PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/byggerietspressebureau/pressreleases/ny-administrerende-direkt%C3%B8r-i-lm-byg-a-s-22911

Ny administrerende direktør i LM Byg A/S

Pressemeddelelse september 9, 2016 E. Pihl & Søn A/S LM Byg A/S Carsten Mindegaard Ny administrerende direktør Råhus Betonvirksomhed Per Arsleff A/S Ha´ns Anker Nielsen

Ingeniør Hans Anker Nielsen, der – blandt andet som direktør i E. Pihl & Søn A/S og Per Aarsleff A/S – gennem hele sin karriere har specialiseret sig i råhus- og byggeprojekter, er fra starten af august tiltrådt som ny administrerende direktør i LM Byg A/S

Administrerende direktør Hans Anker Nielsen LM Byg AS
- Med solid ballast opbygget hele vejen fra jobbet som byggeleder med lerede gummistøvler på byggepladserne hos A. Jespersen & Søn A/S, over job hos E. Pihl & Søn A/S, hvor jeg i mere end tyve år var med til at udvikle virksomhedens danske division, til opbygning af en ny succesfuld råhus- og byggeriafdeling i Per Aarsleff A/S, føler jeg mig godt rustet til sammen med de mange dygtige medarbejdere at fortsætte udviklingen af LM Byg A/S, konstaterer Hans Anker Nielsen, der i starten af august tog hul på et nyt kapitel som administrerende direktør i LM Byg A/S.

- Det handler om kvalitet, tillid og ordholdenhed. Tingene skal være i orden, og vi skal holde, hvad vi lover.

Det er Hans Anker Nielsen, nystartet administrerende direktør i LM Byg A/S, der sætter ord på de værdier, han fra sin opvækst på Møn havde med i rygsækken, da han som nyuddannet ingeniør med speciale i beton, statik og geoteknik fra Haslev Teknikum i 1987 startede karrieren i entreprenørbranchen som byggeleder i A. Jespersen & Søn A/S.

- Det var et lærerigt job, hvor jeg lærte betydningen af grundighed og god planlægning gennem tilbudsarbejde og produktionsplanlægning, ligesom jeg fik opbygget et godt kendskab til byggeriets forskellige funktioner gennem samarbejdet med virksomhedens rutinerede jord- og betonarbejdere.

- Det var super spændende at få tingene til at spille sammen, husker Hans Anker Nielsen og karakteriserer jobbet hos A. Jespersen & Søn A/S som meget lærerigt og udviklende.

Efter et par år fik Hans Anker Nielsen ansvaret for de første byggeprojekter - byggerier, som med afsæt i barndommens ballast, en kontant ledelse samt en kompetent og ambitiøs tilgang til opgaverne blev gennemført med succes, der vakte opmærksomhed ud over virksomhedens grænser.

Pladschef i E. Pihl & Søn A/S

I 1991 blev Hans Anker Nielsen således hentet til E. Pihl & Søn A/S, hvor direktør Haldor P. Ragnarsson tilbød ham job som pladschef på et stort råhusprojekt til ca. 45 millioner kroner, som virksomheden gennemførte på Slagelse Sygehus.

Dermed var banen kridtet op, karrierevejen med store beton og byggeopgaver var lagt, og mødet mellem Halldor P. Ragnarsson og Hans Anker Nielsen blev starten på et ualmindelig godt samarbejde, der varede i mere end tyve år.

Som plads- og produktionschef hos E. Pihl & Søn A/S var Hans Anker Nielsen blandt andet med i leder-teamet bag store projekter som Statoil’s raffinaderi i Kalundborg, Korsør Renseanlæg, Kastrup Station, Øresundsforbindelsen og DGI-byen.

Med afsæt i resultaterne fra disse opgaver blev Hans Anker Nielsen i 2001 forfremmet til projektchef, og i årene frem til 2007 stod han blandt andet i spidsen for Pihl’s renovering af Københavns Hovedbanegård samt byggeriet af nyt kontroltårn i Kastrup Lufthavn, Tietgenkollegiet, Copenhagen Business School, Københavns Universitet Amager og et nyt center til televirksomheden Orange.

Karrieren tager fart

Derefter tog karrieren hos E. Pihl & Søn A/S for alvor fart, og som 42-årig indtrådte Hans Anker Nielsen i virksomhedens danske ledelse. Først som projektdirektør og i 2010 som underdirektør med 70 - 80 medarbejdere, en overskudsgivende omsætning på op mod én milliard kroner samt ansvar for en stribe af tidens mest prestigefyldte byggerier – herunder blandt andet Industriens Hus, FN-Byen, Bryghusprojektet, Allerhuset, Rigsarkivet, Navitas Park, Ny Nørreport, Horten nye domicil, DGI Byen og Søfartsmuseet i Helsingør.

Opbygning af nyt forretningsområde i Per Aarsleff A/S

Imidlertid blev der med Pihl-koncernens ulykkelige konkurs i august 2013 sat et brat punktum for Hans Anker Nielsens fortsatte karriere i landets ældste og største internationale entreprenørkoncern.

Nogen pause i karriereforløbet blev der imidlertid ikke tale om: Allerede i september 2013 startede Hans Anker Nielsen således i Per Aarsleff A/S som projektdirektør med ansvar for at opbygge et nyt forretningsområde med fokus på råhus og byggeri.

