pressport logo
https://www.pressport.com/dk/byggerietspressebureau/pressreleases/nyt-rekord%C3%A5r-i-engs%C3%B8-gruppen-a-s-6587

Nyt rekordår i Engsø Gruppen a/s

Pressemeddelelse

Engsø Gruppen a/s klar til nye opkøb i Århus-området efter rekordår med tocifrede vækstrater i både omsætning og indtjening

Administrerende direktør Per Engsø
- Med ejerskabet af Dan-Con a/s og etablering af Engsø Vest a/s rammer vi fremtidens millionstore Århus ind med afdelinger i Vejle, Randers, Herning og Århus, konstaterer Engsø Gruppens administrerende direktør Per Engsø Larsen, der siden 2004 har opbygget en landsdækkende entreprenørvirksomhed med ca. 350 medarbejdere på vej mod en milliard-omsætning.

- 2008 blev et forrygende år med fremgang på alle fronter. Vi nåede flot i mål med en omsætning på 515 millioner kroner og 24,2 millioner kroner på bundlinjen før skat.

Det er Per Engsø Larsen - administrerende direktør og hovedaktionær i entreprenørvirksomheden Engsø Gruppen a/s stiftet i 2004, der med afsæt i det netop afsluttede regnskab for 2008 trodser den massive opbremsning i dansk byggeri.

- Trods væsentlig skærpet konkurrence på et brat faldende marked lykkedes det at øge omsætningen med godt 20 procent, samtidig med at indtjeningen steg med knap 60 procent, tilføjer Per Engsø Larsen.

Han pointerer, at Engsø Gruppen, har startet 2009 med en ordrebeholdning svarende til godt 80 procent af sidste års omsætning, og han lægger til, at gruppen er gearet til også i det kommende år at gå mod de negative konjunkturer.

- Det er svært ikke at være bekymret for, hvordan markedet udvikler sig. Men vi står stærkt med et tæt samarbejde med landets mest solide bygherrer og udsigt til en sund organisk vækst i 2009. Dertil kommer en stærk forventning om, at det opsparede efterslæb for renovering af offentlige bygninger snart skal hentes. Og netop renovering af skoler og andre offentlige bygninger er de områder, hvor selskaberne i Engsø Gruppen a/s markerer sig med spidskompetencer.

Medejerskab viser styrke - klar til nye opkøb

Per Engsø Larsen slår fast, at Engsø Gruppens strategi med udstrakt medarbejdereje og en fælles platform for aktiviteterne i mindre selvstændige enheder har vist sig at skabe betydelige synergier, og fortæller videre, at selskabet er klar til yderligere ekspansion.

- Ikke mindst har vi blikket rettet mod små og mellemstore håndværksvirksomheder, der står overfor generationsskifte, og vi sigter mod etablering i Århus hen over sommeren 2009, fortæller Per Engsø Larsen, og runder af med et øjebliksportræt af aktiviteterne i Engsø Gruppen.

- I Jönsson a/s starter vi året med afsæt i rekordindtjening og en solid ordrebeholdning, Jönsson Invent a/s er på plads med "alle tiders" bedste regnskab efter etablering i ny selvstændig organisation, Skana Entreprise a/s går stærkt konsolideret og med overtrumfede forventninger ud af sit første regnskabsår, og Jørgen Petersen & Co A/S møder det nye år som en af trekantområdets førende håndværksfirmaer med en ordrebeholdning, der vil fordoble aktivitetsniveauet i 2009.

Fakta om Engsø Gruppen a/s

Engsø Gruppen a/s er moderselskab for en række mindre og mellemstore entreprenør- og tømrermestervirksomheder, samt andre brancherelaterede produktionsselskaber. Ejerkreds bag selskabet er - udover direktion og bestyrelse - Industri Udvikling.

Selskaberne, der udvikles og drives fra en fælles platform, opkøbes typisk i forbindelse med et generationsskifte, eller ved behov for at forstærke ledelsen i et selskab.

Særlige kendetegn ved selskaberne i Engsø Gruppen a/s er, at de drives som professionelle, moderne og selvstændige selskaber, med fokus på en god historik inden for deres kerneområder. Virksomhederne vil desuden være kendetegnet ved, at en stor del af aktiekapitalen i selskaberne ejes af de ledende medarbejdere i de enkelte selskaber. Kunderne er professionelle private virksomheder samt offentlige.

Samlet beskæftiger Engsø Gruppen a/s knap 300 medarbejdere. Ved årsskiftet indgik følgende selskaber i Engsø Gruppen a/s:

Jönsson a/s, hjemmehørende i Herlev og grundlagt i 1898. Selskabet udfører entreprenøropgaver i totalentreprise og hovedentreprise over partnering til fagentrepriser i tømrer/snedker- og serviceopgaver. Opgaverne spænder over alt fra komplicerede renoveringsopgaver af bevaringsværdige bygninger til nybyggeri af såvel bolig- som erhvervsopgaver.

Jönsson Invent a/s, hjemmehørende i Herlev, udskilt som selvstændigt selskab fra Jönsson a/s i 2006. Selskabet producerer unika inventar i samarbejde med landets førende arkitektfirmaer på Storkøbenhavns største maskinsnedkeri.

Jørgen Petersen & Co. A/S, hjemmehørende i Vejle og grundlagt i 1876. Virksomheden er opkøbt i 2005. Selskabet udfører entreprenøropgaver i totalentreprise og hovedentreprise over partnering til fagentrepriser i tømrer/snedker og serviceopgaver. Virksomheden har særlige spidskompetencer inden for institutions- og skolebyggeri, men opgaverne omfatter alt fra komplicerede renoveringsopgaver af bevaringsværdige bygninger til nybyggeri af såvel bolig- som erhvervsopgaver.

Skana Entreprise a/s, hjemmehørende i Smørum, tilkøbt og etableret som selvstændigt selskab i 2008, er tidligere renoveringsenhed i Skanska Danmark. Selskabet udfører entreprenøropgaver i totalentreprise og hovedentreprise over partnering til fagentrepriser i tømrer/snedker, murer og beton samt skæring og boring i beton, og serviceopgaver. Opgaverne omfatter alt fra komplicerede renoveringsopgaver af bevaringsværdige bygninger til nybyggeri af såvel bolig- som erhvervsopgaver, men altid med kvalitet og de håndværksmæssige dyder i højsædet.

Billedtekst:

- Vi er klar til nye opkøb og sigter mod etablering i Århus-området hen over sommeren, fortæller administrerende direktør Per Engsø Larsen fra Engsø Gruppen a/s, der trodser de negative konjunkturer i byggebranchen med tocifrede vækstrater i både omsætning og indtjening.

Yderligere oplysninger: Per Engsø Larsen på telefon 44 94 11 66

Kontakter


Per Engsø Larsen

Administrerende direktør
Engsø Gruppen a/s
pel@jonsson.dk
44 94 11 66
http://www.engso.dk

Nøgleord


Byggeri


Administrerende direktør Per Engsø
- Med ejerskabet af Dan-Con a/s og etablering af Engsø Vest a/s rammer vi fremtidens millionstore Århus ind med afdelinger i Vejle, Randers, Herning og Århus, konstaterer Engsø Gruppens administrerende direktør Per Engsø Larsen, der siden 2004 har opbygget en landsdækkende entreprenørvirksomhed med ca. 350 medarbejdere på vej mod en milliard-omsætning.
Hent | 2,41 MB | .jpg

Zip og hent alle filer