PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/herning2020/pressreleases/knap-3-000-tons-sand-k%C3%B8rt-ind-p%C3%A5-mch-arena-27169

Knap 3.000 tons sand kørt ind på MCH Arena

Pressemeddelelse juli 29, 2022 Herning2022 VM i Ridesport Herning2022 Official Footing Supplier

De sidste tons sand er flyttet ind på MCH Arena, det store fodboldstadion i Herning, som nu er ved at blive omdannet til en international spring- og dressurbane af engagerede og dygtige folk fra BB Horse og Herning2022’s eget vedligeholdelsesteam. Stutteri Ask Stadium, som arenaen hedder under VM i ridesport, er ved at være klar til at tage imod verdens bedste ryttere og heste.

BB Horse
Kim Mertz og Michael Buchardt Pedersen fra BB Horse. Foto: Herning2022

Lastbiler med sand fra Sverige har nærmest kørt i konvoj mod Herning under den seneste tids forberedelser af den internationale stævneplads, som skal danne ramme om det 4-dobbelte verdensmesterskab ECCO FEI World Championships i dressur, springning, paradressur og voltigering. De store sandbunker med mere end 10.000 tons er nu fordelt ud på konkurrence-, opvarmnings- og træningsbaner – herunder de knap 3000 tons på MCH Arena, der er kørt ind oven på et lag gummemåtter, der først blev lagt.

Lige nu samarbejder 10 veluddannede chauffører om at køre sand på arenaen, plane og nivellere bunden, sammen med Herning2022’s eget vedligeholdelsesteam anført af Jesper Møller og Niels-Jørgen Cassøe, der har ansvaret for bunden under verdensmesterskaberne.

BB Horse, som er en meget velanskrevet virksomhed med speciale netop i anlægsarbejde og ridebaner, sprang til med kort varsel og overtog arbejdet med bunden i Herning, da arrangørerne måtte standse samarbejdet med den tidligere leverandør.

Klar til at træde til
”Det er en fornøjelse for os at være med til at få hjulene til at rulle,” indleder Michael Buchardt Pedersen fra BB Horse, og han fortsætter: ”Vi vil meget gerne støtte op om VM i Danmark.”

Det var med kort varsel, teamet fra BB Horse sprang til. Kim Mertz fortæller:
”Vi trækker totalt 13 arbejdsdage ud for at opbygge banerne, og det er timer, vi skal hente ved at løbe stærkere og lave noget planlægning.”

”Men vi var ikke et øjeblik i tvivl, da VM kaldte på os. Vi ville gerne hjælpe til, og vi fandt ressourcerne i eget regi,” supplerer Michael Buchardt Pedersen.

Der skal især passes godt på undergrunden på Stutteri Ask Stadium, for der ligger varmeledninger med mere under græsset, og dræningseffekten må ikke ødelægges af de tunge maskiner. Det er dygtige folk, som arbejder på pladsen, og der tages i høj grad hensyn til at sikre grunden under VM-banerne.

Rykker tid ud af travl kalender
BB Horse er anerkendt for at anlægge og nivellere ridebaner, og de er topprofessionelle. Den professionalitet ses på arbejdet i Herning, men også i ordrebøgerne.

”Vi har desværre været nødt til at sige til nogle af vores kunder, at vi lige har måttet træde til ved VM, og dermed bliver deres projekt forsinket. Det er der fuldt forståelse for,” fortæller Kim.

BB Horse har fra starten været involveret i opbygningen af sandpuden under BB Horse Arena, og nu er samarbejdet med arrangørerne Jens Trabjerg og Casper Cassøe yderligere udbygget. BB Horse og Slangerupgaard var engageret i verdensmesterskaberne, og lægger navn til den ene arena, BB Horse Arena. Nu er BB Horse ”Official Footing Supplier” for VM.

Efter VM skal der igen spilles fodbold på MCH Arena, så BB Horse skal igen være klar, når bunden skal køres ud i løbet af 20 timer efter den sidste hest, har forladt arenaen den 14. august kl. 17.30

”Vi er glade for at kunne hjælpe, og være en større del af VM,” slutter Michael Buchardt Pedersen.

Se evt. en video af opbygningen her:

https://fb.watch/ey2avw7UnG/

FAKTA
Der skal lægges 36.000 m2 sand i 12 cm dybde på alle baner. 
Det svarer til mere end 5 store fodboldbaner, og der transporteres specialsand fra Sverige i store lastbillæs. Læs mere om opbygningen af den specielle ridebund: FEI tester bund til Herning2022 | Herning 2022

Hvor sker hvad?
Dressur og springning afvikles på Stutteri Ask Stadium.
Voltigering afvikles i Jyske Bank Boxen, mens BB Horse Arena danner ramme om paradressur og de mange springklasser, som ikke er en del af VM-konkurrencerne.

VM-konkurrencerne åbner den 6. august med konkurrencer i dressur og voltigering. Sidste konkurrencedag for de to VM-discipliner er onsdag den 10. august. Samme dag er første konkurrencedag for VM-disciplinerne springning og paradressur, og de konkurrencer slutter den 14. august.

Se mere: Velkommen til Herning | Herning 2022

Kontakter


Jens Trabjerg

ECCO FEI World Championships Herning 2022
jt@he************* Vis...
+ 45*********** Vis...

Emner


Herning2022 VM i Ridesport Herning2022 Official Footing Supplier


BB Horse
Kim Mertz og Michael Buchardt Pedersen fra BB Horse. Foto: Herning2022
Hent | 7,87 MB | 4000 x 6000 | .JPG

Stutteri Ask Stadium
Stutteri Ask Stadium under opbygning. Foto: Herning2022
Hent | 2,07 MB | 2160 x 3840 | .jpg

Zip og hent alle filer