2 MIO. KR. ÅRLIGT TIL PROFESSIONSBACHELORER
Pressemeddelelse marts 14, 2012 UddannelseMed et nyt legat vil Nordea-fonden stimulere flere professionsbachelorer til studier i udlandet. Målet er at styrke de studerendes faglige profil, internationale netværk og horisont. Legatportioner er på 10.000- 30.000 kr., og ansøgningsfristen er 1. maj og 1. november.
Pædagoger, sygeplejersker, skolelærere og diplomingeniører er blandt de ca. 15.000 professionsbachelorstuderende, som nu kan få økonomisk hjælp til at gennemføre undervisning eller praktik af mindst tre måneders varighed i udlandet.
Et reelt behov for støtte
Som et forsøg øremærkede Nordea-fonden i 2011 en legatpulje på op til 1 mio. kr. til professionsbachelorstuderende, der vil på studieophold i udlandet. Fonden modtog over 1.000 relevante ansøgninger – dobbelt så mange som forventet. Derfor har fonden nu besluttet at fortsætte legatet og tilmed fordoble det uddelte beløb til 2 mio. kr.
Nordea-fonden uddeler desuden 5 mio. kr. årligt til kandidatstuderendes studieophold i udlandet.
”Vi hører fra de mange kandidatstuderende, at deres udlandsophold styrker deres faglige profil, giver dem et internationalt vidennetværk, et mere globalt udsyn og en masse personlig erfaring. Disse kvalifikationer er lige så aktuelle for professionsbachelorstuderende, og fonden vil også gerne understøtte, at flere professionsbachelorstuderende rejser ud i verden og tager en del af deres uddannelse der. Derfor er vi glade for, at vi nu også kan hjælpe flere professionbachelorstuderende på vej,” siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.
Danmark har brug for internationalt udsyn
Uddannelsesminister Morten Østergaard:
”Regeringen vil øge internationaliseringen på uddannelsesområdet. Min vision er, at alle danske studerende har et udlandsophold i forbindelse med deres videregående uddannelse og får et globalt udsyn og netværk samt viden om og respekt for andre kulturer, evne til at reflektere over egne kulturelle værdier og blandt andet forstå, hvordan disse kulturbundne værdier kan indvirke på praksis.
Om det er en pædagog, der vil have praktisk erfaring med faget på en institution i Grønland eller en sygeplejerske, der vil i praktik på et hospital i Thailand. Et økonomisk rygstød kan bidrage til at øge udbyttet af et udlandsophold ,” siger Morten Østergaard.
Online ansøgning med to årlige frister
Ansøgningsfristen for legatet er 1. maj og 1. november. Ansøgning via www.nordeafonden.dk, hvor kriterier for ansøgningen også fremgår.
FotoTrine Matthiesen (nr. 2 tv.) læser til engelsklærer på Professionshøjskolen UCC/N. Zahles Lærerseminarium. I 2011 modtog hun Nordea-fondens nye legat til et studieophold ved San Diego State University. Trines rejsebrev kan læses på fondens hjemmeside.
Kontakter
Emner
Uddannelse