Arkitektur, kunst og beton mødes i nyt Rigsarkiv
Pressemeddelelse marts 19, 2015Rejsegilde på nyt Rigsarkiv i Viborg, hvor schmidt hammer lassen architects sammen med tekstilkunstneren Grethe Sørensen og Confac A/S sætter nye rammer for kunstnerisk udsmykning med facader i grafisk beton, der fremstår som ét stort kunstværk med arkivreoler i pixelmønstre
- Hele facaden fremstår som et stort sammenhængende system af arkivreoler med præcise aftegninger, stærke kontraster, markante grafiske linjer og samlinger, der indgår som integrerede dele af motivet. Huset er helt sit helt eget og sender entydige signaler om sin unikke identitet over lang afstand.
Det er sagsarkitekt MAA Sebastian Schroers fra schmidt hammer lassen architects i Århus, der i forbindelse med dagens rejsegilde tegner den arkitektoniske profil af et nyt Rigsarkiv i Viborg - et højteknologisk OPP-byggeri, der fremstår som et stort, sammenhængende kunstværk tegnet af tekstilkunstneren Grethe Sørensen og støbt hos Confac A/S i Randers.
- Med afsæt i en enkel kunstnerisk idé samles fortid, nutid og fremtid på raffineret vis i et klart visuelt udtryk med husets indhold og funktion i fokus, og trods få arkitektoniske virkemidler er der ikke tvivl om, at det nye Rigsarkiv i Viborg kommer til at stå som en fræk og fremadrettet kommentar til erhvervsområdets traditionelle industriarkitektur.
- Og, pointerer Sebastian Schroers, merudgiften til kunstner og produktion af projektets grafiske betonfacader med indlejret kunst ligger indenfor rammen af de afsatte kunstmidler til statsstøttet byggeri.
Grafisk beton har fremtiden for sig
Arkitekten fra schmidt hammer lassen architects ser projektet og udviklingen af de grafiske betonfacader som et godt eksempel på, hvordan man kan udforske tidens byggekomponenter og tilføre dem både arkitektonisk værdi og projektspecifik identitet, og fortsætter:
- Sammenholdt med, at en fortsat stigende del af den samlede bygningsmasse opføres som betonelementprojekter med begrænsede arkitektoniske udfoldelsesmuligheder, er der næppe tvivl om, at grafisk beton har fremtiden for sig, forudser Sebastian Schroers – en forudsigelse, der matcher udviklingen hos Confac A/S, som er førende i udviklingen af grafisk beton.
- Vi har blandt andet som leverandør til skolebyggerier gennem en årrække opbygget solid viden og know-how indenfor effektiv kvalitetsproduktion af grafiske betonelementer, og vi oplever en stigende interesse for unikke facader opført med grafiske betonelementer, der via indlejret kunst, symboler eller logo sender et klart signal til omverdenen, konstaterer administrerende direktør og medstifter Erling Holm fra Confac A/S.
Præcisionsarbejde
Han understreger, at produktion af grafisk beton i et spektakulært og sindrigt design stiller endog meget høje krav til præcision og teknikker, og tilføjer, at den kunstneren som led i den kunstneriske skabelsesproces har nærstuderet produktionsprocessen hos Confac.
- Der er langt fra tråd og væv til sten, cement og støbebord, og det har været en både lærerig og inspirerende udfordring at arbejde med helt nye processer og materialer. For at nå frem til det rigtige resultat var jeg nødt til at dykke dybt ned i selve produktionsprocessen, fastslår tekstildesigner Grethe Sørensen, der har skabt udsmykningen af det nye Rigsarkiv i Viborg og blandt meget andet har høstet stor international anerkendelse for monumentale jacquardvævede tekstiludsmykninger.
- Hele forløbet har været kendetegnet af et tæt, lærerigt og ukompliceret tværfagligt samarbejde omkring støbeformene, og jeg har stillet rigtig mange spørgsmål.
Arkivreoler og pixelmønstre
Grethe Sørensen tilføjer, at motivet til det nye Rigsarkiv, der skal anvendes som lager og ikke bliver åbent for publikum, lå lige for: Det skulle selvfølgelig være arkivreoler, som i et klart og entydigt sprog signalerede husets funktion og indhold.
