10 år med De Digitale Dage
Pressemeddelelse marts 26, 2019 De digitale dage Digitalt eksperimentarium UCN Aalborg universitet Euc nord Grundejernes Investeringsfond Dansk byggeri Frandsen&Søndergaard Søren Nissen Himmerland Boligforening Det digitale byggeriAalborg Universitet, Professionshøjskolen UCN og EUC Nord blænder med Grundejernes Investeringsfond som ny hovedsponsor op for jubilæum med årtiets største digitale eksperimentarium, hvor 150 studerende fra 7 uddannelser sammen med en bred kreds af virksomheder over tre dage fra den 3. til den 5. april sætter innovationen på prøve med digital projektering af et etagebyggeri til Himmerland Boligforening
- Interessen for at være med i første parket er de sidste par år eksploderet, og vi er stolte over i ti-året for de første Digitale Dage at sætte nye rekorder, både med en ny hovedsponsor og når det gælder projekt, antallet af deltagende virksomheder og antallet af studerende.
Det er Søren Nissen, lektor ved konstruktøruddannelsen på Professionshøjskolen UCN, der gør klar til at sætte storsejl på ti-års-jubilæet for De Digitale Dage - landets største digitale eksperimentarium, der som pioner med videndeling i et tværfagligt afsæt har stået forrest i udvikling og udbredelse af Det Digitale Byggeri.
- Det har været en fantastisk udviklingsrejse, der startede med digital projektering i en lineær proces fra led til led i byggeriets traditionelle fødekæde, fortsatte i cirkulær projektering med BIM-koordinatoren som det centrale, koordinerende led, og fungerer i dag som et fletværk af et bredt udsnit af uddannelser, som sammen med virksomheder spiller på kryds og tværs i tværfaglige, innovative cirkler
- I dag kan man konstatere, at De Digitale Dage ikke bare fulgt udviklingen i verden derude. Vi har været en central del af udviklingen og har som spydspids med plads til at eksperimentere og fejle været med til at skabe den.
- Det gælder blandt andet i forbindelse med afprøvning og udvikling af nyt digitalt programmel, test og implementering af byggeriets nye standarder og certificeringsordninger, etablering og udvikling af rollen som BIM-koordinator, samt udvikling, udnyttelse og udbredelse af 3D-briller som et aktivt arbejdsredskab i projekteringsprocessen.
- Og vi fortsætter rejsen ind i fremtiden. Således følger vi i ti-årets digitale eksperimentarium op på sidste års indledende step ind i Build 4.0, understreger Søren Nissen og tilføjer, at De Digitale Dage derudover - med konsekvent fokus på videndeling og tværfagligt samarbejde - har sat skarpe spor som rollemodel for helt nye projektorienterede undervisningsformer.
Bar-grunds-projekt
Søren Nissen fortæller videre, at de konkrete rammer for årets digitale projekt – et projekt, som de studerende skal projektere over tre hektiske dage - er sat af Himmerlands Boligforening, der har budt ind med et etagebyggeri, der tænkes opført på bar grund.
- Opgaven lyder på udvikling af design samt projektering af en ny, etageejendom, der skal bygges op fra grunden med parkeringskælder, erhvervsvirksomheder i stueetagen og boliger på de efterfølgende etager.
- Hvor mange etager byggeriet skal bestå af, er op til de studerende, men det er et krav fra bygherren, at der arbejdes med optimerede processer både i relation til bygbarhed, materialer og bæredygtighed samt økonomi- og styring, så vi spænder buen helt ud. Der bliver travlhed omkring computerbordene, og de tværfaglige grupper får helt sikkert brug for at konsultere de professionelle mentorer fra de deltagende virksomheder for at nå i mål, fastslår Søren Nissen.
Virksomheds-rekord
Søren Nissen glæder sig i den forbindelse, over en massiv opbakning og interesse fra både små og store virksomheder, der dækker alle hjørner af byggeriet.
- Vi har gennem flere år blandt andet kunnet glæde os over at have ingeniørfirmaet Frandsen & Søndergaard og Dansk Byggeri med i koordinationsgruppen, ligesom vi selvfølgelig har glædet os over, at gruppen af virksomheder, der ønsker at bidrage til De Digitale Dage som de studerendes medspillere, år for år er vokset.
- Men vi har svært ved at få armene ned over, at vi her i jubilæumsåret kan byde velkommen til Grundejernes Investeringsfond som ny, stor sponsor og hele 16 virksomheder som aktive deltagere ved computerbordene.
- Det ser vi som tegn på, at vi med De Digitale Dage har formået at åbne en helt ny dør til fremtidens byggeuddannelser, hvor virksomheder, uddannelser og et bredt udsnit af studerende går sammen om i et åbent, tværfagligt læringsmiljø at styrke kompetencer og udvikling gennem videndeling og ligeværdigt samarbejde.
- Dermed baner vi vejen for at skabe betydelige synergier, der dels styrker byggeriets virksomheder i deres udvikling, dels skaber en direkte og personlig kobling mellem de studerende og deres fremtidige arbejdspladser, og dels sikrer de unge den nødvendige praktiske og teoretiske ballast til at gribe udfordringen fra stadig mere komplicerede byggeprocesser, slutter Søren Nissen.
Rammetekst:
De Digitale Dage, der blev startet på initiativ af Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet og EUC Nord i 2009 som et fast årligt arrangement, hvor studerende i et tværfagligt miljø over tre dage gennemfører digital projektering af et konkret byggeprojekt, løber i år af stablen i dagene fra den 3. april til den 5. april.
Arrangementet, der organiseres af en styregruppe med deltagelse af Dansk Byggeri, Frandsen & Søndergaard, Aalborg Universitet, Professionshøjskolen UCN og EUC Nord, står med Grundejernes Investeringsfond som ny hovedsponsor stærkere end nogensinde – en position, der understreges med årets deltagelse af Cowi, Sweco, HP Byg, C.F. Møller, Færch og Co., MT Højgaard, Dansk Boligbyg, Bjerg Arkitektur, AK83 Arkitekter, Arkitektfirmaet Nord, Richardt Thomsen, Arkitektfirmaet Hovaldt, Hustømrerne, Brix & Kamp, Focus Moduler og Viborg Ingeniørerne, der alle fungerer som mentorer og facilitatorer for de studerende.
Kontakter
Søren Bülov Nissen
projektlederUCN Teknologi
✉ sbn@u***** Vis...
☎ 72691*** Vis...
http://www.ucn.dk
Emner
De digitale dage Digitalt eksperimentarium UCN Aalborg universitet Euc nord Grundejernes Investeringsfond Dansk byggeri Frandsen&Søndergaard Søren Nissen Himmerland Boligforening Det digitale byggeri