ADHD i farver

Pressemeddelelse maj 17, 2023 Adhd ADD Adhd-foreningen Manu sareen Medicin Børn Unge Diagnoser Stigmatisering

af Manu Sareen, formand i ADHD-foreningen

Der var engang, hvor TV-apparatet var familiens samlingspunkt. Farverne var godt nok sorte og hvide, men vi sad der alle sammen, rundt om i stuerne og fulgte med.  I skolegården eller over kaffemaskinen kunne samtalen starte på fjernsynsudsendelsen fra i går.

Når jeg læser Weekendavisens leder fra 29. april om ADHD, bliver jeg suget tilbage i tiden.

Tilbage til den tid, hvor ADHD var ukendt for de fleste. Hvor et uregerligt barn blot skulle lære at sidde stille og koncentrere sig, og kun dem med ’ægte’ behov fik hjælp hos psykiatrien.

Ser lederskribenten mon nutiden i sort-hvid? Der mangler i hvert fald nuancer i billedet af ADHD.

For det første er ADHD ikke et produkt af kulturen i det nye årtusinde. Vi er klogere på diagnosen, som kom under videnskabens lup allerede i år 1901. I dag ved vi, at der er en stærk sammenhæng mellem ADHD og arvemassen hos forældrene. De fleste fødes og dør med ADHD.

Alligevel tager mange børn skylden på sig. Det gjorde jeg selv.

Så drop tanken om, at det er forældrene, som pakker børnene ind i vat, og de sociale medier, der ødelægger det hele. De 60.000 børn og unge, som har af ADHD/ADD, kan godt mærke, at noget er galt.

ADHD er oftest lig med en hverdag af forgæves forsøg på at følge med, være med, i fællesskaberne, i klasseværelset. Den elev kan være blandt de 20.000 børn, som ikke er udredt. Forestil dig det samme, men med en fysisk lidelse som sukkersyge.

ADHD er en livslang udfordring for de fleste. En knude i maven, som er hård i de første skoleår. Kravene vokser, og det gør knuden også, for du kan ikke følge med. Konsekvensen bliver oftere og oftere, at du afvises af kammerater og system.  Men det behøver børn med ADHD ikke at opleve. De kan håndtere deres udfordringer og trives på lige fod med deres kammerater, hvis de tids nok får støtte og forståelse. Det sker bare sjældent.

Der kan gå helt op til syv år fra et barn udviser tegn på ADHD, til det møder psykiatrien. Alt imens følger en masse sociale og faglige nederlag. Derfor svarer jeg på avisens leder, der bærer overskriften ’Stik dem en pille’.

Medicinen omtales som en ’afart amfetaminlignende stof’ og behandlingen en ’malstrøm af overmedicinering’. Hvilken mangel på nuancer. Stigma er det sidste, forældre til børn med ADHD har brug for. At give sit barn psykiatrisk medicin er ikke på nogen forælders ønskeliste.

Lederskribenten glemmer simpelthen de positive effekter. Medicinsk behandlet ADHD kan faktisk give nogle børn langt bedre mulighed for at gennemføre folkeskolen og med et bedre karaktergennemsnit.

Så er der påstanden om, at der ’pludseligt’ er sket en stigning på halvtreds procent fra 2016 til 2022 af børn og unge, som får ADHD-medicin. Men vi opdager ganske enkelt flere børn blandt de minimum 20.000, som endnu ikke er udredt. Det er da positivt.

Jeg kunne blive ved, og det gør vi også hos ADHD-foreningen. Vores opgave er nemlig at gøre alle klogere på ADHD og ADD og finde de bedste løsninger, til gavn for hele samfundet.

Så alt er tilgivet, når det kommer til at mangle nuancer i vores viden om ADHD.

Jeg håber at have fyldt et par dråber på nu.

Emner

---

Adhd ADD Adhd-foreningen Manu sareen Medicin Børn Unge Diagnoser Stigmatisering