PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ascom-satser-nordisk-og-g%C3%A5r-m%C3%A5lrettet-efter-v%C3%A6kst-9297

Ascom satser nordisk og går målrettet efter vækst

Pressemeddelelse marts 18, 2010 IT

Ascom samler sine selskaber i Norden i en fælles nordisk organisation. Flere ressourcer til softwareudvikling og adgang til et fælles netværk af kompetencer og support skal styrke positionen overfor kunderne og føre til en højere årlig vækst i regionen i løbet af de næste tre år. Ascom Nordic er nu den næstestørste region i Ascom Wireless Division

Aage Rask Andersen

Ascom, som er verdens førende leverandør af trådløse kommunikationsløsninger til bl.a. sygehuse og plejesektoren, har samlet de fire nordiske lande i en fælles nordisk organisation. Sammenlægningen gør det muligt at harmonisere mange arbejdsprocesser og strømline softwareudviklingen på tværs af de fire lande, hvilket giver en lang række effektivitetsgevinster. Kunderne kan se frem til stærkere rådgivning og services, fordi de enkelte selskaber fremover kan trække på en væsentlig større pulje af kompetencer i den pan-nordiske organisation, ligesom også serviceorganisationen får mere volumen og runder 50 serviceteknikere.

I spidsen for den nye organisation står 48-årige Aage Rask Andersen, som er indbegrebet af en nordisk profil. Aage Rask Andersen har mere end 20 års erfaring med salg i Norden for store internationale koncerner, senest som VP Sales i Lionbridge Technologies. To danskere er centralt placeret i den nye nordiske direktion: Jaap Bootsman, som er nordisk servicedirektør og Maj Britt Madsen, som er nordisk marketingdirektør.

Målet med den nye organisation er at geare Ascom Nordic til vækst. Med den fælles nordiske organisation i ryggen kan Ascom skrue op for softwareudviklingen, og dermed sætte målrettet ind over for bl.a. den offentlige sektor, hvor der er et stort vækstpotentiale. Ascom har i forvejen en solid position i den offentlige sektor i Norden, hvor mange sygehuse og institutioner anvender virksomhedens trådløse kommunikationsløsninger til håndtering af bl.a. patientkald og alarmer i forbindelse med fx personsikring og hjertestop. Ved at styrke softwareudviklingen forventer Ascom at kunne udbygge denne position yderligere.

 -Vores omsætning ligger i dag på omkring 205 millioner kroner, og ambitionen er en høj vækst ved egen kraft over de næste 3 år. Derfor sætter vi nu massivt ind med softwareudvikling, så kunderne får endnu mere nytte af vores løsninger. Netop i Norden er der en stor villighed i den offentlige sektor til at anvende software til at forbedre og effektivisere mange arbejdsopgaver. I takt med at der bliver flere ældre, er det vigtigt at udnytte ressourcerne optimalt bl.a. ved at holde de ældre i eget hjem længere, og derfor ser vi fx en stor interesse for løsninger til remote diagnosticering og sikkerhedsudstyr. Det er et stort, spændende marked for Ascom, siger Aage Rask Andersen, administrerende direktør i Ascom Nordic.

 Et andet fokusområde for Ascom Nordic er Finland, som har et stort vækstpotentiale.

 -Vi har nogle helt andre muligheder som en større organisation. Ud over stordriftsfordele er vi bedre rustet til at satse på nye områder og fx gå ind på nye markeder og opdyrke nye forretningsområder. Det vil vi naturligvis udnytte til at lægge os i spidsen i forhold til konkurrenterne, siger Aage Rask Andersen.

Lokalt fører sammenlægningen ikke til ændringer. Det er de samme lokale organisationer, der servicerer kunderne på deres marked.

Om Ascom

Ascom er verdens førende leverandør af trådløse kommunikationsløsninger til bl.a. håndtering af alarmer og tidskritisk information herunder fx hjertestop-, traume-, produktionsalarmer og personsikring. Løsningerne er baseret på alarmsendere, personsøgere og trådløs IP-telefoni.

På verdensplan har Ascom installeret mere end 75.000 systemer på hospitaler og plejehjem, i industrien og psykiatrien samt i kriminalforsorgen. Ascom Nordic er en del af Ascom Wireless Solutions, der ejes af den schweiziske, børsnoterede koncern Ascom (Swiss) AG. Ascom Nordic har 117 medarbejdere.

Den danske kundeliste tæller bl.a. Danfoss, V&S Danmark, Scandlines, Maersk Tankers, Sygehus Lillebælt, Hospitalsenheden Vest, Århus Universitetshospital Skejby, Roskilde og Køge Sygehuse, Herlev Sygehus, Gentofte Sygehus, Kalundborg-, Gentofte- og Herning Kommuner, Psykiatrisk Center Sct. Hans, Kofoedsminde og Kriminalforsorgen. Læs mere på www.ascom.dk.

Kontakter


Emner


IT