PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/250-millioner-kroner-i-nye-gr%C3%B8nne-l%C3%A5n-fra-sparekassen-sj%C3%A6lland-til-boligejerne-6572

250 millioner kroner i nye grønne lån fra Sparekassen Sjælland til boligejerne

Pressemeddelelse januar 30, 2009 Økonomi

Miljørigtig opvarmning, lavere CO2 udslip og global opvarmning er bare nogle af de ting, som interesserer flere og flere danskere, men selvom mange tænker mere på grøn energi, skal der ofte kontante fordele på bordet, før den enkelte gør noget konkret for at spare på det miljøbelastende energiforbrug i dagligdagen.

Boligchef Kim Jensen, Sparekassen Sjælland

Sparekassen Sjælland har derfor, som noget nyt, øremærket en pulje på 250 millioner kroner i grønne lån, som skal bruges til investeringer i energibesparelser i privatboliger. Energilånene, som de kaldes, er på særligt attraktive vilkår med en ekstraordinær lav rente, så de hjælper til at gøre investeringer i energibesparelser mere rentable, eller sagt på en anden måde, energilånene skal give overskud i den daglige økonomi, udtaler boligchef Kim Jensen fra Sparekassen Sjælland.

Vi tror, at en del kunder vil være interesseret i at lave energiforbedringer af deres bolig, hvis det sort på hvidt kan betale sig, fortsætter Kim Jensen. Det drejer sig om, at boligejerne bliver opmærksomme på, hvor det kan betale sig at investere i forbedringer, og hvordan de griber det an. Og i den sammenhæng er for eksempel tv-udsendelsen "Guld og Grønne Skove", som er aktuel i øjeblikket, med til at sætte fokus på åbenlyse energibesparelser, som både er miljørigtige og giver besparelser i den daglige økonomi. Problemet er så bare, at mange boligejere ikke lige har pengene stående på bankkontoen til alle de gode energiforbedringer, så her er det, at vores nye energilån kommer ind i billedet, for de 250 millioner kroner er netop beregnet på den type grønne investeringer. En boligejer kan låne op til 250.000 kroner, og investeres pengene i for eksempel efterisolering, nye vinduer eller nyt varmeanlæg, vil det ofte vise sig, at der er god økonomi i tingene. Samtidig kan den type forbedringer være med til at forbedre indeklimaet i boligen og på sigt være med til at hæve boligens pris, den dag den skal sælges.

Miljøberegneren giver et hurtigt forslag til energiforbedringer

Boligejere kan få et hurtigt billede af forbedringsmuligheder af boligen, ved at besøge vores hjemmeside www.spks.dk, hvor der på forsiden ligger et link til Miljøberegneren, som ud fra boligens adresse, giver et forslag til energiforbedringer, og hvor meget de koster. Efter at have dannet sig et indtryk af de mulige energibesparelser, vil det være fornuftigt at komme ind til os og få en konkret beregning på, hvordan investeringen bedst finansieres, så økonomien hænger sammen. Vi kan samtidig hjælpe med yderligere information om energiforbedringer, og hvem som kan rådgive om de forskellige typer af boligforbedringer, slutter Kim Jensen.

Emner


Økonomi