PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/%C3%B8ger-tilskud-af-kalk-og-d-vitamin-risikoen-for-blodpropper-i-hjertet-11972

ØGER TILSKUD AF KALK OG D-VITAMIN RISIKOEN FOR BLODPROPPER I HJERTET?

Pressemeddelelse maj 19, 2011 Medicinal

Risikoen er lille og det er usikkert om den stiger eller falder ved kalk og D-vitamintilskud

I en ny artikel i det anerkendte britiske tidsskrift British Medical Journal rejser en forskergruppe fra New Zealand tvivl om sikkerheden ved tilskud af kalk, selv når det tages sammen med D-vitamin. Resultatet kommer fra en ny analyse gruppen har udført på baggrund af data fra det amerikanske Women’s Health Initiative studium. 

WHI gruppens  analyse af resultaterne konkluderede at der ikke var øget risiko for blodpropper hos forsøgspersoner der fik behandling med kalk og D-vitamin og scanninger af hjertekarrene tydede ikke på at der opstod forkalkninger.

Den New Zealandske forskergruppe er uenig i denne udlægning af resultaterne og har set på data på en ny måde. I den nye analyse ser man udelukkende på personer som ikke på forhånd tog kalk og D-vitamintilskud, og i denne gruppe finder man en lille øgning (på 16%) i risikoen for blodprop og/eller behov for ballonudvidelse af hjertets kranspulsårer, efter kalk og D-vitamintilskud.  Blandt personer som begyndte med kalk og D-vitamintilskud fik 2½ procent blodprop i hjertet, mens det samme gjorde sig gældende for 2 procent af de som ikke fik tilskuddet. 

Der var ingen forskel i risikoen for død i de to grupper. Samtidig fandt man, blandt de personer som allerede inden undersøgelsens start tog tilskud af kalk og D-vitamin, at dødeligheden var lavere hos de som fik det ekstra tilskud af kalk og D-vitamin.

Problemet med den New Zealandske analyse er at man ved at se bort fra personer som allerede tog kalk og D-vitamintilskud bryder med lodtrækningsprincippet. Det er så ikke længere muligt at gå ud fra at de to grupper der sammenlignes faktisk er sammenlignelige i andre forhold som kan påvirke risikoen for blodpropper i hjertet.  Nye resultater fra den danske Randers-undersøgelse præsenteret af afdelingslæge dr.med. Lars Rejnmark, Århus Sygehus, på ECTS kongressen i Athen i denne måned finder ligefrem en nedsat risiko for hjertesygdom og hjertedød når man giver tilskud af kalk og D-vitamin til ældre danskere.

Den internationale forskerverden er derfor delt i spørgsmålet, men enige om at man selvfølgelig ikke skal tage kalk og D-vitamintilskud med mindre der er en fornuftig grund til det.  Der kan f.eks være tale om at man er i behandling for knogleskørhed og har brug for et større indtag af kalk og D-vitamin end hvad den danske kost i almindelighed indeholder, eller der kan være tale om at man ikke tåler eller synes om mejeriprodukter.    Samlet set er det stærkt usikkert om kalk og D-vitamin øger risikoen for blodpropper i hjertet og hvis det er tilfældet er der tale om en ganske lille forskel, som overskygges af den forbedrede overlevelse.

Mens vi venter på en nærmere afklaring af disse spørgsmål, anbefales at indtagelsen af evt. kalktilskud hos raske justeres ud fra indtagelse af calcium i kosten, således at voksne stiler efter et samlet kalkindtag på 1000-1200 mg om dagen. Patienter der får osteoporosemedicin eller lider af f.eks marv eller tarmlidelser bør indtil videre fortsætte med den mængde kalk og D-vitamintilskud der er ordineret af lægen.

Emner


Medicinal