PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/%C3%A5bning-af-verdens-st%C3%B8rste-idr%C3%A6tsst%C3%A6vne-for-socialt-udsatte-25783

Åbning af verdens største idrætsstævne for socialt udsatte

Pressemeddelelse juli 9, 2019 Landsforeningen af VæreSteder Udsatte legene Socialt udsatte Ferie Camp Udsattelandsholdet

I aften åbner Udsatte Legene eller bare UL med over 1700 socialt udsatte idrætsdeltagere, som skal dyste i 16 idrætsgrene over 4 dage. UL blev første gang afholdt i 2009 og dermed kan det største idrætsstævne for socialt udsatte herhjemme og internationalt fejre 10-års jubilæum i år.

Idræt rummer helt særlige muligheder for personlig udvikling – ikke blot fysisk, men også menneskeligt og socialt. Det gælder alle mennesker, og det gælder især socialt udsatte mennesker.

For socialt udsatte mennesker udgør idræt et enestående frirum og et udviklingsrum, hvor samvær og fællesskab giver et tiltrængt pusterum fra dagligdagens ofte hårde og stressende liv.

Som Allan Andersen, Hus Forbi sælger formulerer det: ”Fodbold og sport har altid betydet meget for mig. Det giver indhold og fællesskab, som kan udfylde tomrummet efter et liv med stoffer og alkohol.”

Samme positive holdning til idræt går igen i en nylig offentliggjort holdningsundersøgelse blandt socialt udsatte udarbejdet af Landsforeningen af VæreSteder. To tredjedele af de adspurgte beskriver idræt som ”meget afgørende” for deres generelle trivsel, og næsten tre ud af fire oplever, at idræt giver dem ”overskud til at tage ansvar for deres eget liv”. Det er især det sociale samvær og fællesskabet med ligesindede, der fremhæves af socialt udsatte.

Derfor har idræt været et afgørende socialtfagligt redskab i Landsforeningen af VæreSteders arbejde gennem mange år. Udsatte Legene er flagskibet i dette arbejde og i år er legene større end nogensinde.

I aften går 1700 socialt udsatte indmarch på Langvang Stadion med bannere fra deres værested og med udsigt til fire dage med idræt, socialt samvær og fællesskab. Efter indmarchen spiller Udsattelandsholdet åbningsfodboldkamp mod et All Star-hold fra Randers, og så er vi i gang. Der skal dystes om pokaler og medaljer i høvdingebold, atletik, stigegolf, bueskydning, dart, krolf, fodbold, petanque, black volley og meget, meget mere.

”Udsatte Legene er enormt vigtige for værestederne og udsatte. Mange får mod på at fortsætte med idræt på værestederne, når de kommer hjem. Udsatte Legene giver også noget stort at træne op til, og deltagerne kan møde ligesindede fra resten af Danmark, som de kan dyste imod på præmisser, der passer dem.” Udtaler Nico Hansen, idrætskonsulent i Landsforeningen af VæreSteder og drivende kraft i landsforeningens idrætsprogram ”sport for LIVET”.

Om Landsforeningen af VæreSteder og ”sport for LIVET”

Landsforeningen af VæreSteder blev grundlagt i 1998 og har i dag 130 væresteder og 70 idrætssociale foreninger som medlemmer og derigennem kontakt til mere end 23.000 socialt udsatte mennesker.

I 2006 etablerede Landsforeningen af VæreSteder idrætsprogrammet ”sport for LIVET”.

I dag er ”sport for LIVET” det mest omfattende idrætstilbud til socialt udsatte herhjemme såvel som internationalt. Hvert år afholder ”sport for LIVET” over 60 idrætsarrangementer i hele landet med deltagelse af mere end 6.000 socialt udsatte. Dertil kommer uddannelse af holdledere og afvikling af det landsdækkende idrætsstævne Udsatte Legene.

Se mere på www.vaeresteder.dk

Ferie Camp og UL er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond, Kulturministeriet og Randers Kommune.

Landsforeningen af VæreSteder har siden 1998 arbejdet for at styrke værestedernes rolle i den sociale indsats. Foreningen har godt 130 væresteder og 70 idrætssociale foreninger som medlemmer fordelt i hele landet og derigennem kontakt til over 23.000 udsatte borgere. Landsforeningen af VæreSteder driver bl.a. ”sport for LIVET”, der er det mest omfattende idrætstilbud herhjemme såvel som internationalt til socialt udsatte.

Kontakter


Cliff Kaltoft

Sekretariatschef
Landsforeningen af VæreSteder
cliff******** Vis...
2147**** Vis...

Emner


Landsforeningen af VæreSteder Udsatte legene Socialt udsatte Ferie Camp Udsattelandsholdet