Aarhus Jazz Orchestra feat. Peter Erskine, drums ( US ) - Torsdag den 7. februar 2013 kl. 20.00
Pressemeddelelse januar 27, 2013 MusikEn af verdens førende jazztrommeslagere besøger Fermaten i Herning med Aarhus Jazz Orchestra ( tidligere Klüvers Big band )
Aarhus Jazz Orchestra dykker dybt ned i fusions-musikkens næringsrige muld med amerikaneren Peter Erskine bag trommerne.
Peter Erskine regnes for en af de mest betydningsfulde trommeslagere i jazz-fusions genren og har spillet i to af de absolut mest populære og stilskabende orkestre i genren.
I 1978 blev han medlem af Weather Report, hvor han sammen med bassisten Jaco Pastorius skabte en legendarisk rytmesektion bag saxofonisten Wayne Shorter og tangent-troldmanden Joe Zawinul. Efter fire år og fem plader med Weather Report skiftede Peter Erskine til Steps Ahead med saxofonisten Michael Brecker i front, og netop disse to grupper står i dag som konger af fusions-genren. Peter Erskine har siden bl.a. spillet moderne bigband-funk i Bob Mintzers orkester og desuden været en flittigt benyttet session- og live musiker af store pop og rock navne som Kate Bush, Rickie Lee Jones og Steely Dan.
Repertoiret til koncerterne med Aarhus Jazz Orchestra og Peter Erskine bliver et genhør med cremen af de fantastiske kompositioner, Peter Erskine spillede med Weather Report og Steps Ahead i nye kreative arrangementer, der med udgangspunkt i bigbandets dynamiske, akustiske univers giver plads til både elegance og power i mødet mellem Peter Erskine og Aarhus Jazz Orchestra.
Lidt om Aarhus Jazz Orchestra:
Aarhus Jazz Orchestra (tidligere Klüvers Big Band) kan i 2013 fejre ikke mindre end 36 års jubilæum, og har gennem tiden samarbejdet med et hav af store solister. I de sidste par år har bigbandet bl.a. spillet med guitar-ikonet John Scofield og hans faste trommeslager, Bill Stewart, har været på tur med den amerikanske Grammy-vindende jazz-sanger, Kurt Elling, i både Skandinavien og USA (hvor orkesteret bl.a. optrådte hele seks aftener i træk på Birdland, den legendariske jazzklub på Time Square i New York), og optrådt på SPOT-festivalen 2012 hvor publikum fik blæst håret godt om i nakken da Aarhus Jazz Orchestra fortolkede tung og massiv heavyrock i 'Slayer Big Band Project'.
I foråret 2012 trak grundlæggeren af orkesteret, Jens Klüver, sig tilbage og overlod den kunstneriske ledelse til den internationalt anerkendte saxofonist, komponist og orkesterleder, Lars Møller.
Koncertinfo:
Torsdag den 7. februar 2013 kl. 20.00
Dørene åbner kl. 19.00
Billetsalg:
www.fermaten.dk
Emner
Musik