pressport logo
https://www.pressport.com/dk/byggerietspressebureau/pressreleases/j%C3%B6nsson-totalrenoverer-fredet-arne-jacobsen-skole-6307

Jönsson totalrenoverer fredet Arne Jacobsen skole

Pressemeddelelse

Munkegaardsskolen i Gentofte er i forvandling med totalrenovering, udbygning og fleksibel nyindretning efter moderne pædagogiske principper, der tilgodeser tværfaglig undervisning i et digitalt miljø.

Munkegårdskolen 3

- Vi totalrenoverer alle 24 klasseværelser, der blandt andet får nye vinduer og digitale undervisningsredskaber, og vi udskifter de faste vægge med skydedøre, så rummene bliver fleksible og umiddelbart kan tilpasses projektarbejde på tværs af klasser og fag.

Det er Pelle Christensen fra Jönsson a/s, der viser rundt på byggepladsen og sætter ord på den markante skolerenovering i Gentofte - et omfattende forvandlingsprojekt, der er udviklet og tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og gennemføres med Jönsson a/s som storentreprenør.

- Derudover indretter vi nyt bibliotek, vi lægger to gymnastiksale sammen til fleksibel multisal, og vi bygger en helt ny parterre med hypermoderne faglokaler. Reelt bliver de fredede skolebygninger ramme om en helt ny skole indrettet efter de nyeste pædagogiske principper og i en kvalitet, som er Arne Jacobsen værdig.

Digitale tavler

Munkegaardsskolen slog dørene op for de første elever i 1957, og blev som et fyrtårn blandt skoler hurtigt et forbillede for skolebyggerier også langt uden for Danmarks grænser, men tiden er både løbet fra den ufleksible indretning og de traditionelle sorte tavler til kridt og svamp - fremtiden står på interaktiv digital undervisning.

- Alle de nye klasseværelser får egen digital tavle, hvor læreren kan gennemgå dagens lektion, mens eleverne følger med på deres computere. Når timen er slut, kan tavlens indhold gemmes og hentes frem til næste lektion, fortæller  Pelle Christensen videre, mens arkitekt Jimmy Richter Lassen, sagsarkitekt og projektansvarlig fra Dorte Mandrup Arkitekter, understreger fleksibiliteten i den nye indretning.

- Målet har været at bibringe skolen optimale muligheder for at tilpasse de fysiske rammer til den konkrete undervisningssituation og i den nye Munkegaardsskole kan hvert lokale fungere som klassisk klasseværelse, samtidig med at det let kan udvides til projektrum og en perfekt ramme til aktiviteter på tværs af fag og klasser.

Ny parterre

Jimmy Richter Lassen fremhæver endvidere skolens nye nedgravede parterre, hvor faglokalerne, der tidligere lå spredt som satellit-bygninger, bliver samlet.

- Vi har bevidst søgt at undgå kontraster mellem nyt og gammelt. Derfor valgte vi at samle faglokalerne til naturfag, madlavning, krop og bevægelse sammen med ny kantine i en helt ny og nedgravet parterre, hvor krop og sundhed spiller sammen på tværs af fagene i et lyst og venligt miljø med grønne nuancer og naturligt ovenlys fra store lysgårde.

Detaljernes rigdom samler nyt og gammelt

Jimmy Richter Lassen lægger i øvrigt ikke skjul på, at det har været noget af en udfordring at videreføre og udvikle arven fra Arne Jacobsen og understreger respekten for den verdensberømte danske arkitekt. Samtidig pointerer han dog at projektet ikke på nogen måde prøver at kopiere den oprindelige arkitektur omend en rigdom af små gennemtænkte detaljer også i den nye skole bliver et kendetegn.

- Arne Jacobsen havde et meget højt detaljeniveau, som vi naturligvis forsøger at efterleve. Samtidig var han meget moderne for sin tid - ligesom vi er det for vores. Vi forsøger derfor ikke at være bagstræberiske. Målet er at skabe en ny moderne skole, der kombinerer det bedste ved den oprindelige arkitektur med det bedste fra vores tid, konstaterer Jimmy Richter Lassen.

Rammetekst :

Den nye udgave af Arne Jacobsens fredede Munkegaardsskole i Gentofte er udviklet og tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og projektet gennemføres for Gentofte Kommune med Cowi som byggestyrer og Jönsson som storentreprenør. NCC står for alle tekniske installationer og Enemærke & Petersen udfører murer og betonopgaver.

Billedtekst : 

Den fredede Munkegaardsskole i Gentofte - tegnet af Arne Jacobsen og indviet i 1957 - er i total forvandling med Jönsson a/s som storentreprenør.

Kontakter


Per J. Jensen

Afdelingschef
Jönsson a/s
pjj@jonsson.dk
27601032
http://www.jonsson.dk

Nøgleord


Byggeri