pressport logo
https://www.pressport.com/dk/byggerietspressebureau/pressreleases/ny-multihal-til-roskilde-katedralskole-10130

Ny multihal til Roskilde Katedralskole

Pressemeddelelse

Jönsson a/s klar med topmoderne multihal, akustisk regulerede musiklokaler og et nyt indgangsparti med integrerede studiecentre

Jönsson a/s har afsluttet arbejdet og overdraget nøglerne til en markant udvidelse af Roskilde Katedralskole, der - foruden nyindretning af musiklokaler i den eksisterende gymnastiksal og opførelse af et nyt indgangsparti – har fået en helt ny multihal, der i en markant, transparent arkitektur byder elever og lærere velkommen til både idræt og større fælles arrangementer som eksamen, teater- og danseforestillinger.

- Hallen er indrettet og udstyret som en topmoderne idrætshal, men fungerer samtidig som skolens nye samlingspunkt, og den store glasfacade i hele hallens længde kan helt blændes af med elektroniske solgardiner, som fuldstændig mørklægger salen i forbindelse med eksempelvis forestillinger, fester og forelæsninger, fortæller byggeleder Kenneth Frans fra Jönsson a/s.

Kenneth Frans pointerer, at den nye multihal selvfølgelig er udstyret med gulvvarme og et avanceret udluftningssystem, der med afsæt i principperne for naturlig ventilation sikrer et sundt indeklima uanset om hallen bruges til sveddryppende sportsaktiviteter, gymnasifester med dans og teater eller stillesiddende arbejde med eksamensopgaver eller fælles forelæsninger.

Byggelederen fortæller videre, at Jönsson som led i opgaven med at rejse den nye multihal tillige har ombygget skolens gamle gymnastiksal til musikundervisning ligesom der er opført et nyt indgangsparti med to nye afskærmede studiecentre, hvor de studerende kan arbejde sammen om fælles projekter og gruppearbejder i store åbne lokaler.

- Med den nye hovedindgang har Katedralskolen i Roskilde fået en åben og imødekommende ny profil, men derudover er der i det nye indgangsparti blevet plads til moderne og fleksible storrum til undervisning og projektarbejder, konstaterer Kenneth Frans og tilføjer, at skolens eksisterende gymnastiksal efter ombygning og nyindretning i dag huser to nye musiklokaler og to øvelokaler med optimale vilkår for lyd- og akustik.

Rammetekst:

Tagkonstruktionen på den nye multihal til Roskilde Katedralskole, der med en samlet entreprisesum på 22 millioner kroner er opført af Jönsson a/s med Sweco Architects A/S som totalrådgiver, bæres af fire limtræsdragere med et frit spænd på 35 meter, og hver enkelt limtræsdrager er løftet på plads med en mobilkran og to lastvognskraner.

Kontakter


Kenneth Frans

Byggeleder
Jönsson a/s
kef@jonsson.dk
60 40 43 55
http://www.jonsson.dk

Nøgleord


Byggeri