PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/alle-virksomheder-f%C3%A5r-screenet-deres-arbejdsmilj%C3%B8-817

Alle virksomheder får screenet deres arbejdsmiljø

Pressemeddelelse oktober 14, 2004 Natur


Af Poul Bang Nielsen, informationsmedarbejder, Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet vil i løbet af syv år besøge alle ca. 200.000 virksomheder med ansatte i Danmark.  Screeningen indledes i januar 2005, og vil bl.a. omfatte virksomheder der senest er tilsluttet BST. Så snart virksomheden har fået besøg, frigøres den for BST-pligten.  Til gengæld kan virksomheder med alvorlige arbejdsmiljøproblemer få påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgivning.

Alle virksomheder i Danmark med ansatte skal screenes.  Fra den mindste kiosk til de store arbejdspladser i  industrien og det offentlige område.  Det er første gang i historien, at Arbejdstilsynet  gennemgår alle virksomheders arbejdsmiljø.  Modellen kendes fra sundhedsvæsenet, hvor man i årevis har gennemført screeninger af fx livmoderhalskræft. Screeningen er jo et lynhurtigt sundhedstjek af arbejdsmiljøet på gennemsnitligt 1,5 time. På den relativt korte tid skal den tilsynførende nå at danne sig et overblik over virksomhedens arbejdsmiljø. Herefter vil den tilsynsførende bedømme, om virksomheden skal have et grundigere tilsyn et såkaldt tilpasset tilsyn eller om virksomheden indtil videre slipper for et ekstra tilsyn  

- Vi bruger screeningen til at udvælge de virksomheder, som vi kan se, har problemer med arbejdsmiljøet, siger Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen. -  Det betyder ikke, at de andre slipper for os for tid og evighed, men det betyder, at vi i første omgang går målrettet efter at få forbedret arbejdsmiljøet på virksomhederne med det dårligste arbejdsmiljø.  Og vi bliver ved, indtil vi kan se forbedringerne.

På nogle virksomheder vil Arbejdstilsynet med det samme kunne se, at virksomheden har behov for at blive kigget efter i sømmene. Det gælder fx, hvis virksomheder ikke har udarbejdet sin arbejdspladsvurdering (APV), eller hvis der mangler en sikkerhedsorganisation på de virksomheder, hvor det er et krav.

- Ser vi, at virksomheden overtræder velkendte regler, vil vi besøge den igen. Derfor vil jeg anbefale alle virksomheder, at de også sørger for at have orden i det formelle,  og fx har udarbejdet en arbejdspladsvurdering,  inden vi kommer. Så undgår de, at vi besøger virksomheden alene af den grund.  - Vi har udgivet nogle vejvisere til de enkelte brancher, og her kan man se de krav, Arbejdstilsynet i øvrigt stiller.  

Jens Jensen oplyser, at Arbejdstilsynet har udarbejdet APV-tjeklister  som en hjælp til mindre virksomheder, der har brug for et redskab til at gennemføre en APV.  På Arbejdstilsynets hjemmeside www.arbejdstilsynet.dk, og i de 48 arbejdsmiljøvejvisere, kan man få information om, hvor Arbejdstilsynet ser de væsentligste arbejdsmiljøproblemer i de forskellige brancher.

Kan man få påbud ved screeningen?

Mange virksomheder vil sikkert spørge, om de kan få påbud, når Arbejdstilsynet kommer på et hurtigt screeningsbesøg. Svaret er, at det kan de godt, hvis Arbejdstilsynet støder på grove overtrædelser. Men ellers er hovedreglen, at Arbejdstilsynet først vil give påbud ved det efterfølgende tilsyn.  

Hvis Arbejdstilsynet ved screeningen vurderer, at en virksomhed skal have et tilpasset tilsyn, vil det tilpassede tilsyn blive gennemført kort tid efter screeningen eller direkte i forlængelse af screeningen.

Krav om brug af arbejdsmiljørådgiver

Hvis Arbejdstilsynet besøger virksomheden anden gang, er det fordi den tilsynsførende ved det første besøg har fundet nogle forhold, der enten er åbenlyst ulovlige eller som bør vurderes grundigere. Ved det andet tilsyn kan Arbejdstilsynet om nødvendigt påbyde virksomheden at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Denne mulighed for at stille  krav om brug af rådgivning blev indført som et led i den arbejdsmiljøreform, der blev vedtaget i år.

- Vi  stiller kun krav om brug af autoriseret rådgivning, hvis virksomheden har alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer eller hvis der er en række forskellige arbejdsmiljø-problemer. Jeg synes det er vigtigt at understrege, at virksomhederne kan se, hvad der kan udløse et rådgivningspåbud. Der er udsendt to bekendtgørelser, der konkret oplyser om det, der kan udløse et rådgivningspåbud.  Det er ikke noget, den tilsynsførende selv afgør, der skal være nogle helt konkrete betingelser til stede, for at der kan gives et rådgivningspåbud, understreger Jens Jensen.

Der er to typer af rådgivningspåbud: et problempåbud og et periodepåbud. Et problempåbud gives, hvis der er et nærmere defineret alvorligt og kompliceret arbejdsmiljøproblem på virksomheden. Et periodepåbud gives, hvis virksomheden får påbud om mangler i sin egen organisering af arbejdsmiljøindsatsen og samtidig har flere konkrete arbejdsmiljøproblemer.

Får virksomheden et problempåbud, skal den bruge autoriseret rådgivning indtil Arbejdstilsynet har fået en tilbagemelding om, at problemet er løst. Får virksomheden et periodepåbud, skal virksomheden bruge rådgivning i enten ét eller to år: ét år for virksomheder med under 20 ansatte og to år for virksomheder med 20 eller flere ansatte.


FAKTABOKS 1

Hvornår får virksomheden rådgivningspåbud?

Problempåbud gives for disse arbejdsmiljøproblemer:

- Det ergonomiske område: Ensidigt gentaget arbejde, tunge løft, stor daglig løftemængde.
- Det biologiske område: Dårligt indeklima pga. svamp mv., udsættelse for biologiske agenser.(mikroorganismer)
- Det kemiske område: Dårligt indeklima pga. dårlig ventilation mv., luftforurening, arbejde med kemikalier
- Det fysiske område: Ulykkesrisici, dårlig akustik, støj.
- Det psykiske område: Manglende vilje og evne til at løse psykiske arbejdsmiljøproblemer

Periodepåbud gives, hvis virksomheden får påbud om bestemte mangler i sin egen organisering af sin arbejdsmiljøindsats, og den samtidig har nogle bestemte konkrete, materielle arbejdsmiljøproblemer.

De mangler i egen organisering af arbejdsmiljøindsatsen, der medvirker til periodepåbud, er:
- Virksomhedens arbejdspladsvurdering er mangelfuld
- Virksomhedens sikkerhedsorganisation opfylder ikke lovens krav.

De påbud om konkrete materielle arbejdsmiljøproblemer der medvirker til periodepåbud er:

- To problempåbud
- Tre påbud om forskellige materielle arbejdsmiljøproblemer
- Fire påbud, hvoraf mindst to vedrører konkrete arbejdsmiljøproblemer
- Et påbud om et konkret materielt arbejdsmiljøproblem, samtidig med at det konstateres, at et påbud om arbejdspladsvurdering eller sikkerhedsorganisation, ikke er efterkommet.

Det betyder, at et periodepåbud fx vil blive givet til en virksomhed, der ved et tilsyn får påbud om at udarbejde en arbejdspladsvurdering, og som samtidig får tre påbud om forskellige materielle arbejdsmiljøproblemer.

FAKTABOKS 2

Sådan efterkommes rådgivningspåbud


Virksomheder, der har fået et periodepåbud eller et problempåbud, skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivningsforløbet.

Virksomhedens sikkerhedsorganisation eller de ansatte, skal inddrages i efterkommelsen af påbudene, og rådgiveren skal påtegne arbejdsgiverens tilbagemeldinger til Arbejdstilsynet, når påbudene er efterkommet.  

Det er virksomheden selv, der skal betale for arbejdsmiljørådgiverens ydelser.

FAKTABOKS 3

Hvornår bliver virksomheden screenet?

Arbejdstilsynet vil først screene de virksomheder, der er BST-pligtige, eller virksomheder inden for de brancher, der er blevet særligt prioriteret af et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter.  Disse virksomheder vil blive besøgt i løbet af de første fire år. Arbejdstilsynet vil også i et vist omfang screene virksomheder inden for de øvrige brancher.

Er din virksomhed BST-pligtig, kan du i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 556 af 17. juni 2004 se, hvornår din virksomhed vil blive screenet.

Bortset fra de BST-pligtige virksomheder er der ingen virksomheder, der præcist ved, hvornår de skal screenes. Alle virksomheder vil således kunne blive screenet til enhver tid. På  virksomheder, der allerede er blevet screenet, og hvor der ikke blev konstateret problemer med arbejdsmiljøet, vil der stikprøvevist blive foretaget screeninger.

Kontakter


Emner


Natur