PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/afs-interkultur-kommer-til-byen-i-en-ambulance-3964

AFS Interkultur kommer til byen - i en ambulance

Pressemeddelelse maj 8, 2007 Kultur

- AFS Interkultur fejrer foreningens 50-års jubilæum

Ambulance

AFS er en af verdens største non-profit udvekslings- og uddannelsesorganisationer. Den udveksler unge over det meste af verden og i Danmark modtager AFS Interkultur hvert år over 140 udenlandske udvekslingsstudenter, mens vi sender over 200 unge af sted ud i den store verden. En kulturel oplevelse ud over alle grænser!!!!

Jubilæet fejrer vi blandt andet ved at turnere med en gammel ambulance (venligst udlånt af Falck) rundt i hele Danmark, og den 19. maj kommer ambulancen til Frederiksberg Rådhusplads.

- men hvorfor dog en ambulance?

Jo, det hænger sammen med, at AFS blev grundlagt af unge amerikanere, som helt tilbage under første verdenskrig dannede et frivilligt ambulancekorps, som de kaldte American Field Service. Korpset kørte syge og sårede i stort tal fra fronten til hospitaler i baglandet under både første og anden verdenskrig.

Deres oplevelser fik dem til at mødes igen efter anden verdenskrig, da de gerne ville gøre noget for at undgå krig i fremtiden. De mente, at den primære trussel mod fred var manglende forståelse kulturerne imellem. Derfor dannede de AFS-organisationen, hvis formål er at fremme fred og interkulturel forståelse gennem udvekslingsprogrammer.

Her i 2007 har AFS Interkultur så eksisteret 50 år i Danmark, og derfor markeres det på landsplan med en række spændende begivenheder og aktiviteter, at organisationen i hele den periode har været med til at give unge udvekslingsstuderende og frivillige større interkulturelle kompetencer. Samtidig har utallige værtsfamilier i Danmark, der har åbnet deres hjem for en udenlandsk deltager, fået en kulturoplevelse for livet.

Den gamle ambulance, som turnerer rundt i Danmark, vil stå parkeret på Frederiksberg Rådhusplads lørdag den 19. maj i tidsrummet 10.00 til 14.00.

Kom og besøg AFS Interkultur på Frederiksberg Rådhusplads!

- Der vil være opstillet en stor scene på pladsen, hvor der blandt andet vil være interkulturel underholdning samt koncert med gruppen ”Kingfish”
- Du vil også kunne møde nogle af de mange aktive i AFS Interkultur, som bemander den gamle ambulance. De vil kunne fortælle om de mange AFS-aktiviteter, der finder sted i Hovedstadsområdet og/eller i Danmark generelt.
- Eller du kan besøge vores store udstillingstelt og få en snak med nogle af de mange udvekslingsstudenter fra hele verden, som er på skoleophold i Danmark i øjeblikket.

Du vil også få mulighed for at høre om, hvordan du kan blive en del af det store AFS-netværk, enten ved at blive værtsfamilie for en udenlandsk udvekslingsstudent, ved at sende jeres teenager af sted ud i verden med AFS eller ved at tage del i det vigtige frivillige arbejde i lokalforeningen for at skabe større forståelse i Danmark for andre lande og kulturer.

- en kulturel oplevelse ud over alle grænser!

Besøg www.afs.dk for yderligere information om AFS Interkultur og vores jubilæumsaktiviteter.

Kontakter


Emner


Kultur