PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/50-%C3%A5r-med-kornt%C3%B8rring-1409

50 år med korntørring

Pressemeddelelse juni 3, 2005 Landbrug og Fiskeri

Den familieejede virksomhed Dan-Corn A/S, der har specialiseret sig i totalløsninger til korntørring og opbevaring, fylder 50 år.

Dsc02630
Missa og Frede Hansen, der i en årrække drev landbrug på Klejsgaard ved Juelsminde, søgte i 1955 nye udfordringer og startede derfor virksomheden Dan-Corn A/S som en sidebeskæftigelse til landbrugsproduktionen. Deres virkelyst og erfaring fra landbruget var virksomhedens grundpille, og i løbet af et par år fik de sammen med få, flittige medarbejdere etableret en sund virksomhed, der støt og roligt udviklede sig. I de første år satsede virksomheden på produktionen af træsiloer og eltørreagregater.

Dan-Corn A/S er i dag en mellemstor virksomhed, som beskæftiger godt 30 mennesker, og træsiloerne er skiftet ud med stålsiloer, og produktsortimentet er udvidet med amerikanske mobiltørrerier og canadiske kornsnegle. Virksomheden har i alle årene bibeholdt sin tætte forbindelse til landbruget, og det er også stadig familien Hansen på Klejsgaard, der ejer virksomheden. Siden 1992 er det dog Kirsten og Hans Hansen, der har stået i spidsen for virksomheden.

 ”Vi forsøger hele tiden at udvikle hele vores produktprogram, så vi altid kan tilbyde den rigtige totalløsning til tørring og opbevaring af korn og frø”, forklarer Hans Hansen og peger på, at den tætte kontakt til landbruget og de mange dygtige medarbejdere, hvoraf flere har arbejdet i virksomheden i flere end 30 år, er en af virksomhedens største styrker.

 ”Der er sket meget de seneste år. Det danske marked er stadig vores primære legeplads, men vi satser også i høj grad på de udenlandske markeder. Eksport til de andre skandinaviske lande, Baltikum, Tyskland og Polen er i dag en vigtig del af vores arbejde. Det er en stor udfordring, men det er også utroligt spændende”, forklarer Hans Hansen.

Dan-Corn A/S har i dag en eksportandel på omkring 15 procent.

Kirsten og Hans Hansen og Dan-Corn´s ansatte markerer 50-årsjubilæet med en reception fredag den 10. juni mellem klokken 12 og klokken 16 på Dan-Corn A/S, Klejsgårdvej 22, 7130 Juelsminde

Billedtekst: Dan-Corn er i dag en moderne virksomhed, hvor også eksport spiller en stor rolle.

Yderligere oplysninger fås hos Jeppe Bergmann Rasmussen på tlf. 75 68 53 11
Eller på www.dancorn.com

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri