PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/andelsboligmarkedet-st%C3%A5r-i-stampe-13123

Andelsboligmarkedet står i stampe

Pressemeddelelse marts 5, 2012 Erhverv

Nye meldinger fra ejendomsmæglerbranchen tegner et fortsat mørkt billede af andelsboligmarkedet. Efter årets første to måneder er salget fortsat negativt, og intet tyder på, at markedet er på vej mod bedre tider. Det er en kombination af bankernes og købernes tilbageholdenhed, der presser andelsboligmarkedet.

Andelsportal

Intet tyder på, at andelsboligmarkedet er på vej ud af krisen. Siden nytår er antallet af gennemførte handler faldet, og markedet kæmper med svære markedsvilkår i form af tilbageholdende købere og kreditstramninger fra bankernes side.

Andelsportal.dk har været i kontakt med en række ejendomsmæglerkæder, heriblandt Andelsbutikken og Andelsmæglerne, der udelukkende sælger andelsboliger, og her bliver der malet et dystert billede af det aktuelle andelsboligmarked.

Fald på 50 procent
”Jeg må bare sige, at jeg ikke synes, at billedet er rosenrødt. 2012 er startet væsentligt anderledes sammenlignet med januar og februar i 2011. I årets første to måneder er antallet af handlede andelsboliger faldet med 50 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Derudover falder antallet af fremvisninger samtidig med, at udbuddet af boliger stiger,” siger direktør hos Andelsboligmæglerne Jan Nyby.

Ejendomsmæglerbranchen oplever generelt, at flere og flere sætter deres andelsbolig til salg, men køberne bliver væk. Dels fordi de bliver afvist i banken, dels pga. de svære økonomiske markedsvilkår.

Købers tilbageholdenhed svækker markedet
”Den generelle krisestemning og danskernes dalende optimisme på økonomien bevirker, at interessen for andelsboliger falder. Samtidig er der en større bekymring omkring jobsituationen, og dermed bliver køberne mere tilbageholdne. Men også de mange historier om insolvente andelsboligforeninger har medvirket til, at nogle folk afholder sig fra at købe en andelsbolig. Det er kreditopstramninger og købernes tilbageholdenhed, der er årsag til krisen på andelsboligmarkedet,” siger cheføkonom hos Realkredit Danmark Christian Helligsøe Heinig til Andelsportal.dk.

Hos en af de store ejendomsmæglerkæder Danbolig er billedet det samme. Her forventer man ikke, at markedet bliver markant bedre i 2012.

Risiko for yderligere prisfald
”Vi forventer ikke, at 2012 bliver bedre end 2011. Køberne flygter, hvis udbudspriserne ikke er konkurrencedygtige, og de kommende valuarvurderinger kan betyde yderligere prisfald. Nedgangen er i øvrigt størst i storbyerne,” siger statsaut. ejendomsmægler Kim Holm, der ejer seks Danbolig-butikker i hovedstadsområdet.

Andelsbutikken står for en stor del af andelsboligmarkedet i København, og her er meldingerne ikke anderledes.

”Krisen på andelsboligmarkedet er et langt og sejt træk. Vi oplever i stigende grad, at bankerne har strammet op på deres kreditvillighed, hvilket betyder, at flere bolighandler bliver svære at gennemføre, og dermed får køber og sælger vanskeligere ved at nå hinanden. Endvidere oplever vi et stigende antal udbudte andelsboliger, og det er med til at presse priserne yderligere,” siger indehaver af Andelsbutikken Martin Østengaard.

Ingen fremgang i 2012
De ejendomsmæglerkæder som Andelsportal.dk har talt med, fortæller alle, at det fortsat er lejlighederne i de sunde, solvente foreninger, der er attraktive, hvor boligerne har en lav boligydelse. Og sådan vil det formentlig være et stykke tid endnu, eftersom markedet ikke har udsigt til at tø op.

”Der er ikke udsigt til en stærkere eller svagere økonomi, hvilket giver et mudret billede af andelsboligmarkedet. Derfor skal vi ikke forvente, at 2012 bliver meget anderledes end 2011,” siger Christian Helligsøe Heinig.

Andelsportal.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Ejerportal.dk og Energihjem.dk. Andelsportal.dk er en af de eneste nyhedsportaler, der udelukkende skriver om andelsboligmarkedet. AB Gruppen A/S driver også 3byggetilbud.dk, der formidler håndværker- og byggeopgaver til hele Danmark.

Emner


Erhverv