PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/2-garvede-rejsearrang%C3%B8rer-bag-nyt-charterrejsebureau-8382

2 garvede rejsearrangører bag nyt charterrejsebureau

Pressemeddelelse november 11, 2009 Livsstil

Tilsammen 37 års erfaring fra den danske rejsebranche, er ballasten for Bjarke Hansen og Henrik Søndergaard, som nu går sammen om at starte et helt nyt charterrejsebureau herhjemme

Primo Tours pressemeddelelse

CHARTERREJSEN LÆNGE LEVE

Primo Tours er den nye charterarrangør, som vil fokusere på den gode, velkendte charterrejse. Gæsten skal igen føle sig i centrum og få charterservice – naturligvis tilpasset år 2010 med alt, hvad det indebærer. Primo Tours har gennemtænkte ferieoplevelser parat, når gæsten kommer på ferie. Danskerne er meget berejste og erfarne, og de vil have konkrete bud på ferieoplevelser - enten på egen hånd eller sammen med en moderne rejseleder. ”Danskerne vil gerne benytte rejseleder-service, hvis kvaliteten og indholdet er i orden”, fremhæver direktør Henrik Søndergaard.

37 ÅRS ERFARING I BAGGAGEN

Bjarke Hansen, tidligere direktør og medejer af Højmark Rejser, Ringkøbing og Henrik Søndergaard, stifter, tidligere direktør og medejer af Bravo Tours, Herning har sammen startet et nyt charterbureau, Primo Tours med domicil i hjertet af Ringkøbing.

Med 37 års erfaring fra den danske rejsebranche, er det blevet tid til at starte et nyt rejsebureau for rejselystne danskere, som værdsætter den klassiske charterrejse med direkte flyvninger, danske rejseledere og velkendte, populære rejsemål på programmet. Charterrejsen er et fantastisk koncept, hvor direkte flyvninger og transport mellem lufthavnen og hotellet, gør dette til den optimale rejsemåde. Man bruger ikke tiden med praktiske overvejelser og har dermed mere ferietid sammen.

”Med en lille organisation, Danmarks mest brugervenlige hjemmeside og masser af erfaring kan vi producere bedre og billigere charterrejser end de store arrangører” siger adm. direktør Bjarke Hansen. ”Samtidig forventer vi at sælge mere end 50 % af vores rejser på nettet, hvilket gør os absolut konkurrencedygtige og lidt billigere end vores kollegaer i branchen. På hjemmesiden kan man med få klik, danne sig et overblik over de mange rejsemuligheder og nemt bestille og betale sin rejse” fortsætter Bjarke Hansen.

”Finanskrisen har betydet at vi, med vores mangeårige udenlandske kontakter, har fået mulighed for at købe eftertragtede hoteller til attraktive priser – så danskerne ikke behøver at betale overpriser, som hos de etablerede charterbureauer” oplyser Henrik Søndergaard.

Primo Tours satser i første omgang på Billund, som udgangspunkt for rejsemålene i sommeren 2010. De første flyvninger starter fra Billund Lufthavn i maj måned.

PrimoTours Sommerkatalog 2010 og tilhørende hjemmeside vil være i luften fra den 26. december 2009.

PERSONERNE BAG

Bjarke Hansen, 33 år, gennem mange år samboende med Malene, 2 børn.Fra skiguide til direktør og medejer af Højmark Rejser. Mobil 2176 4438; [email protected]

Henrik Søndergaard, 45 år, gift med Karina, 2 børn,Stifter og tidligere indehaver af Bravo Tours. Mobil 4035 8025; [email protected]

Primo januar 2010 vil der blive indkaldt til pressemøde i Ringkøbing. 

Kontakter


Emner


Livsstil