PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/14-nye-skoleidr%C3%A6tskommuner-p%C3%A5-landkortet-27427

14 nye skoleidrætskommuner på landkortet

Pressemeddelelse april 19, 2023 Bevægelse i skolen Bevægelse Bevægelseskultur Idræt og bevægelse Idræt Skole Folkeskolen

Dansk Skoleidræts kortlægning af kommunernes arbejde med idræt og bevægelse i skolen viser, at flere opprioriterer området. 14 kommuner skiller sig særlig positivt ud som ”Skoleidrætskommune 2023”.

Aktivt frikvarter
Aktivt frikvarter med Legepatruljen, hvor store elever sætter gang i sjove aktiviteter for små elever. Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt

Flere kommuner gør en ekstra indsats inden for idræt og bevægelse i skolen. Det viser Dansk Skoleidræts kortlægning af skoleidrætskommuner 2023. Hvor der sidste år blev udnævnt 8 skoleidrætskommuner, hedder tallet i år 14 af slagsen. De er godt spredt ud i hele landet: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg.

32 kommuner har deltaget i kortlægningen, der i 2023 afvikles for anden gang.

- Vi er i dialog med næsten alle landets kommuner, og vi hører, at en del er så pressede, at de ikke kan afsætte ressourcer til at svare på kortlægningen. Det er naturligvis ærgerligt, men når det er sagt, er der mange kommuner på listen i år, som ikke var med i fjor. Vi er samlet oppe på deltagelse af 51 kommuner i de første to år med kortlægningen, så det er glædeligt, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.

- Vi ønsker de 14 ”Skoleidrætskommuner 2023” tillykke med titlen. Fremgangen fra sidste år er et tegn på, at flere kommuner tager nye initiativer til at skabe en varieret skoledag, hvor idræt og bevægelse er et centralt element for elevernes læring og trivsel. Og det er i virkeligheden hele målet med kortlægningen, siger Finn Kristensen.

Et dialogværktøj til kommunerne
Kortlægningen sætter spot på en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den fx en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet.

Kortlægningen indeholder spørgsmål inden for otte kategorier. Svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dokumenterer i undersøgelsen. På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med én af tre grønne nuancer, hvor den mørkegrønne udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”.

- Det er vigtigt at understrege, at kommunerne ikke skal se kortlægningen som en konkurrence, men derimod som et dialogværktøj i arbejdet med at sikre og prioritere rammer og vilkår for idræt og bevægelse på deres skoler. Både internt mellem skole og forvaltning, men også eksternt i forhold til at indhente sparring på områder, hvor man ikke scorer højt. Det handler om at fokusere sin indsats og se på, hvor man kan blive bedre, siger Inge Dinis Jensen, formand for Dansk Skoleidræts Kreds- og kommuneudvalg.

- Kommunerne er meget forskellige. Nogle har brug for at igangsætte en strukturel indsats for arbejdet med at fremme en decideret bevægelseskultur på deres skoler, mens andre mere har behov for tilbud om deltagelse i aktiviteter og oplevelser med fokus på bevægelsesglæde og fællesskaber, uddyber hun.

Kortlægningen viser også, at 12 kommuner kommer ind i den mellemgrønne kategori, hvilket indikerer, at man mange steder er rigtig godt på vej og kandiderer til at blive skoleidrætskommune næste gang.

---

Fakta om Skoleidrætskommune 2023

- Dansk Skoleidræt lancerer for anden gang en kortlægning af landets kommuner inden for idræt og bevægelse i skolen.

- Kommunerne modtog i januar en undersøgelse med spørgsmål inden for otte kategorier på området.

- 32 kommuner har svaret, og ud fra svarene er de blevet indplaceret på et danmarkskort med en farve – mørkegrøn, mellemgrøn og lysegrøn - hvor den mørkegrønne er den højeste, som udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”, hvilket 14 kommuner har opnået: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg.

- Læs mere på www.skoleidraet.dk/sik - her er der mulighed for at dykke ned i landkortet, og hvordan de enkelte kommuner har svaret inden for de forskellige kategorier i kortlægningen.

---

Fakta om Dansk Skoleidræt

- Dansk Skoleidræt er en landsdækkende, non-profit idrætsorganisation, der arbejder for at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag.

- Dansk Skoleidræt er som den eneste organisation i Danmark stærkt forankret i både skoleverdenen og idrætsverdenen. Gennem 15 kredsforeninger, der alle drives af aktive idrætslærere, forgrener organisationen sig helt ud på lærerværelserne, på boldbanen og i idrætshallen - og bringer skoleidrætten ud i alle dele af landet.

- Hvor landssekretariatet i Nyborg bl.a. udvikler inspirationsmaterialer og kurser til skolernes arbejde med idrætsfaget og med bevægelse i undervisningen, sørger kredsforeningerne for at arrangere stævner, turneringer, træf og andre arrangementer, skolerne lokalt kan deltage i.

Kontakter


Finn Kristensen

Formand
Dansk Skoleidræt
fk@sk************ Vis...
40245*** Vis...

Inge Dinis

Formand for Dansk Skoleidræts Kreds- og kommuneudvalg
Dansk Skoleidræt
id@sk************ Vis...
6013**** Vis...

Niels Henrik Sørensen

Kommunikationskonsulent
Dansk Skoleidræt
nhs@s************* Vis...
29732*** Vis...

Emner


Bevægelse i skolen Bevægelse Bevægelseskultur Idræt og bevægelse Idræt Skole Folkeskolen


Bevægelsesaktivitet i skolen Foto Johnny Wichmann Dansk Skoleidræt
Hent | 13,91 MB | 3430 x 5145 | .jpg

Aktivt frikvarter
Aktivt frikvarter med Legepatruljen, hvor store elever sætter gang i sjove aktiviteter for små elever. Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt
Hent | 7,56 MB | 3418 x 6000 | .jpg

Zip og hent alle filer