Ninja-hærene kæmper om det største rumfang
Kontakter
Emner
Uddannelse