PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/300-millioner-til-fiskeriet-996

300 millioner til fiskeriet

Pressemeddelelse januar 13, 2005 Natur

I 2004 uddelte Fødevareministeriet 300 millioner kroner til fremme af bedre spisefisk, modernisering af fiskerihavne og kuttere

Mindre kvoter og skrappere krav har presset mange fiskere ud af erhvervet.

Der er omkring en tredjedel færre fartøjer i dag end for 10 år siden. Til gengæld er flere skibe nu indrettet som sikre og moderne arbejdspladser med styr på arbejdsmiljøet. Og flere skibe har udstyr, der sikrer en skånsom og effektiv fangst og muligheder for at opbevare fiskene sådan, at det giver den bedste kvalitet til forbrugerne og industrien. Det skyldes ikke mindst hjælp fra Fødevareministeriet.

”Regeringen lægger stor vægt på at sikre en sund udvikling af dansk fiskeri. Vi skal skabe rammer for fiskeriet, som både nyttiggør gamle erfaringer og fremmer fornyelse,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt. Hans ministerium har netop udgivet en pjece om udvikling af fiskeriet med særlig fokus på det såkaldte FIUF.

FIUF står for EUs Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet. Med FIUF støtter Fødevareministeriet udviklingsprojekter i fiskeriet. Pengene hertil kommer dels fra Fødevareministeriet - dels fra EU. I 2004 blev der uddelt cirka 300 millioner kroner til blandt andet dambrug, forbedring af fiskerihavne og til modernisering og forbedring af skibe.

”Fiskeriet er vigtigt for dansk økonomi. Det tjener årligt cirka 17 milliarder eksportkroner hjem til Danmark. Derfor skal vi udvikle erhvervet i alle led. Vi skal modernisere fiskerflåden, vi skal støtte innovation i forarbejdningsleddet og vi skal udvikle miljøvenlige og effektive dambrug”, siger Hans Chr. Schmidt.

Kontakter


Emner


Natur