PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/albertslund-lygten-fylder-50-%C3%A5r-16543
ad

Albertslund-lygten fylder 50 år

Pressemeddelelse august 23, 2013 Byggeri

Louis Poulsen

Murase Park 51

Albertslund-lygten fylder 50 år

Et af Louis Poulsens mest kendte designikoner; Albertslundlygten – fylder 50 år i år, og det kan passende fejres sammen med at lygtens ophavsmand, designeren Jens Møller Jensen, fyldte 75 år i januar måned.

Jens Møller Jensen blev oprindeligt uddannet som finmekaniker, men fortsatte på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han som den første tog afgang fra arkitekt Erik Herløvs nyoprettede afdeling for industriel design i 1964. Efter sin afgang etablerede han egen tegnestue i Nyhavn, hvor han efter eget udsagn indrettede ”et blandet cykelværksted” til at lave håndgjorte prototyper og modeller af hans design.

Baggrunden som finmekaniker fornægtede sig ikke, og det kom da også til at præge hele Jens Møller Jensens arbejde som industriel designer. Hans viden om materialer og produktionsprocesser, plus en ”skæv” tilgang til opgaverne, gjorde, at han fik gode kunder i butikken; eksempelvis Bang og Olufsen, Novo Nordisk, Shipmate, DSB og flere andre. Men også på Kunstakademiet fik man øje på hans talenter og fik ham til at stå for akademiets værksted for de studerende gennem mange år.

De fleste af Jens Møller Jensens produkter er forblevet ukendte for den brede befolkning, selv om de egentlig var ganske synlige. I samarbejde med DSB udviklede han således et helt nyt skiltesystem i 1970erne til DSB’s stationer, og senere var han en af hovedpersonerne i udviklingen af IC3-togene, som var særdeles avancerede for deres tid. Det er nok ikke helt forkert at sige, at hans design blev kendt, uden at han selv blev kendt.

Noget anderledes er det med Albertslund-lygten, som Jens Møller Jensen udviklede som studerende i 1963 i tæt samarbejde med Louis Poulsen. Baggrunden for det armatur er, at hans far, arkitekten Viggo Møller Jensen, sammen med arkitekten Thyge Arnfred drev arkitektfirmaet Fællestegnestuen, som i starten af 1960erne deltog i mange bydelsprojekter i københavnsområdet. Et af disse projekter var Albertslund-husene vest for København, som blev projekteret i samarbejde med det almennyttige boligselskab KAB. Det var efter tidens forhold et temmelig revolutionerende byggeri med gårdhavehuse i et plan, der var placeret i en labyrintisk struktur med gangstier, pladser og kanaler, og til dette projekt ønskede man en forholdsvis enkel og billig lygte, der kunne give et godt og blændfrit lys.

Arkitekturskribenten Henrik Steen Møller skriver i sin bog ”Dansk design/Danish design” fra 1975, at Albertslundlygten er en videreudvikling af den såkaldte Slotholmslygte, og det er nok ikke helt forkert. Det essentielle er imidlertid, at Jens Møller Jensen strammede designet op og tilførte en bred ring i galvaniseret stål, som dækkede for lyskilden. Dermed fik man et blændfrit armatur, der var helt i tråd med Louis Poulsens lysfilosofi, og som ikke alene kunne bruges på gader og stræder som orienteringslys, men også rummede potentialet til at kunne udbygges i en større familie med vægarmaturer, loftsarmaturer og pendler.

I dag, 50 år efter Albertslunds-lygtens fremkomst, er armaturet et af Louis Poulsens bedst sælgende produkter og udmærker sig blandt andet ved at kunne indgå harmonisk i både gammel og ny arkitektur. Albertslundlygten har dannet skole for designrelaterede belysninger både indendørs og udendørs, og det betyder, at man nemt kan implementere armaturet i et byggeri på en æstetisk og harmonisk måde. Og i sin grundform, som udendørs lygte, fremhæves armaturet stadigvæk for sin blændfrie og symmetriske lysudsendelse, der betegnes som en af de mest tryghedsskabende belysninger i verden.

Albertslundlygten modtog i 2000 den prestigefyldte ”Klassikerpris” af Dansk Designråd, hvilken er en anerkendelse af godt, dansk design, der har holdt sig uændret i 25 år. Denne anerkendelse har dog ikke fået Louis Poulsen til at hvile på laurbærrene, men snarere inspireret til yderligere udvikling. Armaturet er i efteråret 2012 således blevet lanceret i en nyfortolket LED-version, som er helt i overensstemmelse med det originale lyskoncept og produktdesign.

I øvrigt vil historien vide, at selveste Poul Henningsen havde et par eksemplarer af Albertslundlygten i sin have i Gentofte. Det må siges at være den ultimative cadeau til Jens Møller Jensen og armaturets kvaliteter.

Skrevet af:

Mike Rømer MDD

Kontakter


Emner


Byggeri
ad