PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/%C3%A9n-af-fem-vil-s%C3%A6tte-f%C3%B8rste-banerekord-4121

Én af fem vil sætte første banerekord

Pressemeddelelse juni 25, 2007 Livsstil

To professionelle og tre eliteamatører spiller med i åbningsmatchen på DanParcs Løgstør

Danparcs roenbjerg golf 2
Søndag den 1. juli lyder startskuddet til åbningen af den nye 9 hullers golfbane på DanParcs Løgstør. Banen er tegnet af den professionelle golftræner Morten Thuen, og det er lykkedes ham at designe en række spændende og udfordrende huller på et åbent, bølgende areal umiddelbart syd for feriehusene - med panoramaudsigter over Limfjorden til Vitskøl Kloster og Fur fra de højeste punkter.

Blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens vande, og ikke mindst vestenvinden - fra fjordsiden - vil gøre banen til en test for både spillere med DGU-kort og for Play & Play-spillere, selvom de to kategorier skal spille hullerne fra forskellige teesteder og med forskellige længder. Pay & Play-spillere starter således på fremskudte teesteder (med sorte markeringer), mens DGU-damer og -herrer, som normalt, spiller fra henholdsvis røde og gule teemarkeringe. Dét betyder, at herrebanen måler 2828 meter, damebanen 2473 meter og Pay & Play-banen 1684 meter. Par - idealscoren - er den samme for alle tre banelængder, 35, som udgøres af otte par 4-huller og ét par 3-hul.

Det sværeste hul vil, fra alle tre banelængder, være 4. hul, par 4, hvor en del af fairway løber mellem to søer. Også 6. hul, der knækker 90 graders rundt om en sø, vil formentlig kræve sine ofre/bolde. Yderligere fire huller har én sø i spil, så en runde i DanParcs Løgstør bliver både en kamp mod vind og vand.
Alle, med eller uden kendskab til golf, kan spille DanParcs Løgstør-banen - boende gæster i aktivitets- og feriecenteret dog til rabatpris i forhold til ikke-boende spillere.

Åbningsdagen starter med en golfmatch for inviterede gæster, heriblandt to professionelle spillere og tre amatørelitespillere. Først og fremmest bliver det spændende at følge talentfulde Brian Akstrup, som til daglig spiller på Challenge Tour. Han er vokset op med golf i sine forældres baghave, der ligger i Råsted umiddelbart bag 5. green i Holstebro Golfklub. Det forventes, at han i løbet af nogle få år kvalificerer sig til European Tour.

Både Brian Akstrup, Morten Thuen, og de tre eliteamatører, Martin Michno og Kasper Brun, begge Brønderslev, samt Joakim Christensen, Hjørring, spiller fra scratch (handicap 0), så én af disse fem sætter med garanti den første banerekord på åbningsdagen.

Efter matchen er der officiel åbning med faldskærmsudspring. Blandt udspringerne vil være teknisk medarbejder på DanParcs, Keld Betzer. Han afleverer en gylden golfbold til borgmester Jens Lauritzen, som derefter slår det første slag med denne bold og erklærer banen for åben. Resten af dagen - indtil kl. 17 - vil der kunne spilles gratis golf, ligesom der vil være gratis adgang til badeland og til legelandet Mombassa.

Emner


Livsstil