Opbygningen af det nye forretningsområde i Per Aarsleff A/S blev hurtigt en overskudsgivende succes, og i februar 2015 blev Hans Anker Nielsen udnævnt til afdelingsdirektør og fik blandt andet ansvar for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, Copenhagen Tower, CIS Internationale Skole, Uptown Nørrebro, AP Huset og udvidelsen af Rødovre Centrum.

Nyt Kapitel hos LM Byg A/S

I LM Byg A/S havde Carsten Mindegaard som ejer fulgt Hans Anker Nielsen’s imponerende karriere, og han var ikke i tvivl om, at Hans Anker Nielsen var den rette til at overtage jobbet som administrerende direktør, da Carsten Mindegaard efter otte år i spidsen for LM Byg A/S ønskede at trække sig tilbage til fordel for nye udviklingsopgaver og arbejdet i virksomhedens bestyrelse.

På den baggrund tilbød Carsten Mindegaard Hans Anker Nielsen jobbet for bordenden i virksomheden, der under Carsten Mindegaard’s ledelse er forvandlet fra en mindre betonvirksomhed i Havdrup til en af markedet førende råhusspecialister, og Hans Anker Nielsen greb udfordringen.

Enestående muligheder

- Jobbet hos LM Byg A/S giver mig enestående muligheder for at udfolde mine kompetencer på et overordnet niveau, konstaterer Hans Anker Nielsen og fortsætter:

- Virksomheden har på markant vis forstået at forene markedets krav om arbejdsmiljø, høj kvalitet og stor sikkerhed i gennemførelse af byggeprojekter, og der er ikke tvivl om, at LM Byg A/S, der aldrig har haft et negativt regnskab, rummer et vækstpotentiale, som jeg i et fortsat kontrolleret forløb glæder mig til fremover at realisere sammen med virksomhedens mange dygtige medarbejdere.

- Og, slutter Hans Anker Nielsen, derudover er LM Byg A/S karakteriseret ved en unik og åben kultur baseret på et stærkt fællesskab, teamwork, gensidig respekt og tillid medarbejderne imellem. Det glæder jeg mig meget til fremover at tage del i.

Rammetekst:

Hårdt arbejde og lange arbejdsdage har altid været en fast bestanddel i hverdagen for Hans Anker Nielsen, og den sparsomme fritid er helliget sport og familieliv ved Solrød Strand sammen med hans kone Mette, datteren Sofia på 23 år og sønnen Frederik på 20 år.

Rammetekst:

”Det handler om kvalitet, tillid og ordholdenhed. Tingene skal være i orden, og vi skal holde, det vi lover. Kvaliteten skal fortsat være i top, vi skal fortsat aflevere til tiden, og vi skal fortsætte med til konkurrencedygtige priser at generere projekter, der skaber stolthed hos både bygherren, medarbejderne og virksomheden”.

Hans Anker Nielsen, administrerende direktør LM Byg A/S.

Kontakter


Emner


E. Pihl & Søn A/S LM Byg A/S Carsten Mindegaard Ny administrerende direktør Råhus Betonvirksomhed Per Arsleff A/S Ha´ns Anker Nielsen


Administrerende direktør Hans Anker Nielsen LM Byg AS
- Med solid ballast opbygget hele vejen fra jobbet som byggeleder med lerede gummistøvler på byggepladserne hos A. Jespersen & Søn A/S, over job hos E. Pihl & Søn A/S, hvor jeg i mere end tyve år var med til at udvikle virksomhedens danske division, til opbygning af en ny succesfuld råhus- og byggeriafdeling i Per Aarsleff A/S, føler jeg mig godt rustet til sammen med de mange dygtige medarbejdere at fortsætte udviklingen af LM Byg A/S, konstaterer Hans Anker Nielsen, der i starten af august tog hul på et nyt kapitel som administrerende direktør i LM Byg A/S.
Hent | 1,22 MB | 1448 x 2172 | .jpg

Adm direktør Hans Anker Nielsen LM Byg AS
- Jobbet som administrerende direktør for LM Byg A/S, giver mig enestående muligheder for på et overordnet niveau at udfolde de kompetencer, jeg har opbygget gennem de sidste 30 år, og jeg glæder mig til sammen med alle virksomhedens dygtige medarbejdere at stå i spidsen for videreudviklingen af LM Byg A/S, fastslår Hans Anker Nielsen, der her besigtiger arbejdet med virksomhedens råhusentreprise til 430 lejligheder, som opføres af Skanska ved Amager Strand.
Hent | 0,92 MB | 1702 x 1135 | .jpg

Administrerende direktør Hans Anker Nielsen (tv) og Carsten Mindegaard LM Byg AS
Hans Anker Nielsen (til højre), der på billedet sammen med ejeren af LM Byg A/S Carsten Mindegaard gennemgår arbejdet med virksomhedens råhusentreprise på 430 nye boliger ved Amager Strandpark, får som ny administrerende direktør blandt andet ansvaret for i et kontrolleret forløb med fokus på arbejdsmiljø og kvalitet at videreføre de seneste otte års vækst i LM Byg A/S.
Hent | 1,44 MB | 1419 x 2128 | .jpg

Zip og hent alle filer