- Men samtidig ville jeg gerne med udsmykningen understrege og sammenholde arkivets historiske afsæt med nutiden og den tid vi går i møde. Kunstværket skulle stå som en kommentar til overgangen fra den analoge verden til nutidens og fremtidens digitaliserede samfund, og det har været en imponerende oplevelse at se, hvordan Confac med stor præcision og skarp fokus på detaljen har formået at konvertere mine tegninger til et kunstværk indlejret i betonfacader.
- Resultatet ligner fuldstændig min digitale visualisering. Fra lang afstand står arkivreolernes grafiske udtryk klart i tolv forskellige grå nuancer og opdeler facaden i harmoniske vandrette og lodrette snit. Tæt på åbner arkivreolerne sig med mønstre af små kvadrater – digitale pixelmønstre, der spiller i to dimensioner med glatte, hvide overflader og blotlagte granitskærver, slutter Grethe Sørensen.
Rammetekst:
Det nye Rigsarkiv i Viborg, der skal fungere som lager uden publikumsadgang og stå klar til november, bliver 4.800 kvadratmeter stort og indrettes med 72 kilometer arkivreoler bag grafiske kunstfacader tegnet af tekstilkunstneren Grethe Sørensen og produceret af Confac A/S. Det opføres som OPP-projekt af KPC A/S, det er tegnet af schmidt hammer lassen architects og Grontmij A/S er ingeniør.
Billedtekst : foto fra ’marken’
Selv på afstand står Grethe Sørensens kunstneriske ’reol-signal’ knivskarpt på facaderne på et nyt Rigsarkiv i Viborg, som holder rejsegilde den 19. marts og til november skal stå klar med 72 kilometer arkivreoler bag facader af grafisk beton.
Billedtekst : Foto foran hus
- Grafisk beton udgør et nyt arkitektonisk redskab, der indenfor rammerne af de afsatte midler til kunstnerisk udsmykning, skaber helt nye og unikke muligheder for at integrere kunsten i arkitekturen, konstaterer sagsarkitekt MAA Sebastian Schroers fra schmidt hammer lassen architects – her sammen med direktør Erling Holm (fra venstre) og Anders Kudsk begge Confac A/S, sagsarkitekt Sebastian Schroers, projektchef Jon Herkert fra KPC og tekstilkunstner Grethe Sørensen
Billedtekst: foto ’close up’
Tæt på åbner Confac’s grafiske betonelementer med Grethe Sørensens kunstneriske arkivreoler en verden af små, pixelmønstre, der spiller i to dimensioner med glatte hvide overflader og små skarpt afskårne kvadrater af blotlagte sorte granitskærver.
Billedtekst: VUC Vejle
I samarbejde med landets førende arkitekter og kunstnere viser Confac A/S i samarbejde med landets førende arkitekter og kunstnere, hvordan grafisk beton kan udnyttes som et både kreativt og kvalitativt tilvalg i betonbyggerier – for eksempel på det nye VUC Vejle, hvor CUBO Arkitekter sammen med kunstneren Ruth Campau har udnyttet de nye grafiske betonmuligheder på interiørvæggene i skolens centrale trapperum.
Kontakter
Sebastian Schroers
Sagsarkitekt MAAschmidt hammer lassen architects
✉ ses@s***** Vis...
☎ 87 32****** Vis...
http://www.shl.dk
Erling Holm
Administrerende direktør og medejerConfac A/S
✉ erlin*********** Vis...
☎ 41 90****** Vis...
http://www.confac.dk
Grethe Sørensen
væver og tekstildesignerGrethe Sørensen tekstildesign
✉ gs@te*************** Vis...
☎ 29808*** Vis...
http://www.grethesorensen.dk/
Hent | 0,45 MB | 563 x 845 | .jpg
Hent | 0,3 MB | 864 x 576 | .jpg
Hent | 0,38 MB | 555 x 832 | .jpg
Hent | 0,31 MB | 519 x 779 | .jpg
Hent | 1,07 MB | 1418 x 945 | .jpg