PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/3-bach-koncerter-bliver-austins-afskedsgave-til-skt-markus-kirke-i-aalborg-10301

3 Bach-koncerter bliver Austins afskedsgave til Skt. Markus Kirke i Aalborg.

Pressemeddelelse juni 8, 2010 Musik

Organist Michael Austin er solist ved tre Bach-koncerter i næste uge i Skt. Markus Kirke, og de bliver nu blandt hans sidste koncerter i kirken.

Michael Austin 2010

Som led i årets musiktilbud, har Michael Austin programsat 3 på hinanden følgende aftenkoncerter: tirsdag den 15. juni, onsdag den 16. juni og torsdag den 17. juni, alle kl. 19.30, hvor han spiller værker af den store komponist J.S. Bach. Koncerterne indledes om tirsdagen med et foredrag ved tidl. lektor i musik og filosofi, Jens Kjeldsen. Han fortæller i programmets første halvdel om Bach, hvorefter Michael Austin i anden halvdel spiller et udvalg af Bachs værker.

Michael Austin har stik mod sine oprindelige planer netop valgt at opsige sin stilling i Skt. Markus Kirke med virkning fra 1. september. En ret uventet forandring i menighedsrådet risikerer at medføre, at den mangeårige opbakning til den klassiske musiklinje, som i over 30 år har været kirkens adelsmærke, nu er i fare for at falde bort. I stedet for at kæmpe mod udviklingen har Michael Austin så valgt at slutte i Skt. Markus på et tidspunkt, hvor han rent faktisk kunne glæde sig over en stigende publikumstilvækst til de koncerter, som i tre årtier har gjort kirken kendt ud over det ganske land. 

Men indtil september fortsætter det planlagte program for året, og altså nu først med de tre koncerter i næste uge. Blandt de udvalgte Bach-værker kan høres samtlige 6 triosonater, fordelt med to hver aften.

”Trio-sonaterne er del af en koncertorganists kernerepertoire. De har en elegance og en gennemsigtighed, som gør, at de tilmed hører til mine favorit-værker”, siger Michael Austin og fortsætter: ”Selv om jeg bestemt ikke havde planlagt allerede nu at afslutte i Skt. Markus, så vil disse tre koncerter besegle mit arbejde med, i og for orgelmusik gennem mine mere end 300 solokoncerter på kirkens fremragende Frobenius-orgel – jeg vil savne det mere, end jeg kan udtrykke i ord”. 

Som nævnt indledes den første koncert ved Jens Kjeldsen, som har beskæftiget sig indgående med Bachs musik. Jens Kjeldsen har skrevet flere musikbøger og udgav i år 2000 en stor Bach-biografi på dansk. Han har en baggrund som gymnasielærer i musik, filosofi og religion, og dertil er han teolog, så der er lagt op til et meget spændende Bach-portræt på tirsdag. Arrangementet starter i kirkens krypt, hvor der også vil være en servering for publikum.

Onsdag er Michael Austin så igen ved orglet i det 2. program, og hans finger- og fodarbejde ved spillebordet vises ved koncerten både onsdag og torsdag på storskærm nede i kirken. Publikum kan på denne måde følge med i, hvad der foregår ved orglet, ligesom man normalt kan i enhver anden koncertsal. 

Der er gratis adgang koncerterne, som altså nu også vil blive blandt nogle af de sidste med den kendte organist – i hvert fald i Skt. Markus Kirke!

”Jeg har til hensigt nu at hellige mig helt og fuldt min koncertkarriere og se afslutningen af mit Markus-kapitel som afsæt til begyndelsen på et nyt koncert-kapitel, for jeg er slet ikke færdig med at spille og formidle musikkens mystik!” slutter han.

Kontakter


Emner


Musik