PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/%C3%A5rhundreders-klassikere-10570

Århundreders klassikere

Pressemeddelelse juli 13, 2010 Mad & Vin

I 2010 er det 150 år siden, Campari kom til verden i Milano. Den røde eliksir blev hurtigt en eftertragtet drik og kendetegnet for italiensk nydelse og livsstil – også uden for Italien. Mange af de klassiske drinks og cocktails vi nyder i dag, er rent faktisk komponeret for mere end et århundrede siden, men fremtidens klassikere skabes løbende, og en af de mest populære, Italian Mojito, tegner allerede nu til at gå over i historien.

Milanos indflydelse på drinks- og cocktailkulturen er legendarisk. Milano er kendt som ’Aperitiffens vugge’ – ikke mindst takket være Campari, som netop stammer fra Milano. Campari blev oprindeligt skabt som en aperitif til vækkelse af sanserne forud for et måltid, men milaneserne tog hurtigt nyheden til sig, og i dag nydes Campari – ren eller i cocktails - både før, under og efter måltiderne, når milaneserne mødes ude i byen. Campari hører med sin nuancerede smag og forførende røde farve til de mest populære aperitiffer gennem tiderne, og de uendelige variationsmuligheder gør den til et yndet indslag på barer, restauranter og caféer - i Milano såvel som i andre storbyer over hele verden.

Campari blev udviklet i af den italienske ’master of liquors’, Gaspare Campari, i 1860. Gaspare Campari ejede caféen ’Caffé Campari’ i hjertet af Milano, og folk strømmede snart til for at nyde den karakteristiske drik. Campari blev hurtigt udbredt til store dele af verden, hvor bartendere lige siden har haft blik for den rubinrøde drik, der med sine toner af appelsinskal, urter og sødme udgør en perfekt basis i drinks og cocktails. Nogle af de mest populære holder den dag i dag og har deres helt egen historie:

Campari Orange

En af de mest kendte long drinks i verden er Campari Orange - en forfriskende og enkel drink bestående af Campari og appelsinjuice. Drinken kaldes også for en ’Garibaldi’ som en hyldest til folkehelten Giuseppe Garibaldi, som under den italienske uafhængighedskrig i 1860 ankom til Sicilien med sine soldater, der alle bar et rødt tørklæde. Garibaldis indsats førte til grundlæggelsen af Kongeriget Italien. Juicen i en Garibaldi symboliserer appelsinerne fra Sicilien og Campari soldaternes røde tørklæder!

Campari Orange:

1 del Campari

3-4 dele appelsinjuice (gerne friskpresset)

Isterninger

Hæld Campari i et højt glas med is. Fyld op med juice. Pynt med en appelsinskive og nyd med det samme.

Har man lyst til variation, smager Campari også forførende frisk sammen med blodappelsin- eller grapefrugtjuice.  

Americano

Americano er navnet på en af de allerførste Campari-cocktails, og den er udviklet i Milano af selveste Gaspare Campari. Denne enkle drink, der består af Campari, rød vermouth og soda, stammer fra 1860-erne og gik oprindeligt under navnet en ’Milano-Torino’, der henviste direkte til ingrediensernes oprindelse: Campari fra Milano, vermouth fra Torino.  I løbet af 1920’erne – under spiritusforbuddet i USA – tog tilrejsende amerikanerne i stigende grad denne cocktail til sig, og den fik i stedet navnet Americano efter de amerikanske turister.  

Americano:

1 del Campari

1 del rød vermouth

Soda (danskvand)

Isterninger

Fyld et lavt glas med is. Tilsæt Campari og vermouth og rør rundt. Fyld op med soda og pynt med en appelsinskive.  

Negroni

En Negroni er en variation over Americano’en og siges at være udviklet i den tidligere Caffé Casoni i Firenze i 1919. Det var caféens stamgæst, grev Camillo Negroni, der fik ideen til at ‘styrke’ sin Americano ved at erstatte soda med gin. På det tidspunkt havde Camillo Negroni næppe drømt om, at cocktail-nydere verden over ville tage denne særlige variant til sig. En klassiker var født.

Negroni:

2 dele Campari

2 dele rød vermouth

1 del gin

Isterninger

Fyld et lavt glas med is, tilsæt ingredienserne og server straks. Pynt eventuelt med en appelsinskive.

Italian Mojito

Den nyeste, eksotiske Campari-cocktail, Italian Mojito, serveres allerede på trendy cafeer og restauranter i flere metropoler og tegner til at blive en af fremtidens store klassikere.  Til en Italian Mojito bruges Campari i stedet for rom som i den klassiske cubanske Mojito. Hermed opstår et uimodståeligt mix af italiensk forførelse og cubansk temperament. En oplagt cocktail til lune sommeraftener og festlige lejligheder. Italian Mojito kaldes også Campari Mojito.

Italian Mojito:

4 cl Campari

1-2 spsk. rørsukker

½ lime – delt i 4 både

8-12 friske mynteblade

2 cl. danskvand

Knust is

Lime, mynte og sukker mortes let i et højt glas. Fyld glasset med knust is og hæld 4 cl Campari i. Top op med lidt danskvand. Vend godt rundt og pynt med lime og mynteblade. Sæt et sugerør i og servér.

Tip til variation: Prøv at lave din Italian Mojito med appelsinjuice i stedet for danskvand.

Campari – the Italian way

Helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet har Campari præget italienernes hverdag. Italienerne nyder gerne deres Campari med lidt soda eller ‘ren’ med is som en aperitif, men igennem årene har traditionen udviklet sig til ofte at omfatte snacks eller små måltider med udsøgte italienske specialiteter som fx oliven, lufttørret skinke, italienske pølser eller måske en tallerken pasta eller risotto, så ’aperitiffen’ ender med at strække sig over hele aftenen…

Emner


Mad & Vin