PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/arbejdsmarkedets-parter-skal-tage-st%C3%B8rre-ansvar-801

- Arbejdsmarkedets parter skal tage større ansvar

Pressemeddelelse september 30, 2004 Uddannelse

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen skød Silkeborg-kampagnen Viden til Tiden i gang og roste initiativet i høje toner



- Arbejdsmarkedets parter bliver nødt til at tage et større ansvar for at efteruddanne arbejdsstyrken. Det er ikke et udtryk for, at vi vil fedte noget af på nogen. Det er derimod et udtryk for, at vi står med en samfundsopgave, der er så enorm, at staten ikke kan løfte den alene.
Sådan sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, da han i Silkeborg skød den hidtil største lokale kampagne for efteruddannelse i gang. 80 midtjyske erhvervsfolk, organisationsfolk og repræsentanter fra uddannelsesinstitutionerne hørte ministeren karakterisere Viden til Tiden som et brandgodt initiativ.

Lige hvad vi har brug for


- Det er lige, hvad vi har brug for. Det er med til at overbevise mig om, at vi nok skal komme tørskoet i land med det initiativ, vi har søsat sammen med arbejdsmarkedets parter. Det handler om, at vi i første omgang og i fællesskab skal tage temperaturen på uddannelsesindsatsen. Hvad gør vi?
Hvordan gør vi? Hvem gør hvad? Og gør vi nok? Det hele skulle gerne ende med, at vi sammen får lagt grundstenene, så livslang læring og kompetenceudvikling ikke er undtagelsen, men reglen for danske lønmodtagere, sagde Claus Hjort Frederiksen og påpegede, at Danmark ikke kan og ikke skal konkurrere på billig arbejdskraft.

Livsnødvendighed

Direktør Dan Boyter, Pressalit A/S, sagde ved åbningen af kampagnen, at kompetenceudvikling ikke er de andres ansvar, men en livsnødvendighed for både medarbejdere og virksomhedernes konkurrenceevne.
- Det er mennesket på alle niveauer i  virksomheden, der skal løfte arven fra industrisamfundet og bringe den enkelte virksomhed godt videre ind i det globale vidensamfund. Virksomhedsledere, fagbevægelse og samfund skal skabe grobunden for den fremtid og sikre et nyt arbejdsliv for de enkelte medarbejdere.

Budskabet ud på alle arbejdspladser

Formanden for LO i Silkeborg, Them, Gjern og Ry, Jens Svenningsen, orienterede om kampagnen, der skal bringe budskabet om efteruddannelse ud på alle arbejdspladser og ud i alle hjem. Den kommer til at omfatte masser af information i aviser, radio og TV og busreklamer og forhåbentlig masser af initiativer på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Kampagnen er blevet mulig via økonomisk støtte fra Det Regionale Arbejdmarkedsråd og Den Europæiske Socialfond.

Enorm opgave

- Vi har taget initiativet, fordi de tørre tal viser, at LO-medlemmer får mindre uddannelse end andre medarbejdergrupper, og det er de ufaglærte, der får mindst eller slet ingen efteruddannelse. Set i det lys står vi over for en enorm arbejdsopgave. I det midtjyske område er det cirka hver tredje lønmodtager, der er kortuddannet, sagde Jens Svenningsen.

Motivér hinanden

Personalekonsulent ved Silkeborg Kommune Mitzi Sørensen sagde, at det er utroligt vigtigt, at der bliver skabt luft til efteruddannelse:
- Det er ikke nok, at man sørger for gode tilbud, en positiv ledelse og frihed til efteruddannelse. Der skal på arbejdspladsen skabes forståelse for, at  man med god samvittighed over for sig selv og sine kolleger kan tage af sted. Virksomhedernes ledelser skal opfordre folk til det, og  kollegerne skal  motivere hinanden.




((Billedtekst))

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ved kampagnestarten i Silkeborg: Viden til Tiden er et brandgodt initiativ.

Kontakter


Emner


Uddannelse