PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/herning2020/pressreleases/sidste-chance-for-medieakkreditering-til-vm-i-ridesport-den-30-juni-27131

Sidste chance for medieakkreditering til VM i Ridesport den 30. juni

Pressemeddelelse juni 22, 2022 Herning2022 Akkreditering

Det er det internationale rideforbund, FEI, som skal godkende alle akkrediterede ved VM i Ridesport i Herning fra den 6. – 14. august, også når konkurrencerne er i gang. Derfor kan der påregnes en del ventetid for at komme gennem akkrediteringen, hvis man ikke er akkrediteret på forhånd.

Venuemap V6

Danmark er for første gang vært for VM i ridesport. Det er MCH Messecenter Herning som lægger faciliteter til det 4-dobbelte verdensmesterskab i springning, dressur, paradressur og voltigering, mens de sidste tre VM-discipliner under det internationale rideforbund afvikles i Italien og Ungarn.

Der er ventet omkring 200.000 tilskuere over de 10 dage med VM-konkurrencer fra den 6. – 14. august. Knap 500 journalister, fotografer og broadcastere fra store dele af verden er allerede akkrediteret til VM i Ridesport – Herning2022. Medieakkrediteringen lukker den 30. juni, og vi kan kun opfordre til, at redaktionerne akkrediterer journalister og fotografer inden denne dato.

Link til akkreditering Herning2022

Konkurrencerne afvikles på 3 stadions: Stutteri Ask Stadium (MCH Arena), Jyske Bank Boxen og på et nyopført stadion, BB Horse Arena, som bygges på den anden side af Kaj Zartowsvej (vejen lukkes i de to uger VM-konkurrencerne strækker sig over).

Der forventes ca. 1.100 heste til verdensmesterskaberne, en del af dem bliver fløjet ind til Frankfurt eller Liège og derfra kørt i hestetransportvogne til Herning. Det forventes, at ryttere fra ca. 70 nationer deltager.

Danske medaljehåb

Der er realistiske håb om danske medaljer på alle stadions. Det danske dressurlandshold anført af Cathrine Dufour er særdeles stærkt ridende, og der er store forhåbninger til en podieplads til holdet, når holdkonkurrencerne afgøres søndag den 7. august.

Voltigør (akrobatik på hesteryg) Sheena Bendixen vandt bronze ved det seneste verdensmesterskab i disciplinen, og hun har vist storform i forårets konkurrencer.

I paradressur knytter der sig forhåbninger til den dobbelte PL-guldvinder fra Tokyo Tobias Thorning Jørgensen fra Give og til Katrine Kristensen, der trænes af Cathrine Dufour, hun har redet lige op med verdensranglistens nr. 1 i sin grad.

I springning er målsætningen for holdet at være med, når afgørelsen falder fredag aften for de 10 bedste nationer. Andreas Schou fra Tågerup har været stærkt ridende dette forår, målsætningen for ham er en plads i finalen blandt verdens 25 bedste springryttere under Agria Super Sunday den 14. august – og så kan alt ske i denne disciplin.

Faciliteter til pressen

Pressecenteret er placeret i hal L og opdelt i to – en afdeling for journalister og en for fotografer. Der vil være hurtigt, trådløst internet og kablet forbindelse til fotograferne. Pressecenteret vil blive udstyret med et hyggeligt loungeområde, hvor der dagligt serveres kaffe/te, vand, snaks, kage og sandwich.
Der vil være pressemøder efter afgørelsen på hold- og individuelle medaljer i springning og dressur.

Det er det internationale rideforbund, FEI, som skal godkende alle akkrediterede, og derfor må man påregne en del ventetid for at komme gennem akkrediteringen, hvis man ikke er akkrediteret på forhånd.

Link til akkreditering Herning2022

Kontakter


Jens Trabjerg

ECCO FEI World Championships Herning 2022
jt@he************* Vis...
+ 45*********** Vis...

Emner


Herning2022 Akkreditering