PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/25-000-virksomheder-bliver-screenet-i-2005-972

25.000 virksomheder bliver screenet i 2005

Pressemeddelelse januar 4, 2005 Natur

Arbejdstilsynet screener 25.000 virksomheder i det kommende år. Virksomheder, der ikke har orden på deres arbejdspladsvurdering og sikkerhedsorganisation, bliver udtaget til et grundigt tilsyn og risikerer at få rådgivningspåbud.



Den 1. januar 2005 starter første etape af Arbejdstilsynets screening af alle danske virksomheder. Første etape omfatter dels det offentlige område, som fx døgninstitutioner, hjemmepleje og sygehuse, dels jern- og metalområdet.  

Arbejdstilsynet regner med at screene godt 25.000 virksomheder i løbet af 2005. Hovedparten er virksomheder i de brancher, der har pligt til at være tilsluttet en bedriftssundhedstjeneste (BST), men der bliver også screeninger i andre brancher. Formålet med Arbejdstilsynets besøg er at finde ud af, om virksomhederne har et godt eller dårligt arbejdsmiljø.

Virksomheder med et dårligt arbejdsmiljø er virksomheder, der har rod i deres arbejdsmiljøarbejde eller væsentlige arbejdsmiljøproblemer. Begge dele er lige galt og vil føre til et grundigere tilsyn - et såkaldt tilpasset tilsyn. Derfor opfordrer Arbejdstilsynet til, at virksomhederne udarbejder den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV), og at virksomheder med mindst ti ansatte opretter en sikkerhedsorganisation.

Det er ærgerligt, hvis en virksomhed med et ellers godt arbejdsmiljø bliver udtaget til et ekstra tilsyn, fordi den ikke har lavet en APV.  Kravet om APV har imidlertid været gældende i flere år, og samtidig er APVen en metode, som en virksomhed kan bruge til at få styr på sit arbejdsmiljø.  

Arbejdstilsynet anslår, at en række små virksomheder med under fem ansat-te vil blive udtaget til et ekstra tilsyn, fordi de ikke har udarbejdet APV.  Også på mange af de mellemstore virksomheder er manglende APV et problem.

Arbejdstilsynet har derfor udarbejdet en række checklister til mere end 60 brancher, som virksomheder kan bruge, når de skal udarbejde APV. Checklisterne finder man på Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk, hvor der også er en oversigt over, hvornår de BST-pligtige brancher bliver screenet. Hjemmesiden indeholder også en test, som virksomhederne kan bruge for at vurdere, om de er i risiko for at få et rådgivningspåbud det vil sige, at virksomheden bliver pålagt at søge og betale for autoriseret rådgivning til at løse et eller flere arbejdsmiljøproblemer.  

Kontaktpersoner:
Vicedirektør Lis Gamborg, 39152329
Informationsmedarbejder Poul Bang Nielsen, 72208624




Kontakter


Emner


Natur