PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ambassad%C3%B8rer-forts%C3%A6tter-kampen-for-knoglerne-i-2011-11470

Ambassadører fortsætter kampen for knoglerne i 2011

Pressemeddelelse december 30, 2010 Helse

Skuespiller og entertainer Jesper Klein og Anne Laxholm, kendt fra ’Vild med dans’ har sagt ja til at fortsætte samarbejdet med Osteoporoseforeningen i det nye år.

Osteoporoseforeningen varetager interessen for de over 500.000 danskere med knogleskørhed, og siden 2009 har skuespiller og entertainer Jesper Klein samt Anne Laxholm, som vi kender fra ’Vild med dans’ været ambassadører for Osteoporoseforeningen og gjort en stor indsats i kampen om at få opmærksomhed om sygdommen, som man kan gøre så meget for at forebygge og behandle i dag.

Jesper Klein og Anne Laxholm bidrager fx med deres personlige baggrund for at støtte op om knoglesagen, når Osteoporoseforeningen holder borgermøder rundt omkring i landet. Borgermøderne trækker altid fulde huse, for interessen for at høre nogle af landets bedste specialister på området fortælle om knogleskørhed, forebyggelses- og behandlingsmuligheder samt anbefalinger til en knoglevenlig livsstil, er stor.

’Man skal selv være på dupperne’

Jesper Klein har selv været ramt af knogleskørhed og var svært invalideret af sygdommen, indtil han på et af Osteoporoseforeningens borgermøder hørte om en knogleopbyggende PTH-behandling, som hans egen læge ikke kunne ordinere og aldrig havde fortalt om. Den oplysning skulle vise sig at blive et vendepunkt for ham, og Jesper Klein var af samme grund ikke i tvivl, da Osteoporoseforeningen for to år siden spurgte, om han ville støtte arbejdet i knoglernes tjeneste:

’For mig var det helt oplagt at støtte denne her sag. Jeg var jo et omvandrende bevis på, hvor slemt det kan gå. To år efter at have fået konstateret sygdommen faldt jeg og brækkede hoften, og indtil for et par år siden, hvor jeg påbegyndte den ny behandling, kunne jeg ikke gå uden krykker.  Lige så snart jeg fik konstateret sygdommen meldte jeg mig ind i Osteoporoseforeningen, og først da jeg havde hørt et af foreningens foredrag om, hvilke behandlingsmuligheder, der var for sådan en som mig, bad jeg om en henvisning til den specialist, der skulle få afgørende betydning for mig – og som er skyld i, at jeg i dag igen kan bevæge mig rundt uden krykker! Jeg har dog lært, at man selv skal være på dupperne, både hvad angår opsporing og behandling af denne sygdom. Det vil jeg godt være med til at gøre opmærksom på et år mere’, fortæller Jesper Klein.

’Mændene op af stolen!’

Heller ikke Anne Laxholm har været i tvivl om, at knoglesagen var værd at støtte aktivt igen i år 2011: ’Der er mange gode sager, men netop denne betyder meget for mig, fordi knogleskørhed overvejende rammer ældre mennesker, som ikke selv står frem og kræver behandling, men ofte stiltiende accepterer, at fx smerter i ryggen er noget, der bare følger med det at blive ældre.

Det er også vigtigt, at folk bliver mere opmærksomme på forebyggelsesmulighederne – og at flere, der har behov for det, konsulterer deres læge. Jeg tror også, der stadig er behov for en ekstra indsats for at få mændene op af stolen. Jeg synes, at mænd skal blive bedre til at søge hjælp hos deres læge, så de kan bremse et knogletab, mens de stadig er i stand til at stille op til dans. Så bliver det nye år nemlig ekstra godt – også for damerne’, smiler Anne Laxholm.

Emner


Helse