PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/3-fejl-du-aldrig-m%C3%A5-lave-i-din-l%C3%B8nforhandling-19621

3 fejl du aldrig må lave i din lønforhandling

Pressemeddelelse januar 13, 2015 Forhandlingsteknik Kursusvirksomhed Forhandling Lønforhandling Kursus i forhandling Forhandling af løn

Får du får lidt i løn? Så er det muligvis din egen skyld. Her har du tre klassiske fejl, du altid skal styre uden om under din lønforhandling.

COLOURBOX8505292

"Vi har identificeret tre fejl, som du aldrig må lave i din lønforhandling, forklarer uddannelseschef Anders Rosenlund fra kursusvirksomheden AROS KURSER. "De virker skræmmende velkendte. Jeg er selv kommet til at begå i hvert fald to af dem. Lige nu sidder jeg faktisk og tænker på, om det har kostet mig en lønforhøjelse."

Hvis du gerne vil undgå at lave de samme fejl som mig (og sikkert dine kolleger), så læs videre herunder.

Fejl #1: Du møder op til eksamen uden at have læst pensum

"Det lyder simpelt, og det er det faktisk også: Du skal huske at forberede dig! Alligevel møder størstedelen op til deres lønforhandling uden væsentlig forberedelse."  

At møde uforberedt op til en lønforhandling er som at gå til eksamen uden at have læst pensum. Måske går den, hvis der bliver stillet de helt rigtige spørgsmål. Men i størstedelen af tilfældene trækker du lineær algebra, når du havde håbet på at skulle snakke om Proust.

"Kommer du uforberedt vil du – i bedste tilfælde – blive på samme løn. En lønforhandling behøver trods alt ikke kun at betyde en lønstigning! Den bedste måde, du kan forberede dig, er ved at finde de stærkeste argumenter for, hvorfor du skal have det, du kræver. Og mindst lige så vigtigt: Find argumenterne for, hvorfor du ikke skal have det, du kræver – og udtænk gode modsvar."

 

Fejl #2: Du bruger for meget jysk mådehold

"Du kommer til at få kamp til stregen. Og du kommer til at møde dårlige undskyldninger. Alt kan blive brugt: Driften, din lønstigning sidste år, samfundsøkonomien, de gode arbejdsforhold … Det er alt sammen sikkert rigtigt nok. Men du skal betales for, hvad du er værd!"

"Når du møder de dårlige undskyldninger, må du ikke lade dit mådehold tage over. Det kan godt være, at du allerede får lige så meget som dine kollegaer. Og måske endda mere end andre i lignende stillinger. Men hvis du ved, at du er mere værd, så sig det – og stå ved det!"

"Det allerværste, du kan gøre (som overraskende mange gør), er selv at bringe de dårlige undskyldninger i spil. 'Ja, jeg får jo en god løn, og der er jo også stadig krise. Faktisk får jeg jo også lige så meget som Kirsten fra regnskab, som slet ikke har haft en sygedag i et år! Og her er da rart at være. Og fredagskyllingen er jo rigtig lækker. Og den nye kaffemaskine da!' Lad det jyske mådehold blive hjemme, og stå ved dine krav på at få betaling, der matcher din værdi."

Fejl #3: Du glemmer at udvide lagkagen

"Lønforhandling ender ofte i et forsøg på at dele lagkagen, her forstået som penge. Det er en fejl, som praktisk talt alle begår. Og det er skidt for både din arbejdsgiver og dig. Du bør i stedet bruge forhandlingen til så at sige at lægge nogle flere lag på lagkagen – at udvide, i stedet for at fordele. Det gør du ved at få forhandlingen til at handle om mere end bare penge. Og vigtigst af alt ved selv at smide noget på bordet."

"Den optimale lønforhandling er ikke den, hvor din løn står i fokus. Det er den, hvor I snakker om, hvordan du og virksomheden kan arbejde for hinanden. Målet er, at både du og din arbejdsgiver føler, at forhandlingen har været en succes. Og det opnår du bedst ved at give lagkagen flere lag."   

Kontakter


Emner


Forhandlingsteknik Kursusvirksomhed Forhandling Lønforhandling Kursus i forhandling Forhandling af løn