pressport logo
https://www.pressport.com/dk/byggerietspressebureau/pressreleases/studerende-opbygger-millionvirksomhed-9512

Studerende opbygger millionvirksomhed

Pressemeddelelse

Parallelt med studier til bygningskonstruktør på UCN har Mikkel Rodkjær drevet fritidsjobbet som disk-jockey frem til million-forretning med 23 freelance-medarbejdere, der er specialister i at arrangere musik, lyd og lys til større fester og arrangementer

- Vi er klar med storskærmene, men jeg skal til eksamen på onsdag, så jeg har lidt travlt. Kan du ringe igen på mandag?

Det er Mikkel Rodkjær, studerende bygningskonstruktør på UCN Teknologi & Business i Aalborg, der med kurs mod eksamen på sjette semester har sat virksomheden på et par dages stand-by – en fritids-virksomhed med speciale i lyd og lys med 23 freelance-ansatte, der sidste år landede en omsætning på godt halvanden million kroner.

- Det startede for sjov, da jeg sammen med en god ven for mange år siden fik nogle job som disk-jockey på byens diskoteker, fortæller Mikkel efter veloverstået eksamen.

- Og vores underholdning faldt i god smag. Mængden af dj-job voksede, en rating blandt de bedste danske disk-jockeys satte for alvor toget på skinner med jobs på byens største diskoteker, og i takt med vi blev kendte, voksede butikken, og vi begyndte at sætte lys til vores shows.

- Imidlertid var vi enige om, at vi firmaet ikke skulle stå alene. Vi ville have en formel uddannelse, og mens min kompagnon satte kursen mod militæret og Afghanistan, blev jeg optaget på studiet til bygningskonstruktør.

- Men der var stadig rift om at få os ud og samtidig med, at jeg startede på min uddannelse, etablerede jeg sammen med en kollega fra dj-miljøet et nyt firma. Det blev starten på en markant udvikling, hvor vi i konkurrence med de store virksomheder bevægede os fra diskotekerne og ind i det professionelle univers som leverandører af lyd, lys og udstyr til stort anlagte arrangementer på de største nordjyske spillesteder.

- Siden er det gået slag i slag med rigtig mange lange arbejdsdage og utallige arbejdsweekends, konstaterer Mikkel Rodkjær, idet han pointerer, at koblingen mellem uddannelse og forretning skaber gensidige synergier.

- Således har arbejdet med er lys og lyd blandt andet været en god indgang til arbejde og studier med byggebranchens nye digitale teknologier, og dyder som arbejdsdisciplin, kundepleje og overblik er både i firma og uddannelse selve grundlaget for succes, siger Mikkel Rodkjær, der i sidste måned blandt andet stod for direkte storskærmstransmissioner og filmoptagelser, da UCN som led i ”Digitale Dage på UCN” var vært for det hidtil største digitale set-up i dansk byggeri med over 300 besøgende.

Nøgleord


Erhverv