10-årsplan: Mere et spinkelt håb for personalet end dem, det handler om: Patienterne

I Landsforeningen Af Psykiatribrugere (LAP) har vi siden 2019 ventet i spænding på en 10-årsplan for psykiatrien. Spændingen er nu udløst, da der for nylig en landede en bred politisk aftale. Resultatet har langt fra indfriet alle de håb og ønsker LAP har peget på i processen, men der er små lyspunkter.

I LAP er vi positive overfor, at der er et 10-årigt sigte, og at der med begrebet ”Mental sundhed” er slået fast, at målene rækker videre end selve psykiatrien.

Aftalen vil styrke indsatsen for mennesker med svære psykiske lidelser, nedbringe tvang og overdødelighed blandt psykiatribrugere. Det har altid været tre af LAP’s mærkesager, som vi er tilfredse med er blevet hørt.

Vi er også enige i, at der er alt for mange børn og unge som mistrives. Derfor har vi tidligere foreslået, at der i folkeskolen skal være fokus på trivsel samt stress- og konflikthåndtering. Formålet er at forebygge mistrivsel i stedet for at vente til børn og unge er blevet patienter i psykiatrien.

Generelt er aftalens logik desværre, at pengene skal bruges på mere personale og flere forskningsstillinger i stedet for dem det reelt handler om, nemlig psykiatribrugerne og hver tredje dansker der på et tidspunkt i livet har brug for psykiatrien. Psykisk lidelse er en folkesygdom som ikke kureres, uanset hvor mange sengepladser vi stiller til rådighed.

Det er til gengæld positivt, at aftalen åbner op for mere tværfaglighed i personalet, men medarbejdere med bruger-erfaring er fuldstændig glemt i aftalen. Det tegner igen et billede af, at psykiatrien ikke kan - eller vil - tænke udover over klichéen om at lægerne og sygeplejerskerne i deres hvide kitler er dem, der giver patienterne håb om recovery. Og det kunne ikke være mere misvisende. Mange psykiatribruger bliver ikke mødt i øjenhøjde med ret til selvbestemmelse.

I LAP forholder vi os kritiske overfor finansieringen af 10-årsplanen, som kun rækker til en fire-årig periode. Fordelingen af midler kommer ikke psykiatribrugerne direkte til gode. Der er heller ikke afsat tilstrækkelige midler til, at kommunerne kan løfte deres del af opgaverne, bl.a. sammenhængende indsatser mellem region og kommuner.

At bruge nikotinafgifter til en del af finansieringen er uretfærdigt, for mange psykiatribrugerne er rygere da rygning har en beroligende virkning på sindet. De høje afgifter rammer de laveste indkomstgrupper hårdest, og fattigdom, afhængighed og psykisk lidelse på samme tid er med til at skabe et Underdanmark, hvor psykiatribrugere er taberne.

Der mangler beregninger af hvad en patient koster samfundet årligt og hvad prisen estimeres til i 2026. Antallet af patienter er stigende og det forringer behandlingen for de patienter, som allerede er i psykiatrien. Nye patienter skal udredes og følges nøje i deres første behandlingsforløb og det trækker på det højt specialiserede personale, -  på bekostning af de psykiatribrugere, der har været i systemet i længere tid.

Vi kunne ønske os, at psykiatriaftalen i højere grad inddrog og belønnede civilsamfundet og organisationerne på området, da mange henvises til at bruge vore tilbud fremfor de regionale - og kommunale tilbud.

Selvom Danmark nu har en 10-årsplan, kan vi ikke læne os tilbage. Der skal fortsat kæmpes og knokles på at omsætte ord til handling. I LAP er vi klar, og vi forventer at psykiatribrugerne inviteres med til bordet når et bredt sammensat råd i Sundhedsstyrelsen nedsættes -  og der her lyttes til vort motto i LAP: ”Intet om os – uden os”.

Emner