PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/3-000-d%C3%B8dsfald-kan-undg%C3%A5s-2172

3.000 dødsfald kan undgås

Pressemeddelelse januar 24, 2006 Helse

250.000 danskere går rundt med åreforsnævring i benene. Det kan give alvorlig hjertesygdom eller apopleksi, men de færreste ved det. Hjerteforeningens rådgivningscentre tilbyder måling af blodtryk i anklen

Forsnævrede årer øger risikoen for at få blodpropper i hjerte og hjerne. Hvis åreforsnævringen opdages i tide, kan man forhindre, at den fører til blodpropper, til amputation eller voldsomme smerter i benene. En simpel kredsløbsundersøgelse kan afsløre begyndende åreforkalkning.

- Vi kan undgå op mod 3.000 dødsfald om året ved at undersøge patienterne. Risikoen for hjertedød er tre gange højere for de 250.000 kredsløbspatienter end for resten af befolkningen. Ved at ændre livsstil og tage forebyggende medicin kan kredsløbspatienternes risiko for hjertedød reduceres med op til 50 procent, siger Hjerteforeningens næstformand Henrik Sillesen, overlæge på Karkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

Det er nemt at spore åreforsnævring i benene. Benenes blodtryk sladrer.

Hjerteforeningens rådgivningscentre tilbyder nu ankelblodtryksmåling. Målingen er relevant for personer over 50 år med øget risiko for hjerte- og kredsløbssygdomme. En vejledende måling kan påvise en begyndende åreforsnævring.

Målet er at afdække forsnævringen så tidligt som muligt. Hjerteforeningens rådgivningscentre giver råd om, hvordan man kan lægge sin livsstil om, hvis der er tegn på begyndende åreforsnævring.

Forebyggelsen er den samme som ved hjertesygdom. Rygestop, mindst en halv times motion om dagen og sund mad.


Fakta:
Hver fjerde kredsløbspatient med symptomer fra benene dør inden for fem år.

Hvert år får cirka 500 af dem, der overlever, amputeret en fod eller et ben.

Åreforsnævring i benene rammer først og fremmest rygere. Men personer med forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, sukkersyge, og personer, der er overvægtige og er arveligt belastet, er også i risikogruppen.

Otte ud af ti, som har forsnævringer i benene, har også forandringer i hjertets pulsårer. Lidt færre har forandringer i hjernens pulsårer.

Åreforsnævring opstår, når der gennem længere tid har sat sig fedt eller kalk på indersiden af pulsårerne. Aflejringerne forårsager blodpropper, når de brister og der danner sig sårskorper.

Få målt blodtrykket
Få målt dit ankelblodtryk, hvis du er over 50 år, hvis du er ryger, eller hvis nogen i din nærmeste familie lider af hjertesygdom.

Kontakter


Emner


Helse